: Hegel H90

Forestil dig, at nogen sneg sig ind i din garage, mens du sov, og pimpede din bil op – omlakerede skallen, skiftede motor, transmission og affjedring, og satte seriøse racerdæk med brede fælge på.

Du ville nok kunne genkende bilen, men den ville føles helt anderledes at køre i. Med skarpere reaktioner, langt flere kræfter og et opstrammet karosseri ville den opføre sig mere som en sportsvogn end en kedelig familiebil.

Det er omtrent sådan, det føles at koble Hegels lille ny til anlægget. Den nye integrerede forstærker erstatter en af de bedste små forstærkere på markedet, Hegel H80, der blev kåret til årets stereoforstærker i sin klasse så langt tilbage som i 2013. Så er det vel også på tide med en efterfølger!

Norske Hegels nyere forstærkere – altså efter 2013 – har gradvis fået nyere og bedre teknologi. Hegel Röst er måske det bedste eksempel. Her udklækkede chefkonstruktør Bent Holter en bedre version af sin Sound Engine, og H90 har fået en ny udgave af Sound Engine 2. Den skulle være bedre at udligne bl.a. højfrekvent forvrængning og bruger slet ikke negativ tilbagekobling (modkobling).

Helt ny

Chassiset er sådan set den eneste, H90 har til fælles med forgængeren. Ellers er alt nyt fra inderst til yderst. Et større og mere letlæst display viser både valgt indgang, volumen og sample-frekvens for tilsluttede digitale lydkilder.

En ny digitalkonverter (DAC) understøtter 24 bit/192 kHz filer, og en af de koaksiale indgange er erstattet med en optisk. Med USB-indgangen er antallet af digitalindgange også her fem. Men H90 har fået Ethernet-indgang, så du via den kan streame musik fra hjemmenetværk til forstærkeren.

Den har også fået en potent hovedtelefonudgang og en line-udgang til lyd, ud over to analoge indgange. Men den balancerede indgang fra H80 er ikke fulgt med over i H90.

Effekten er faldet fra 75 til 60 watt pr. kanal, men strømforsyningen er mere potent, og forstærkeren har en dæmpningsfaktor på respektable >2000 – næsten 20 gange højere end normalt, ifølge Hegel – hvilket skal gøre den bedre egnet til at drive et større udvalg af højttalere.

Se på den som en Röst light snarere end en pimpet H80. For den har mere tilfælles med den Control4-kompatible Röst, bare uden Control4 (en protokol til IP-styring). Lyden fra H90 minder nemlig mere om lyden fra Röst end den fra H80.

Lyden af H90

Sammenlignet med H80 er det slående, hvor meget bedre kontrol forstærkeren har. På de små kompakthøjttalere Piega Premium 1.2 får de 13 cm store bas-enheder pludselig mere fysisk tilstedeværelse, når jeg skifter fra H80 til H90.

Det samme sker, når jeg slutter mine Dynaudio Special Forty til. Heller ikke de er nogen sværvægtere, men H90 gengiver musikken med mere autoritet og en hamrende muskuløs bas. Du kommer ikke til at mærke noget til den lavere effekt, for her har motoren mere moment, og du kan strække den endnu længere på omdrejningstallet. Det kan mærkes, når man spiller højt.

Hvilket jeg bl.a. gjorde på de store, gulvstående Sonus faber Serafino. Den lille forstærker havde ingen problemer med at fylde de store højttalere og kontrollerede ubesværet de fire bas-enheder.

Der er mere klang, meget bedre fokus og mere raffinement med H90, og den præsenterer lydbilledet med større åbenhed og mere luft. Instrumenterne kan ånde og er ikke klumpet sammen mellem højttalerne.

London Grammars “Rooting for You” lyder renere, og der er mere dybde i instrumenternes klang med H90. Vokalen har mere fylde og er bedre fokuseret, men det er den dynamiske kontrast, der overbeviser mest.

Bonnie “Prince” Billys nye ep med Nathan Salsburg hviler i høj grad på et lydbillede domineret af vokalharmonier og akustiske guitarer. Hegel-forstærkeren gør et bedre stykke arbejde med at adskille de to guitarer fra hinanden, og harmonierne får flere klangfarver. Jeg vil ikke sige, at forskellen er enorm, men den er tydelig nok til, at det rent faktisk betyder noget.

Forskellen kommer også godt frem på Solanges selvbetitlede album. Her ligger bas- og trommerytmerne dybt og er ofte en fremtrædende del af lydbilledet. På H90 er trommerne strammere og mere dynamiske, og bassen bedre artikuleret. Det spiller ingen rolle, hvilke højttalere jeg bruger, forskellen er den samme.

Alternativer

Hegel-forstærkeren er ikke alene et fremragende alternativ til den dyrere Röst, men også til den testvindende Yamaha A-S1100, som indtil nu har været i hvert fald vores referenceforstærker under 15.000 kroner. Yamaha-forstærkeren mangler indbygget DAC, men har pladespillerindgang. På H90 er det omvendt.

Lydmæssigt skiller Yamaha-forstærkeren sig med et blødt og dybt lydbillede, der er rigt på detaljer, mens Hegel-forstærkeren har et strammere fokus og mere sprælsk dynamik.

Effektmæssigt er der meget lidt forskel på de to, og der er ingen tvivl om, at Hegels forstærker på nogle områder er bedre end Yamahas. Og så koster den ovenikøbet mindre.

Konklusion

Hegel har gjort det igen. Det ser ikke ud til, at nordmændene kan gøre noget galt. Den mindste forstærker, de laver, er uden tvivl den, der tilbyder mest spilleglæde for pengene. Den er god nok til at hamle op med dyrere forstærkere og kraftig nok til at drive selv store højttalere. Til en vis grænse.

Den har trods alt ikke uendelige kræfter, men Hegel H90 er måske den mest velspillende integrerede forstærker til under 15.000 kroner og klart vores nye reference i klassen.