TEST: Denon PMA-3000NE

Måske er det tuningen, måske er det bare japansk ingeniørkunst, eller en kombination af begge. Under alle omstændigheder er Denons nyeste integrerede forstærker noget af det allerflotteste, vi har haft på testbænken i lang tid. Meget lang tid.

Det er svært at finde en mere charmerende integreret forstærker i denne klasse, og få af konkurrenterne er så anvendelige som den nye PMA-3000NE. En af de mest lyttevenlige forstærkere fra Denon i lang tid.

OK, der findes kraftigere forstærkere i samme prisklasse. Der findes også forstærkere med indbygget streaming; noget Denon-forstærkeren ikke har. Men når man ser på alle fordelene ved den nye PMA-3000NE, er det svært at forestille sig et bedre køb for tilsvarende penge.

Den integrerede forstærker er udviklet hos Shirakawa Audio Works i Japan af et team ledet af Shinichi Yamauchi, som Denon kalder deres Sound Master. Filosofien er, at lyden skal være åben, rummelig, og simpelthen bare levere et naturligt lydbillede i en naturlig størrelse.

Teamet hos Shirakawa Audio Works har taget udgangspunkt i PMA-2500NE og jubilæumsmodellen PMA-A110, og har derefter lavet en lang liste over ting, der kan forbedres, og resultatet er den nye PMA-3000NE.

Strømstærk analogdel

Forstærkeren er grundlæggende lig PMA-A110 og bruger Denons velkendte UHC Mos-udgangstransistorer i en såkaldt push-pull-kredsløb. Der er kun to udgangstransistorer per kanal, men Denon hævder, at de kan levere en spidseffekt på 210 A, hvilket er forholdsvis opsigtsvækkende for en forstærker, der er angivet til 80 W per kanal ved otte Ohm.

Kredsløbet i forstærkeren er forkortet, især på vitale steder, for at reducere støj mest muligt, og ledninger er fjernet til fordel for tykke kobberbelagte plader med et 140 µm tykt kobberlag.

Kredsløbene er tykke flerlags sorte kredsprintkort, og der er ikke engang ledninger mellem højttalerterminalerne. I stedet bruges der kobberbelagte metalskinner hele vejen.

Strømforsyningen er også symmetrisk og adskiller højre og venstre kanal helt fra transformatorerne til udgangstrinnet. Elektronisk volumenregulering med variabel gain har sænket støj/signal-forholdet med 16 dB.

Hovedtelefonudgangen har sin egen separate forstærkerkreds, og phonotrinnet er opbygget i en diskret symmetrisk dual mono-konfiguration. Ligesom resten af kredsløbet i den analoge del har phonotrinnet også specielt udvalgte komponenter for at opnå bedst muligt lydkvalitet hele vejen.

En knap på fronten skifter mellem Moving Coil med 100 Ohm og Moving Magnet med 47 kOhm belastningsmodstand.

32-bits diskret DAC-modul

Den digitale del sidder på et separat kort og har en USB DAC, tre optiske og en koaksial digital indgang. Den ene optiske indgang er for øvrigt tilpasset lyd fra TV, og den har en trigger på indgangen, som automatisk skifter til TV-lyd, når TV’et tændes.

DAC-delen i PMA-3000NE bruger den samme Ultra AL32 32-bit processering som DAC’en i PMA-A110, men selve DAC-processeringen er optimeret med en bedre Master Clock og med en firekanals ESS 9018K2M – her op til 384 kHz med 1.536 MHz ud. Dette sender det processerede signal gennem en diskret opbygget konverterkreds.

Den samme processering vil man finde i den kommende SACD-afspiller DCD-3000NE, som lanceres i januar 2025. Bare med op til 32-bit/192 kHz processering og med 1.536 MHz ud.

Bygget som et pengeskab

Forstærkeren fås i sort eller en lys champagnefarve. Men ikke i grå, som PMA-A110 eller streameren DNP-2000NE, for den sags skyld. Med en vægt på omkring 25 kg giver forstærkeren et bundsolidt indtryk. Udførelsen er upåklagelig, og det virker som om der er kvalitet i alle led.

På fronten er det meste let genkendeligt. Det lille display er af OLED-typen på PMA-3000NE, og på fronten finder man både en knap til analog tilstand og en til direkte routing uden om tonekontrollerne. Analog tilstand slår alle digitale kredsløb fra, og man kan også slå displayet fra for at opnå mindst mulig interferens. Mens Source Direct korter ned på signalvejen, og blandt andet slukker tonekontrollerne på fronten.

Der er også en forforstærkerudgang for dem, der ønsker at tilslutte lyden til en separat forstærker eller en aktiv højttaler, for eksempel.

Silkeblødt og dynamisk

Alt dette lyder selvfølgelig helt fantastisk. Men høj japansk ingeniørkunst er én ting – der skal også spilles musik. Heldigvis tager det ikke lang tid, før man bemærker, at tuningen er usædvanligt vellykket.

Al teknikken bidrager selvfølgelig, men hvis man ikke ved, hvad man laver, bliver det hurtigt kedeligt at lytte til musik. Sådan er det heldigvis ikke her.

Denon-forstærkeren er næsten sensationelt vellydende, og klart en af vores top tre/fire integrerede forstærkere i denne prisklasse. De nærmeste konkurrenter er naturligvis Hegels strålende H190V, som mangler Moving Coil-indgang, men har streaming indbygget. Den helanaloge Yamaha A-S2200 koster det samme som Denon-forstærkeren, og leverer interessant nok et lydbillede, der minder meget om det, man får fra Denon-forstærkeren, men PMA-3000NE er mere åben og detaljeret. Lydbilledet er luftigere; ikke så meget at forskellen er markant, men den er der.

En sammenligning med den dobbelt så dyre Yamaha A-S3200 går Yamahas vej på nogle områder, såsom kraft. Der er simpelthen mere punch i A-S3200, især når man spiller højt, og den har et mere finmasket lydbillede.

Men Denon-forstærkeren er så silkeblød og perfekt fokuseret, at den spiller fantastisk engagerende for forstærkere i sin klasse.

Med en Moving Coil-pickup tilsluttet pladespillerindgangen, er det umuligt at høre støj, selv når man lægger øret tæt på diskanten. Klang fra Jan Gunnar Hoffs klaveroptagelse på 2L, fra albummet Polarity, står ikke tilbage for klangen fra pladespillerindgangen på Yamaha-forstærkeren.

Med en CD-afspiller tilsluttet DAC’en via en af de optiske indgange på bagsiden, hvor processeringen foregår med Denons Ultra AL32 processering, er lydbilledet så dynamisk og punchy, at jeg ikke tvivler på Denons specifikationer for strømstyrken på forstærkeren.

Jeg tilsluttede en Ultra-streamer fra Wiim Audio til en af de digitale indgange, og det samme gentog sig her, ligesom alt hvad jeg lagde på pladespilleren af vinyl og alt hvad jeg puttede i CD-afspilleren. Forstærkeren leverer et silkeblødt, superdetaljeret, åbent og usædvanligt rummeligt lydbillede. Der er fyldt med luft og detaljer her, og forstærkeren opfører sig så ryddeligt og kontrolleret, som man kan forvente af en potent forstærker i denne prisklasse.

Klangen på Pat Methenys At Last You’re Here blev gengivet med en naturlig varme og glød, der fik guitarens klang til at blive levende i rummet. Jeg har sjældent hørt noget lignende i denne prisklasse. En Hegel H190V ville præsentere den samme sang på et sølvfad med en lydstudievenlig neutralitet, mens Denon-forstærkeren serverer musikken på en silkeblød pude. Så glat og lækker, at man kan blive afhængig.

Konklusion

Denon-forstærkeren er et sjældent vellydende alternativ i prisklassen. Den beviser, at tuning og engineering er bedst, når de går hånd i hånd. Det er svært at finde noget væsentligt at kritisere. Med indbygget DAC og flere digitale indgange har man rig mulighed for at tilslutte digitale lydkilder, som f.eks. en streamer. Phonotrinnet er lige så godt, som man kan forvente i denne prisklasse. Det er måske kun de allermest tungtdrevne højttalere, der ikke vil trives på Denon-forstærkeren, som opleves som langt mere potent end de 2×80 watt, den er angivet til at levere i 8 Ohm. Rotel, Yamaha, Marantz, Naim, Rega, Hegel og alle de andre bør virkelig frygte potentialet i denne nye forstærker, som er en af de mest spændende udfordrere i klassen i meget lang tid.