test: McIntosh C2600

Engang for længe siden var næsten al elektronik udstyret med vakuumrør. De fandtes overalt: I tidlige computere, i tv-apparater, i radioer og i forstærkere. Selv i tidlige udgaver af russiske jetfly. Det var før transistorens tid – den lille elektroniske komponent, der skulle revolutionere verden.

Én transistor kunne erstatte flere rør, hvilket bl.a. gjorde det muligt at lave små rejseradioer med god batterilevetid. Transistoren var lille, billig at fremstille og energieffektiv.

Japanerne elskede transistoren. National Panasonic, JVC og Sony brugte den i alt, hvad de lavede. Det blev næsten en hædersbetegnelse på fronten af radioer, forstærkere og fjernsyn. Transistorized kunne der stå.

Men nogle mente, at transistoren havde et problem: Den kunne ikke spille musik. Trods mindre forvrængning og mindre støj, end vakuumrør producerede, tog det et stykke tid, før transistoren blev stueren hos hi-fi-producenter.

Så de fortsatte med rørforstærkere. Store, tunge og ikke særlig effektive forstærkere, som kunne blive meget varme. Rørene havde kort levetid, og de havde ikke altid perfekt justeret strøm og spænding. Men de havde noget, som transistoren ikke havde: En meget mere ørevenlig harmonisk forvrængning. Derfor sværgede både producenter og hi-fi-entusiaster til de upraktiske rørforstærkere.

Mange af datidens producenter, f.eks. Quad, Audio Research og McIntosh, laver stadig rørforstærkere den dag i dag. Simpelthen fordi de lyder smukt.

 

Digitalkonverter

Eksemplerne er mange, men McIntosh MC275 er måske den mest ikoniske af alle rørforstærkere. Efter at McIntosh havde stoppet produktionen af den, lancerede de en jubilæumsversion i et begrænset antal. Den blev så efterspurt, at de måtte genoptage produktionen, og MC275 fremstilles stadig.

Den var længe en af de få rørforstærkere – næsten den eneste, faktisk – der blev produceret i Binghamton i staten New York.

Den er ikke længere den eneste. For nogle år siden lancerede McIntosh også en vellykket rørbaseret forforstærker: C2300, senere erstattet af C2500 og i den nyeste udgave kaldet C2600. Som er en rent analog, rørbaseret forforstærker med i alt 16 lydindgange.

McIntosh C2600 er bygget over samme læst som C2500, men med opgraderet analogdel og en bedre digitalkonverter. Den har nemlig en 32 bit DAC indbygget, som understøtter afspilning af PCM-formatet (cd), men også højopløste lydfiler op til DSD256 og DXD 384 kHz, via USB-porten på bagsiden.

Tilslutninger

Det er ikke den eneste digitale indgang; der er også tre optiske og to koaksiale. Og derudover et lille DIN-stik, som er McIntoshs MCT-stik. Det bruges, hvis man anvender en af McIntoshs SACD/cd-drev med MCT-stik – MCT450 eller MCT80.

Så bruger man et MCT-kabel til at afspille DSD-filerne på SACD’er. Og dermed kan man udnytte den potentielle lydkvalitet i DSD-formatet, som mange mener lyder bedre end cd-formatets 16 bit PCM.

Desværre, vil nogle sige, mangler den en 110 ohm AES/EBU-indgang med XLR-stik, hvilket udelukker visse drev. Det havde også været praktisk med en udskiftelig, modulbaseret DAC, som den integrerede MA9000 har. Det ville gøre det nemmere at opgradere den digitale signalbehandling, hvis andre formater og bedre digitale processorer skulle dukke op.

Ud over alt dette har C2600 tre balancerede og fire ubalancerede indgange samt en Moving Magnet- og en Moving Coil-indgang til pladespillere, hvor man kan tilpasse belastningsmodstand og kapacitans til den valgte pickup. Plus flere udgange til effektforstærkere.

Som de fleste nyere McIntosh-forstærkere med hovedtelefonudgang har den også HXD (Headphone Crossfeed Director), der giver tilhøreren en følelse af at lytte til højttalere i et rigtigt rum – uden de perspektivmæssige begrænsninger, som hovedtelefoner har.

 

Sublimt raffinement

Den analoge sektion anvender seks vakuumrør, som kan ses under en glasplade på toppen. Fem 12AX7a- og et 12AT7-rør bruges til forstærkning af analoge lydkilder, og efter nogle sekunders opvarmning er forstærkeren klar til brug.

Den indbyggede pladespillerindgang er strålende af en indbygget, ikke-separat at være. Den leverer absolut nul støj, selv med lavspændings MC-pickupper, og den har perfekt balance og fremragende kanalseparation. Man skal have en meget dyr pickup, før behovet for et bedre separat RIAA-trin melder sig.

Det samme gælder de øvrige analoge indgange. Trods rørene er der heller ikke nogen hørbar støj her – eller nogen hørbar begrænsning i frekvensområdet. Diskanten opleves som udstrakt og opløst. Måske ikke i samme grad som på Ayre KX-R Twenty, men der er mere varme og klang i lydbilledet fra McIntosh-forstærkeren.

Det klæder f.eks. MartinLogan Impression ESL 11A (test på vej) rigtig godt. Disse store elektrostathøjttalere er temmelig afslørende; enhver betoning eller afvigelse høres klart i de ekstremt velopløste højttalere.

Med en MCT450 koblet til og en MacBook med Tidal HiFi via USB fik jeg også testet digitalindgangene. Den indbyggede DAC er måske ikke helt i samme klasse som DAC-modulet i Gryphon Diablo eller en separat DAC som T+A DAC 8 DSD, men man skal ikke undervurdere det praktiske i at have alt på ét sted.

DAC 8 gengiver musikken med skarpere fokus og lidt større detaljerigdom, men forskellen er ikke stor nok til, at jeg tror, mange ville foretrække en separat DAC. Altså i stedet for at bruge forstærkerens indbyggede. Ingen af dem understøtter foreløbig MQA, men Masters-filer fra Tidal HiFi lød gispende flot.

Den remasterede udgave af Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales fik næsten tårerne frem. Åbningsnummeret gav øjeblikkelig gåsehud, og den måde, lyden kom ud af højttalerne på, var jeg helt uforberedt på. Klaveret lyder langt mere fyldigt og naturtro, end jeg har hørt det før, og vokalen … ja, at bruge begrebet levendegjort virker som en kliché, men sådan var det.

Jeg forsøgte mig med mere kompleks jazz og en række klassiske indspilninger i Masters-kvalitet, og hver gang var det den overvældende varme klang og de fine klangfarver, der stod i centrum. Man kan få strammere styring, skarpere detaljefokus og lidt mere opløsning andetsteds, men jeg har til gode at høre så naturtro klang over et “stereoanlæg” i denne klasse.

C2600 plus den massive MC1.2KW på 1200 watt er en forstærkerkombination, der kan gøre en ende på selv de mest kræsnes søgen efter perfekt lyd. McIntosh-forstærkerne spiller musik; de lyder ikke som computere, der forsøger at få nuller og ettaller til at lyde som musik.

 

Konklusion

McIntosh C2600 er en af de fineste forforstærkere, vi har testet. Den har alt, hvad man behøver, i ét kabinet, der er bygget, så det ser meget dyrere ud, end det er. Lyden af C2600 er naturlig og behagelig, og det spiller ingen rolle, hvilken type indgang man bruger. Den burde nok have haft udskiftelig DAC, helst med MQA-understøttelse, men det er også vores eneste ankepunkt.

C2600 er ikke billig, men prisen er faktisk relativt lav for en så komplet og vellydende forstærker.