TEST: Linn Majik LP12

Lige siden Ivor Tiefenbrun lancerede pladespilleren i 1972, har Linn LP12 været en slags de facto-standard for, hvor god en lyd man kan få ud af en vinylplade. Guderne skal vide, at mange har forsøgt at vælte LP12 af tronen som den mest legendariske pladespiller, siden Jesus gik på vandet, men indtil videre er det ikke lykkedes for nogen.

Okay, en Technics SL-1210 er nok endnu mere kendt blandt ikke-audiofile. Nogle vil argumentere for Thorens TD-124, andre for Acoustic Research XA, mens andre vil kaste Dual ind i diskussionen. Hvis du vil have os undskyldt, så er det Linn Sondek LP12, der regerer i en high-end-sammenhæng. Om man kan lide det eller ej.

Det betyder ikke, at der ikke findes bedre afspillere derude. Slet ikke. Faktisk er der mange af dem, og de har alle én ting til fælles: De koster mere end denne: Majik LP12.

På trods af prisen er det faktisk Linns entry-level model. Der findes med andre ord endnu dyrere versioner af LP12. Selekt LP12 er to trin højere, langt mere overdådig, men også dyrere. Flagskibet Klimax LP12 koster syv gange så meget som en Majik LP12. Det sætter tingene lidt i perspektiv. På trods af prisen er den meget billigere end den mest overdådige udgave, og den har aldrig været bedre.

Faktisk vil jeg hævde, at Majik-udgaven er et af de bedste køb, man kan gøre i prisklassen.

Pladespilleren har ændret sig meget siden 1972. Godt nok er designet og driftsprincippet uændret, men afspilleren har gennemgået mange opgraderinger siden begyndelsen, og nutidens modeller kan også opgraderes fra det niveau, de måtte befinde sig på. Enten med dele fra Linn selv eller fra tredjepartsleverandører.

Ikke alle er glade for alle opgraderingerne, og de der vil have en LP12 til at lyde, som den gjorde i 1982, behøver ikke læse videre.

Dagens udgave lyder ikke, som LP12 gjorde for 40 år siden. Den smigrende varme, indhyllet i en tiltalende glød, med det, der kunne beskrives som en ”blomstrende” basrespons, er gradvist blevet nedtonet med nyere generationer. Sidst jeg testede en LP12, lagde jeg mærke til, at lydbilledet var meget mere åbent og bedre fokuseret end i ”gamle dage”.

Det gælder også for dagens Majik LP12, som er blevet opgraderet på væsentlige områder siden sidste gang, vi testede en Majik-udgave.

Karousel

En af de vigtigste ændringer er ikke synlig for det blotte øje. I 2020 lancerede Linn et nyt leje, Karousel, som en opgradering af LP12. Karousel er nu standard, også på Majik-udgaven. Den indre tallerkens aksel roterer i det, Linn kalder en Diamond-Like Carbon-belægning på indersiden, der næsten eliminerer friktion, og lejet har en ny låsemøtrik, der afstiver monteringen af lejet i plinten. Afspilleren har også en ny indre tallerken og nye spiralfjedre, som holder det flydende indre chassis i balance. Majik har intern strømforsyning og er uden elektronisk hastighedsskifter. Den kan dog opgraderes med en større ekstern strømforsyning og elektronisk hastighedsskifte.

Man kan spille singler ved 45 hastigheder på Majik, men det kræver en single-adapter, der skrues over motorakslen.

Krane

Majik LP12 er ikke helt så overdådig, men den leveres med den nye Krane-tonearm monteret på en ny aluminiumsbase. Armen er i øvrigt bygget efter Linns specifikationer af Clearaudio i Tyskland. Krane har et ophæng i wolfram og safir, et 5-polet stik på undersiden og magnetisk anti-skating, som kan justeres med en skrue på siden. Den har også en azimutjustering på armen og en sporingsvinkel, hvis du ønsker at bruge armen med en ikke-Linn-pickup.

Koil

Normalt leveres Majik LP12 med en Linn Adikt MM-pickup færdigmonteret. Vores testeksemplar blev leveret med den lidt dyrere Koil. En MC-pickup lavet til Linn af Audio Technica, hvor kernen er baseret på deres OC9-serie af MC-pickupper. Det er en god ting, for i vores test har OC9-serien klaret sig rigtig godt.

Pladespilleren kan leveres i ønsket farve på bestilling. Standardfarverne er sort lak, sort ask, eg, palisander, valnød eller kirsebær.

Majik kan delvist opgraderes med dele fra Linns sortiment eller andre, helt op til Klimax-niveau, hvis man vil betale for det. Klimax LP2 leveres med alle dele fra Linns øverste hylde, Keel inderchassis, Radikal strømforsyning, Ulrika II phonotrin, en Ekos SE arm og en Ekstatik MC pickup.

Spilleglæde i spandevis

Sandt at sige er jeg alt for ubekendt med lyden af Klimax LP12 til at kunne sige noget meningsfuldt om, hvor god en Majik LP12 er i forhold til den. Men jeg har testet den dyrere Akurate LP12 og to af de nærmeste konkurrenter i samme prisklasse som Majik. Technics SL-1200G og Rega Planar 10.

De to sidstnævnte er meget forskellige, og med de to og Majik på samme system ville man hurtigt høre, hvordan de præsenterer musikken på forskellige måder. Technics-afspilleren lyder strammere og er bedre fokuseret, men lyden er slankere. Rega-afspilleren er lynhurtig, og lydbilledet er ekstremt åbent og opløst. Linn-afspilleren fyrer ikke transienter af med samme eksplosivitet som Planar 10, og bassen gengives ikke med samme stålsatte kontrol som i Technics-afspilleren.

Men den har noget andet. En organisk præsentation af musikken, som gør den mere levende, mere live og varmere. Og det er der mange, der godt kan lide, inklusive mig selv.

Sammenlignet med en ældre LP12 får man meget mere ud af sine LP’er med den nye Majik LP12. Den har langt bedre rytmisk kontrol og meget større dynamisk kontrast. En ældre LP12 kan næsten lyde for varm, lidt ulden og uden samme evne til at åbne lydbilledet op, som den nye kan.

Private Investigations fra Dire Straits album Love Over Gold er et meget dynamisk nummer, der begynder blidt med guitarer i baggrunden og slutter med et crescendo af guitarer og percussion, der brager ud af højttalerne. Hvis altså afspilleren er i stand til at håndtere dynamikken og samtidig trække de finere nuancer ud af rillerne.

Det kan både Technics og Rega-afspilleren. Majik LP12 gør det samme, bare på en anden måde. Guitarlyden er varmere, der er en fyldigere lyd i slagtøjet, og man skal ikke tro, at der ikke er styr på bassen. Den gengives med stram autoritet. Der er ingen ulden bas overhovedet, den springer virkelig ud af slagtøjet i slutningen af Private Investigations.

Radka Toneffs berømte Fairytales er en enkel indspilning med vokal og klaver. Den tekniske kvalitet er lidt ringe, men vokalen lyder virkelig fantastisk. Og netop på det område er Linn-afspilleren bedre end både Technics- og Rega-afspilleren.

På The Moon is A Harsh Mistress lyder vokalen varmere og mere fokuseret. Der er mere bund i vokalen end på Rega-afspilleren, og Toneffs stemme er flyttet længere frem i lydbilledet sammenlignet med Technics-afspilleren.

Majik-afspilleren er måske den mest engagerende af de tre på det, man kan kalde udpræget rytmisk musik. Et eksempel er Miles Davis Tutu, som starter med et brag. Davis’ umiskendelige dæmpede trompet kan lyde nasal og spids. Her lyder den varmere, og det er ikke ofte, at jeg hører så meget dynamisk kontrast i Davis’ spil fra vinyl, som jeg gør med Majik LP12. Marcus Millers bas og Paulinho da Costas slagtøj gengives med en autoritet, som jeg sjældent oplever fra en LP. Det er som et lille fyrværkeri af dynamik, der strømmer ud af højttalerne.

Konklusion

Linn Majik LP12 har bevaret meget af signaturen fra en LP12. Den spiller stadig musik med varme, inderlighed og rytmisk engagement. Den nye Majik leverer også med hensyn til opløsning, fokus og evnen til at fremhæve tonale nuancer. Tidligere har kritikken af en LP12 været, at den ”pakker” for mange af nuancerne og detaljerne i musikken ind. Det sker ikke her, for på LP efter LP præsenteres musikken med en generøsitet, som ældre afspillere ikke har i samme grad. Der kommer simpelthen mere musik ud af dagens Majik LP12 end tidligere, og pakken er så afbalanceret og vellykket med Koil-pickuppen, at man kan undre sig over, hvorfor man skulle købe en dyrere LP12.