Med sin mangekantede form er Logitech G502 en letgenkendelig klassiker blandt spilmus. Og du har med sikkerhed set den før, da G502 og dens forgænger, G500, er nogle af de mest solgte gaming-mus nogensinde.
Logitech G502 er hen over årene kommet i en række varianter, og vi har for blot få måneder siden testet den seneste, G502 HERO. Dengang var nyheden en ny og mere præcis sensor med forkortelsen HERO (High Efficiency Rated Optical) og en opløsning på 16.000 punkter pr. tomme i stedet for 12.000.
Nu er G502 Lightspeed landet på skrivebordet, og nyheden er denne gang trådløs forbindelse. Som navnet fortæller, bruges der ikke Bluetooth, som er alt for langsomt og ustabilt til spilbrug, men Logitechs egen Lightspeed-adapter. Udviklingen er naturlig, eftersom vi i nyere tid har set Lightspeed-udgaver af gaming-headsets fra Logitech.
Læs også: Test af 6 gaming-mus
Selv om der er blevet indbygget et batteri og en trådløs modtager, er G502 Lightspeed nogle få gram lettere end sin kablede slægtning. Og vægten kan ligesom tidligere justeres ved hjælp af små lodder, som kan klikkes på plads bag et magnetisk dæksel, der også giver adgang til den “garage”, som USB-adapteren kan gemmes i under transport.
Kantet og håndvenlig
Logitech G502 Lightspeed er trods sine mange skarpe kanter strengt ergonomisk, og de i alt 11 programmérbare knapper er placeret strategisk og har forskellige former, så de er lette at ramme, uden at man tager fejl i skyndingen. Og så ser det aldeles sejt ud samtidig! Musen ligger godt i hånden, men passer med sin lave, slanke form bedst til en forholdsvis lille hånd.
Der er indbygget RGB-lys, som kan synkroniseres med andre Logitech-enheder. Men kun i logoet. Hvis der skal fest og farver på spillet, har f.eks. Asus langt mere iøjnefaldende modeller.
Lightspeed-adapteren er en lillebitte USB-dongle. Der medfølger også en Micro-USB-adapter til adapteren. Men da den har hunstik, skal man i så fald anskaffe sig et adapterkabel til adapter-adapteren. USB-C er til gengæld ikke understøttet.
Man får også et USB-kabel med til opladning. Men da det er både langt, lækkert og stofbetrukket, kan det sagtens bruges til at spille, hvis man af en eller anden grund vil undgå trådløs forbindelse.
Så god som med kabel
Logitech G502 Lightspeed er – ikke overraskende – præcis lige så god at spille med som sin kablede forgænger. At sensoren har en opløsning på 16.000 dpi, er komplet irrelevant, medmindre man bruger et frimærke som musemåtte. Vigtig er til gengæld scanningshastigheden på 400 tommer i sekundet. Den betyder, at du aldrig kommer til at foretage en bevægelse, der er for hurtig til at blive aflæst. Museknapperne er lette og hurtige, som de skal være – så tidobbeltklik ikke er noget problem.
Den trådløse forbindelse er en naturlig produktudvikling fra Logitechs side, men er der også tale om en forbedring? Kun i form af bekvemmelighed. Trådløst er behageligt, og Logitechs egen Lightspeed-adapter er både hurtig og stabil. Men trådløs forbindelse betyder også en betragtelig merpris, og den kan aldrig blive bedre eller hurtigere end kabeludgaven. Højst lige så god. Og så er der stadig batteritiden at bekymre sig om – for hvem vil risikere at miste styringen midt under en vigtig ranked match? Den slags kan godt nok løses ved at medbringe USB-kablet og spille videre med kabel. Men så er forbedringen væk.
Konklusion
At Logitech G502 er fremragende, er allerede bevist, da den bygger på et gennemprøvet og succesfuldt koncept, der har gjort den til en af muserigets største succeser. Nu blot i en trådløs udgave og med de nyeste sensorer.
Et andet spørgsmål er, hvorvidt gamerne vil foretrække den trådløse udgave frem for den kablede, der kan findes ned til omkring den halve pris. Mit gæt er, at hardcore-gamerne vil holde hast i kabeludgaven, men også at der vil blive langet masser af trådløse G502’ere over disken til mere sporadiske spillere.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer