Hvad kendetegner en god forstærker? Den skal først og fremmest lyde godt. Som regel indebærer dét, at producenten udvælger så dyre komponenter, som budgettet tillader, og arbejder omhyggeligt med kredsløbsdesign for at presse hver eneste detalje ud af musiksignalet.
Det gælder også for danske Lyngdorf. Men her har man desuden skabt plads i budgettet til et dyrt rumkorrektionssystem (RoomPerfect). Det er nemlig til ingen verdens nytte, at forstærkeren giver det reneste musiksignal, hvis rummet forvrænger den lyd, der kommer ud af højttalerne.
Selve forstærkerteknologien er såkaldt Klasse D, som er langt mere effektiv end traditionel Klasse AB. Eftersom næsten intet af energien går til varmetab, har man heller ikke brug for et stort og tungt chassis. TDAI-1120 vejer kun 3,3 kilo, hvilket næsten er komisk set i forhold til en del Klasse AB-forstærkere på både 15 og 20 kilo.
Streaming
Ud over både analoge og digitale indgange (deriblandt HDMI!) understøtter TDAI-1120 streaming via både Chromecast og AirPlay 2. Spotify Connect er også på plads, og forstærkeren er desuden Roon Ready, så man kan streame højopløste musikfiler på op til 192 kHz opløsning. Radiolyttere vil sætte pris på internettradio med vTuner, og de gange, hvor du har brug for den nemmeste, men ikke nødvendigvis mest vellydende vej til streaming, er der også Bluetooth.
Se præsentationsvideo herunder:
Opsætning
Lyngdorf TDAI-1120 kobles til det trådløse netværk med Google Home-appen på din iPhone eller Android-mobil. Den dukker automatisk op, hvis du har slået Wi-Fi og Bluetooth til på mobilen. Alternativt kan du bruge kabel.
Når forstærkeren er koblet til samme netværk som mobilen, kan du downloade Lyngdorf Remote til mobilen. Appen har indbygget internetradio, og du kan selvfølgelig vælge andre kilder.
Du kan også bruge appen til at aktivere og opsætte RoomPerfect. Slut mikrofonen til bag på forstærkeren, og følg instruktionerne. Det skal siges, at iPhone-appen har haft mange nedbrud på det seneste, og i de tilfælde har jeg måttet styre forstærkeren fra en webbrowser. Lad os håbe, at der kommer en snarlig opdatering til appen.
Rumkorrektionen udføres først for den primære siddeplads og derefter for minimum tre andre steder i rummet for at få mest mulig information om akustikken. Når målingerne er udført, kan du vælge korrektion for den primære plads eller en mere generel, som fungerer i hele rummet. Du kan også vælge mellem forskellige klangbalancer, for eksempel Bass eller Action Movie, hvis du synes, at lyden bliver for steril efter korrigering.
Neutral og velklingende
Første gang, jeg tilsluttede Lyngdorf TDAI-1120, var det uden rumkorrektion. Jeg bruger Roon, når jeg kan, da jeg synes godt om brugerfladen. Men Chromecast fra mobilen benyttes også tit og ofte.
Lyden uden RoomPerfect er detaljeret og fin, men måske lidt kold. Taylor Swifts Exile med Bon Iver som backingband klinger fint med god dynamik i klaveret. Justin Vernons stemme er lidt tyndere, end jeg er vant til, og rummet er lidt mere overfladisk, men detaljerne er der, og forstærkeren har tilstrækkelig kontrol over kompakthøjttalerne Dynaudio Evoke 20. Sammenlignet med Primare I15 Prisma savner jeg lidt mere gåpåmod i mellemtoneområdet, og dybbassen lader til at flyde lidt mere ud med Lyngdorf.
Aktiver RoomPerfect, og det er en ganske anden historie. Det kommer meget an på rummet, hvor meget der sker – jo bedre akustik, desto mindre bliver forskellen. Men både med Evoke 20 i TV-stuen og de vægmonterede B&W AM-1 på tagterrassen oplevede jeg, at fokus blev skarpere, uden at lyden blev mere kras. Stereoperspektivet blev også væsentlig bedre takket være en bedre faseovergang mellom diskant og mellemtone.
Taylor Swifts stemme skiller sig mere ud fra musikken, mens instrumenterne i et stort symfoniorkester adskilles bedre fra hinanden. Lydbilledet er større, alting vokser.
Det, forstærkeren mangler, er partybas. Når pop eller rap spilles højt, mangler der kontrol i rytmesektionen. Både med Dynaudio-højttalerne og gulvhøjttalerne Sonus faber Olympica III. Her har Lyngdorf lidt mindre at rutte med end Primare til trods for den samme angivne effekt på 60 watt i 8 ohm – og at Lyngdorf hævder det dobbelte i 4 ohm.
Lyngdorf TDAI-1120: Konklusion
Rummet er det svageste led i signalkæden, siges det, og dette bekræftes med Lyngdorf TDAI-1120. Der, hvor forstærkeren som udgangspunkt lyder fint, men måske noget tynd og blodfattig, så forvandler den sig til en diamantslebet lup, der gør musikken større, når RoomPerfect aktiveres.
Stereobilledet bliver så stort, åbent og fokuseret, at stort set alt andet blegner. Lige indtil man spiller højt. For da flyder bassen lidt mere ud og lader lidt tilbage at ønske.
Har du problemer med akustikken, bør du absolut overveje denne forstærker, hvis der er plads til det i budgettet. Men har du ikke tænkt dig at bruge rumkorrektion, kan prisskiltet ikke forsvares i lige så høj grad.
Også i denne test:
Cambridge Audio Evo 150
Velopløst kraftkarl
Når det kommer til kompakte alt-i-ét-forstærkere, kan det dårligt gøres bedre end Cambridge Evo 150.
Primare I15 Prisma
Stor overraskelse i lille pakke
Denne lille krabat fra Primare kan det meste, er lækker at se på og lyder fortræffeligt.
Kunne man forestille sig, at hvis man tilføjer en aktiv subwoofer, så skal forstærkeren ikke håndtere de dybeste toner (DSP delefilter) og så bliver bassen strammet op, da sub´en klarer den tunge (dybe) del?
Hei! Ja, det er en naturlig tanke. Jeg vil tro det funker bra.
Jeg har kombineret en TDAI-1120 med en Lyngdorf BW-3 Subwoofer. Det er en helt fantastisk kombi. Man konnekter subwooferen og 1120 kender subwooferen så man fortæller i settings hvilken subwoofer der konnektes, kører RoomPerfect og forstærkeren sørger så for resten – lidt forenklet.
Frekvensen bliver automatisk sat af systemet – kan overskrives – og i samspillet med mine Audiovector QR1 blev den sat til 100. BW-3 har indbygget en 400 Watt klasse D forstærker.
Det lyder helt forrygende og jeg kan sagtens spille rock og partymusik højt. Den kombination kan klart anbefales. Jeg bor i Aarhus. Kig bare forbi.
Og lige for at gøre det helt klart. RoomPerfect gør en stor forskel 🙂
Enig, for øyeblikket bruker jeg nå Lyngdorf-forsterkeren med et par veggmonterte B&W AM-1, og RoomPerfect løser et stort problem.