De fleste bærbare gaming-maskiner kan kun med god vilje og svulmende overarme rubriceres som “bærbare”. For kraftig grafikydelse og ditto processorkraft er næsten uundgåeligt forbundet med høj vægt. Det er kølingen, der koster.
MSi GS65 Stealth Thin er et forsøg på at udrette det tilsyneladende umulige: At krympe en gaming-laptop ned i et slankt kabinet.
Af ydre er GS65 ikke meget større end en ultrabook-computer med samme skærmstørrelse. Pc’en er 1,8 cm på det tykkeste sted, og vægten 1,8 kg. Begge dele er mindre end den største af deltagerne i vores seneste test af slanke bærbare til studiebrug. Selv om det retfærdigvis skal understreges, at MSi’en hører hjemme i en betydelig tungere prisklasse.
Som de fleste gaming-computere er MSi GS65 Stealth Thin kulsort på alle flader. En smal guldkant rund om låget samt omkring touchpad’en signalerer, at vi er oppe i den eksklusive ende. MSi’s logo er også i guld. Skærmen på 15,6 tommer har desuden den slankeste kant, jeg endnu har set på en gaming-maskine. Og skærmen er ikke blot slank, men også hurtig. En opdateringshastighed på 144 Hz er stadig et særsyn i bærbare maskiner.
Den høje hastighed betyder, at grafikken ikke på noget tidspunkt hakker – heller ikke når du med en lynhurtig bevægelse drejer synsvinklen 180 grader rundt. Her kommer normale 60 og 100 Hz skærme til kort og viser bevægelsen i spring.
Op til tre ekstra skærme
Skulle den indbyggede skærm ikke være nok, kan man udvide med op til tre eksterne skærme. Det sker i så fald via Thunderbolt-porten, som er en del af USB-C-porten. MSi bryster sig af at være først ude med Thunderbolt 3, der giver op til 40 gigabit dataoverførsel. Og dermed muligheden for højopløst spilgrafik på indtil flere sammenkoblede skærme.
Opremsningen af teknologier er nærmest endeløs, og der er ikke sparet på hardwaren: Intel 8. generations Core i7-processor med seks kerner og 12 tråde, 16 gigabyte ram og selvfølgelig en SSD på 512 gigabyte. Grafikkortet er dog “kun” GeForce GTX 1070 og ikke topmodellen 1080. Men det handler sandsynligvis mere om, hvor meget varme der kan ledes væk, end om at spare. Tastaturet er, som vanligt hos MSi, leveret af danske SteelSeries. Belysningen er, lige så forventeligt, i 16 millioner RGB-farver.
Der er også gjort ekstra ud af lydsiden. I stedet for den næsten allestedsnærværende Realtek-lydchip bruges her en ESS Sabre-chip med mulighed for 24 bit/192 kHz HD-lyd. Højttalerne er tunet af Dynaudio. Hvilket ikke nødvendigvis er ensbetydende med at være leveret af samme fabrik.
Effektiv, men diskret køling
Så langt, så godt. Core i7-bærbare med Nvidia-grafik går der fjorten af på dusinet. Det teknologisk interessante ved MSi GS65 Stealth Thin ligger i kølingen. MSi kalder teknikken Cooler Boost Trinity, og det omfatter bl.a. tre blæsere med “særligt effektive rotorblade” samt hele fire heatpipes, hvor væske flytter varmen væk fra processor og grafikchip. Kabinettet har desuden det største antal lufthuller, jeg mindes at have set i en maskine af den størrelse. Nej, MSi’en er ikke bygetæt!
Al den køling laver nødvendigvis en del støj, men det er faktisk imponerende, hvor stille maskinen er, alt taget i betragtning. Når det går løs på skærmen, akkompagneres det af en tydelig susen. Tydelig, men ikke noget, der kan sammenlignes med det altdominerende jetturbinebrøl fra fortidskæmpen MSi GT80 Titan.
At tage GS65 Stealth Thin op af tasken og klappe låget op er en øvelse i exces. Som at parkere en italiensk sportsvogn ved siden af en flok pickup-trucks. Og medmindre dine modstandere til LAN-partyet har helt nye og endnu dyrere maskiner, kommer du ikke til mærke noget underskud af hestekræfter. Det spinkle ydre til trods er den en fuldblods gaming-maskine.
Benchmarks
Processoren er en af de første sekskerners i7’ere, vi har fået til test. Det kan mærkes på regnekraften: Et multi-core-resultat på 19.406 i Geekbench er rekord. Resultaterne i webtesten Browsermark og kontorprogramsimulatoren PCMark 10 er dog mere jævne. Det kan til dels forklares med, at de to tests også bruger en del grafik. De fleste, men ikke alle maskiner, der har scoret væsentlig over GS65 Stealth Thin, har været baseret på det hurtigere GeForce GTX 1080 grafikkort.
I 3D-grafiktesten 3DMark Time Spy demonstrerer maskinen, at den har muskler til at trække selv det næsttungeste 3D-skydespil i fuld opløsning. En score på 4.730 i Time Spy-testen er tæt på at være lige så hurtigt som GeForce GTX 1080-baserede maskiner.
Batteritesten er almindeligvis ikke gaming-maskinernes favorit, men GS65 klarer særdeles respektable tre timer og 14 minutter. Det er helt oppe i ultrabook-klassen! Og MSi praler med en brugstid i praksis på otte timer. Du skal dog ikke regne med at komme op på noget, der minder om den brugstid, når du spiller Battlefield 1.
Konklusion
MSi GS65 Stealth Thin svarer til sit navn ved at være både stille og tynd. Og det sker vel at mærke uden at give alvorligt køb på spilmusklerne. Den er en anelse langsommere end den ekstreme Asus Zephyrus med 1080-grafik i et lige så slankt kabinet, men har bedre ergonomi og en lavere pris.
Når det er sagt, så er vi dog stadig oppe i et prisleje, hvor kun de færreste har lyst til eller mulighed for at være med. Men for rejsende spillere eller professionelle grafikere er den det perfekte værktøj.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer