TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

Test: McIntosh MCD600

CD-comeback med et brag

CD-formatet er ikke dødt, det lever i bedste velgående i high-end-miljøet.

Af / 23/01/2019 - 11:35
McIntosh MCD600

Lyd & Billede mener

  • Mægtig dynamisk kontrast i et stort og åbent lydbillede. Indgange til eksterne kilder, USB-afspilning og volumenkontrol.
  • Ikke USB til kablet streaming fra pc eller Mac.

At dømme ud fra de sociale medier ser det ud til, at mange har dumpet CD-samlingen for længe siden. Det er mere bekvemt at bruge mobilen, når man skal høre musik. Det er næsten gratis, musikken er altid tilgængelig, og lyden er helt okay.

Med musik i lommen bliver CD-afspilleren derfor overflødig. Men der er en del, som har en samling af musik på compactdisks, de stadig spiller, og som derfor har behov for en CD-afspiller.

De er ikke mange. For ser man på salget af CD-afspillere, er det lavt og falder fra år til år. Men det gælder ikke i samme grad i high-end-klassen. Selv om salget heller ikke her er nævneværdig stort, omsættes der stadig CD-afspillere i de høje prisklasser, især på de store markeder i Asien og Nordamerika.

En stor samling – og så selvfølgelig lydkvaliteten – er ofte argumentet for at beholde CD’erne og bruge penge på en dyr CD-afspiller.

Hvis man klikker sig ind på nogle af de mest kendte hi-fi-producenters websites, finder man derfor mindst én CD-afspiller. Gerne i kombination med digitale indgange eller netværkstilslutning som på T+A R1000E eller Mark Levinson No.519.

Annonce

Forforstærker og DAC-indgang

Norske Hegel er måske ikke bedst kendt for deres CD-afspillere, men de har stadig en i kataloget: Hegel Mohican. Navnet er inspireret af romanen Den sidste mohikaner – underforstået den sidste CD-afspiller. Mohican er en ren CD-afspiller uden indgange, netværk eller forstærker.

Den sælger ikke alverden i Norden, men ifølge Hegel klarer den sig godt på mange andre markeder, hvor CD-formatet stadig står stærkt. Det samme siger andre producenter med CD-afspillere i kataloget, også McIntosh, der har flere af slagsen. Både med og uden analoge udgange.

Den nye MCD600 er en af de mest anvendelige, og i modsætning til Hegels Mohican er den mere end bare en CD-afspiller.

Den har indgange til andre digitale lydkilder samt forforstærker med volumenkontrol og hovedtelefonudgang, og kan både afspille SACD’er og CD’er. På fronten har den også en USB-indgang, hvor man kan tilslutte memory sticks med musik.

MCD600 Back Angle background 48967
Med digitale indgange og variabel udgang kan man tilslutte andre lydkilder og klare sig uden forstærker. Foto: McIntosh

Desværre mangler den USB-indgang til pc eller Mac. For den har en klar fordel i muligheden for at fungere som forforstærker. Hvis man tilslutter til en ekstern lydkilde og spiller musik fra USB-hukommelse og CD’er, kan man bruge afspilleren som musikcentral i et anlæg med kun et par aktive højttalere. Eller en effektforstærker oveni. Indgange, afspilning og lydstyrke styres fra fjernbetjeningen.

Man kan også springe volumenkontrollen over ved at koble afspilleren til en forstærker via de normale udgange på bagsiden. Så fungerer volumenkontrollen kun på hovedtelefonudgangen.

Ottekanals digitalkonverter

McIntosh foretrækker at bruge flerkanals digitalkonvertere. Her vil det sige en ottekanals DAC, hvor fire kanaler pr. stereokanal er konfigureret balanceret (Quad Balanced), så 16 bit PCM-signalet fra CD’er opsamples til 32 bit/384 kHz. Det skal give bedre dynamisk omfang og lavere støjgulv.

CD-afspilleren har også SACD-formatets DSD-signal, og USB-porten på fronten understøtter de fleste lydformater – fra MP3 til FLAC, WAV og Apple Lossless.

Det digitale signal fra CD’er kan også konverteres af en separat DAC koblet til afspillerens digitaludgange.

MCD600 Top Angle background 48966
Diagrammet viser, hvordan CD-afspilleren er bygget op med ottekanals DAC. Foto: McIntosh

Mægtig musikmaskine

Med cd-afspilleren plugget direkte i en McIntosh C2600 via de balancerede udgange løftede den 2L’s SACD-indspilning med Den Kongelige Norske Marines Musikkorps ud af Jar Kirke og rent hjem. Paul Hindemiths Konzertmusik og den mere komplekse Symphony med ekstra blæserbesætning blæste mig (no pun intended) næsten ud af sofaen. Kontrasten mellem de forskellige instrumenter har aldrig været højere i mine ører.

Det samme jeg oplevede med SACD-udgaven af Bob Dylans Oh Mercy. Her lyder “Man in the Long Black Coat” og åbningsnummeret “Political World” helt forrygende! Klangen er varm og fyldig, men der er mere silke end honning over teksturen, og basdynamikken er en af de største forbedringer her. Sammenlignet med tidligere cd-afspillere som MCD500.

Lydbilledet er meget mere åbent og bedre fokuseret, og der er mere dybde i instrumenterne. Ikke kun på korpsmusik og guitarer, men f.eks. også på klaver. Keith Jarretts Köln-koncert på CD får ekstra meget rumfølelse, og der er mere klang i klaverets lave oktaver. Den dynamiske kontrast er næsten chokerende god. Såvel på Oh Mercy, Köln-koncerten og mange andre indspilninger som på Puccinis La Boheme fra Decca.

Her er orkesterets klang ikke bare fyldig og klangrig; det virker næsten, som om højttaler-enhederne er ved at forlade kabinettet, når von Karajan skruer op for tempoet.

Jeg har hørt Luciano Pavarotti og Mirella Frenis vokalklang gengivet varmere end dette, men næppe lige så fokuseret. MCD600’s detaljerigdom er enestående, og den lyder meget luftigt og åbent også øverst i registeret.

Lyden fra hovedtelefonudgangen kan kort beskrives som virkelig god, men den egner sig bedst til hovedtelefoner, som ikke har for meget modstand.

Konklusion

McIntosh MCD600 er en selvskrevet kandidat i et McIntosh-anlæg, men også andre steder, hvor målet er at løfte lydkvaliteten fra en CD-samling. Med to digitale indgange, volumenkontrol på udgangene samt USB-tilslutning – dog ikke fra computer – er det også en fleksibel afspiller. SACD er en bonus, som nogle vil se værdien af. Men alle vil umiddelbart kunne høre, hvorfor CD-formatet stadig har gang på jorden.

Karakter
McIntosh MCD600
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

70%

Black Week Tilbud

70% På LB+ Total i 12 måneder!

LB+ Total måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

39,- / mnd
130,- / for 1 måned
108,- / mnd
Med et abonnement får du også:
  • Adgang til mere end 7.500 produkttests!
  • Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
  • Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Deaktivering af annoncer
Vi har ingen bindingsperiode, du kan sige abonnementet op, når du vil.
Annonce

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget

High-end i sværvægtsklassen

Kompromisløs lyd i lommen

Total kontrol