: Denon PMA-2500NE

Når Radka Toneffs sarte røst varmer hjerterødderne, og klaverklangen hænger som honning i rummet, så ved man, at man ikke har gjort et fejlkøb. For Denons nyeste forstærker er ikke bare et stort fremskridt – den er blandt de bedste, vi har hørt til under 30.000 kroner.

Mens “The Moon’s a Harsh Mistress” starter meget stramt, da pickup’en daler ned i den sorte vinyl, falder det mig ind, at jeg også må tjekke den remasterede digitaludgave. Det samme gentager sig med den digitale version – sikke en forstærker, tænker jeg.

Sidste gang vi testede Denons bedste integrerede forstærker (til salg uden for Japan), var vi usædvanlig begejstrede for den detaljerige rumfølelse, der gav en slående realisme til den musik, vi testede med. Men ikke helt så glade for, at den ikke havde klippefast kontrol i bassen, når vi spillede højt.

Den havde heller ikke digitalkonverter, som normen er i dag, hvor alle streamer musikken til en DAC. Eller en integreret forstærker, såsom Hegel H160 eller Parasound Halo, der koster nogle tusind kroner mere.

I den nye udgave er effekten på papiret den samme, og ja, den har stadig pladespillerindgang – og har endelig fået en DAC, hvilket gør den langt mere interessant end forgængeren. Eller andre integrerede uden, for den sags skyld.

 

DAC med strømafbryder

Forstærkeren er solidt bygget, hvilket vægten på 25 kg og den omhyggelige udførelse vidner om. Den mangler måske et par balancerede indgange og har ikke netværksforbindelse, ligesom den heller ikke er trådløs (hverken AirPlay eller Bluetooth).

Alt det kan vi leve med, men de små højttalerterminaler er håbløst korte, og bananstik passer knap nok i hullerne. Det gør spader næsten heller ikke, og desuden er de så små og glatte, at de er svære at stramme.

Hvis man skal tro Denons egne ord, er den nye PMA-2500E mere strømstærk med to transformere, og den har fået meget bedre komponenter, der er monteret i seks separate chassismoduler for at dæmpe interferens og vibrationer. F.eks. er pladespillerkredsløbet adskilt fra forforstærkerdelen og DAC’en, strømforsyningen bor i sit eget modul, og selv volumenkontrollen har et fysisk separat kredsløb.

Denon siger også, at to transformere i stedet for én er bedre, fordi de som her kan monteres i hver sin retning for at udligne det magnetfelt, der opstår, når strømmen farer gennem viklingerne i transformatorerne. Store, speciallavede elektrolytkapacitorer, Schottky-dioder og kort signalvej sikrer renere strøm med mindre støj.

Denon har skam også egen teknologi indenbords i forstærkeren. Deres UHS MOS-transistorer med op til 210 ampere strømkapacitet og AL32-processering på alle digitale indgange er ikke ukendt for dem, der har erfaringer med Denons forstærkere.

Den nye DAC er mindre kendt, selvfølgelig, fordi den ikke sad i forgængeren PMA-2100 og er ny i denne udgave af Denons bedste integrerede forstærker.

For dem, der går op i den slags, er det rart at vide, at PMA-2500NE understøtter DSD-filer (studiekvalitet med et andet ord) op til 32 bit/384 kHz via USB-indgangen. Af mindre akademisk art er understøttelse af mere almindelige digitalfiler med 24 bit/192 kHz via de andre digitalindgange: To optiske og to koaksiale.

Med andre ord understøtter DAC’en i forstærkeren alle kendte digitale lydformater fra MP3 og AAC (Spotify og Apple Music) over PCM (Tidal HiFi) til 32 bit Hi-Res Audio.

 

Digital og analog magi

De digitale indgange kan i øvrigt slukkes med en knap på fronten og på fjernbetjeningen mærket Analog Mode. Ved siden af den er der også en knap mærket Source Direct, som slår tonekontrollerne fra. Alt sammen for at fjerne og dæmpe så meget støj som muligt.

En ingeniør vil nemlig kunne fortælle, at et levende digitalkredsløb ikke ligefrem skaber ideelle arbejdsvilkår for et pladespillerkredsløb – det såkaldte RIAA-trin. Siden der sidder sådan et her, til både MC- og MM-pickup’er, har Denon valgt at give os muligheden for at få lidt mere ud af musik på vinyl med disse to knapper.

Man skal have gyldne ører af meget højere karat end mine for at kunne høre forskellen ved Analog Mode, for den er knap nok hørbar. Og under alle omstændigheder er pladespillerindgangen strålende.

Som jeg indledte med, er Radka Toneffs jazzklassiker Fairytales et godt eksempel på, hvor fint forstærkeren kan lyde. Med en Rega Planar 3 sluttet til pladespillerindgangen lød albummet stort, klangen var varm og fyldig, og hverken ulden eller pakket ind nogen steder i frekvensområdet. Stemmen var rørende sart og intimt gengivet på vores referencehøjttalere, Sonus faber Olympica III.

Klaverklangen var ikke lige så fed, og dynamikken ikke helt så mægtig som på McIntoshs fem gange så dyre MA8000, men langt mere naturtro og åben end på Hegel H80. Som dog også koster langt mindre.

Det interessante var, at da jeg sluttede Mac’en til DAC’en via USB-indgangen og startede den remasterede udgave af Fairytales på Amarra for Tidal, ændrede forstærkeren ikke klangkarakter. Man kan høre, at det remasterede album ikke lyder helt som originalen på vinyl, men klangkarakteren var den samme: Varm, fyldig og åben, og lydbilledet var lige så gennemsigtigt og uden fejl.

Ligesom forgænger er også denne forstærker af den generøse slags. Lydbilledet er så gennemsigtigt, at man nærmest kan gribe om tonerne, og klangen er altid varm og rig på nuancer. Der findes nok mere klangneutrale og klinisk korrekte forstærkere, men jeg hører til dem, der foretrækker lidt sukker på grøden og fylde i lyden.

Den for jazzinteresserede nærmest legendariske My Foolish Heart med Keith Jarrett Trio live i Montreux – også på vinyl – er et eksempel på, hvor rigtigt det kan blive, når forstærkeren giver lidt ekstra varme til klaverets laveste oktaver eller øger formatet på kontrabassen, så den får lidt ekstra tyngde.

På åbningssporet lagde jeg mærke til, at bas- og trommesoloen kunne have været lidt strammere gengivet – en af ulemperne ved den varme klang, måske. Men jeg kunne alligevel godt lide det, bl.a. fordi bassen gravede så dybt, at drivet i rytmen ikke led under det.

Den langt mere komplekse Live from Detroit Jazz Festival med Mack Avenue Super Band på Tidal er gerne den lakmusprøve, der afslører, om messingblæserne eller hi-hatten kommer for skarpt frem i lydbilledet. Det gør de slet ikke her; forstærkeren har ingen mangler, artefakter eller unoder, der trækker indtrykket af en meget vellykket konstruktion ned.

Den opgivne effekt på 80 watt indikerer, at det ikke ligefrem er fyrværkeri, vi har med at gøre, men det er ikke helt sandt. Den mangler måske de brutale muskler hos Hegel H360 (til den dobbelte pris), men holder fint trit med H160.

Undtagelsen er nok, hvis man har meget tungtdrevne højttalere med lav impedans og vanskelige fasevinkler. Kombineret med et stort rum kan sådanne højttalere blive en udfordring for Denon-forstærkeren. Selv om den har større dynamisk kontrast og masser af effekt i forhold til forgængeren.

 

Konklusion

Med pladespillerindgang og en DAC med mange indgange er Denon PMA-2100NE et særdeles godt køb for dem, der overvejer en opgradering af anlægget. Den lyder bedre end noget, vi har testet til under 20.000 kroner, og lige så godt som det meste op til 30.000.

Kan man leve med 80 watt, og at den ikke har indbygget netværks- eller trådløs tilslutning, bør man bestemt skrive PMA-2500NE på kandidatlisten. Men de fordømte højttalerterminaler kan blive et irritationsmoment.