Test: Gryphon Sonett

Danske Gryphon startede med et phono-trin, som Flemming Rasmussen lavet til sig selv i 1985. Head Amp blev den kaldt, og rygtet ville vide, at den var ganske god. For at sige det mildt.

Den lille forforstærker blev starten på eventyret Gryphon Audio Designs, og hyppige læsere husker sikkert Gryphon Diablo, den integrerede forstærker, som vi har hyldet, lige siden den første gang blev testet for over ti år siden.

Sonett er på mange måder den naturlige arvtager til The Head Amp fra 1985. Den er ganske vist meget større og dyrere, men langt pænere – og mere overkommelig end Legato Legacy, Gryphons reference-phono-trin i den absolutte topklasse, også prismæssigt.

Gryphon Sonett koster under det halve, men bortset fra de manglende balancerede udgange er meget af konstruktionen faktisk hentet fra Legato.

Korte signalveje, polypropylen-kondensatorer fra WIMA, diskrete komponenter, nul negativ feedback, DC-kobling hele vejen og dobbelte transformatorer fra Talema er blot nogle af de gode sager i Sonett.

MC og MM

Højre og venstre kanal er fuldstændig adskilt med hver sit kredsløb, og signalet køres i klasse A for lavest mulig forvrængning. Det er ikke så dumt, al den stund signalet fra især MC-pickupper kan være ekstremt lavt.

Sonett kan også bruges med MM-pickupper, og så må låget af for at tjekke, om den er konfigureret til MM eller MC. Tre koblinger pr. kanal skal der flyttes på for at vælge MM eller MC.

På bagsiden er der seks små dipswitches (for hver kanal) til tilpasning af belastningsimpedansen. Justeringerne skal laves på bagsiden; der er ingen omskiftere, potmetere eller switches på fronten. En ulempe for dem, der ofte skifter pickup; for andre spiller det næppe nogen rolle.

Man kan vælge imellem 10, 20, 80,6, 100, 200 og 402 ohm til MC-pickupper, men det er også muligt at kombinere switches (vip dem ned), hvis der er behov for en anden værdi. Vipper man nummer 3 og 4 ned, får man f.eks. 44,6 ohm.

Hvis man bruger en MM-pickup, skal alle switches stå på nul (op).

Men Sonett har ingen justering af gain. Forstærkningen på MC er 64 dB, på MM er den 42 dB, og det er det, man får.

I brug

Bortset fra det er den let at leve med. On/off-knappen sidder gemt under chassiset; det er det eneste, man behøver at forholde sig til, medmindre man ofte skifter pickup.

Som jeg gør. Så er det en pine hele tiden at skulle trække forstærkeren frem for at ændre belastningsimpedansen. Det endte med, at jeg flyttede rundt på komponenterne på mit Solidsteel-møbel og placerede den på toppen, så jeg lettere kunne komme til de små dipswitches.

Sonett bruger så lidt strøm, at den ikke bliver varm. Derfor kan den være tændt det meste af tiden, og da den er pænt slank, fylder den ikke alverden.

Varm og klangrig lyd

Jeg kan ikke komme på nogen for- eller integreret forstærker, der lyder lige så godt som Gryphon Sonett og ikke koster en bondegård.

Den er helt stille, selv på MC-pickupper med så lav udgangsspænding som Ortofon MC Annas 0,2 mV. Det er noget af det vigtigste ved et RIAA-trin, som en phono-forstærker trods alt er. En korrekt korrigeret RIAA-kurve i kombination med et lavt støjgulv er et must for et RIAA-trin.

Netop det er på plads i Sonett, der er så stille, at der er totalt mørke, indtil nålen sænkes ned i rillerne. Så kommer mere af musikken frem. F.eks. på Radka Toneffs Fairytales, hvor vokalen lyder så tæt på, at det er skræmmende. Klangen af Steve Dobrogosz’ klaver på den gamle optagelse er varm og fyldig, og der er ingen aggressiv diskant, der fører lyden i en mere spids retning. Tværtimod.

De dybe toner i strygersektionen på Trondheimsolisternes Mozart-indspilning (fra 2L) med Marianne Thorsen på soloviolin lyder fremragende fokuseret, så den varme klang lægger ikke nogen dæmper på opløsningen. Hverken i bassen eller andre steder.

Sonett får dybden i musikken frem på forbilledlig vis og opleves som både dynamisk og hårdtslående. Pick Withers’ trommespil på Dire Straits’ “Love Over Gold” får massiv vægt bag slagene i de korte tromme-bridges, og man kan mærke bassen i kroppen, når volumen står på 11.

Gryphon Sonett har ikke den kølige, kliniske (læs: neutrale) klang, som mange foretrækker, men som ikke klæder musik på vinyl så godt.

Den hælder i en varmere retning, men har et tydeligt fokus fra top til bund, som aldrig dæmper definitionen af instrumenter og vokaler, og præsenterer musikken i et bredt stereoperspektiv. At den er musestille, er ingen selvfølge, men den er ikke bare det; den formår også at hente detaljer fra optagelsen frem, som ellers ville være dæmpet. Eller i værste fald helt væk.

Konklusion

Brugervenlighed er ikke Gryphon Sonetts store styrke. Men så længe den kan sluttes til, uden at man har behov for at ændre på justeringer, er det ikke noget problem.

Sonett giver pladespillere med dyre pickupper et velkomment løft i lydkvalitet. Klangen har en besnærende tiltalende fyldighed, og den skaber et stort, støjfrit rum med musik på vinyl. Den henter mere musik ud af vinylen, end de fleste tror er muligt, og er bygget i Gryphons sædvanlige skudtætte kvalitet.