TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
PÅSKE-TILBUD 6 uger for 6 kroner

TEST: NAD C 700 V2

Stor forstærker i kompakt størrelse

NAD C 700 V2 koster ikke meget og fylder ingenting. Men den lyder som en fuldvoksen forstærker.

Af / 05/03/2025 - 14:00
NAD C 700 V2

Lyd & Billede mener

  • Virkelig vellydende. Indgange for både pladespiller og TV. Indbygget streaming. Kan udbygges med trådløse baghøjttalere. Overraskende billig.
  • Kan ikke udvides med MDC-moduler. Rumkorrektion bliver et kommende tilkøb.

Når man hører navnet NAD, er associationen oftest gråsorte kabinetter uden nogen form for dekoration. For det er den stil, der først og fremmest har kendetegnet NAD i mere end 50 år. Selv om det i dag canadisk-ejede firma også har skabt mere ambitiøse produkter, som Masters-serien af high end-grej.

NAD C 700 V2 er ingen af delene, men i stedet et ultrakompakt minianlæg af en integreret forstærker med indbygget streaming og en stor fem-tommers farveskærm på fronten. Ud over skærmen er der kun en enkelt drejeknap og to små trykknapper på fronten. Kabinettet er matsort og med afrundende hjørner.

Læs også TEST: NAD C 3050 LE NAD C 3050 LE er en næsten perfekt replika af den forstærker, der definerede NAD-designet. Er det bare ny vin på gamle flasker?

Som navnet fortæller, er der tale om en opdateret anden udgave af den NAD C 700, som vi testede for tre år siden. Af ydre er den fuldkommen identisk med forgængeren, men der er sket opgraderinger i elektronikken.

Antallet af ind- og udgange er det samme, men i stedet for to analoge linjeindgange er den ene af dem nu erstattet med en pladespillerindgang til MM-pickup. Der er alle de digitale indgange, der er brug for: Optisk Toslink, koaksial RCA og HDMI eARC til TV-lyd.

C 700 V2 Rear With Shadow
Antallet af ind- og udgange er det samme so, før, men i stedet for to analoge linjeindgange er den ene af dem nu erstattet med en pladespillerindgang til MM-pickup. (Foto: NAD)

En USB-A-port giver adgang til at tilkoble et flashdrive eller en ekstern harddisk med lydfiler. Bemærk, at musikken på disken først vises, når den indbyggede computer i forstærkeren har scannet filerne igennem. I mit tilfælde gik der en halv times tid, før musik fra disken lod sig afspille og tilføje på afspilningslisten.

Annonce

Der er en subwooferudgang og et sæt Pre Out-bøsninger, hvis man vil bruge en større effektforstærker, eller man ønsker at have musik i to lokaler samtidig.

Hvad man ikke kan se, men sandsynligvis høre, er, at digitalkonverteren nu er bygget over ESS Sabre ES9028 DAC-kredsen.

Skærmen på fronten skifter mellem at vise albumcovers, når der afspilles streamet musik, og virtuelle VU-metre, når der spilles via indgangsbøsningerne.

C 700 V2 on white Stax with turntable Above Wide Angle 1920x1080 1
Skærmen på fronten vise virtuelle VU-metre, når der spilles via indgangsbøsningerne. (Foto: NAD)

HybridDigital

Da effektforstærkerdelen ikke nævnes specifikt under forbedringerne, er den sandsynligvis den samme som i første version. Og formentlig også mere eller mindre identisk med forstærkerdelen i Bluesound Powernode (N330). Og NAD C 379. Under alle omstændigheder er der tale om en klasse D-forstærker af HybridDigital-typen med en udgangseffekt på 80 W i 8 ohm og 100 W i 4 ohm. Altså tilstrækkeligt til at drive normalt effektive højttalere i almindelige stuer.

Ligesom forgængeren har NAD C 700 V2 indbygget Bluesound, som er NAD/Lenbrooks eget multirumssystem. I lighed med konkurrenterne HEOS og Sonos får man her adgang til så godt som alle relevante musikstreamingtjenester (med Apple Music som eneste betydende undtagelse). Da internetradio også er understøttet, vil de fleste sandsynligvis kunne nøjes med at tilslutte højttalere (og måske et HDMI-kabel fra fjernsynet), når først forstærkeren er koblet til det trådløse netværk.

Læs også TEST: NAD M33 NAD M33, der beskrives som en “smart-forstærker”, er ikke bare en forbedret M32. Faktisk er den fornyet på alle måder – og forbedret på de fleste.

Kan opgraderes – men ikke med MDC

NAD C 700 V2 er en stereoforstærker, men takket være BluOS-multirumssystemet kan man kombinere den med et sæt trådløse baghøjttalere. Det giver kun maksimalt 4.1 kanaler, så NAD’en bliver ikke et valg for hardcore-hjemmebioentusiaster. Men alle andre kan sagtens få lidt surround-effekter i nakken uden at fylde stuen med kabler og højttalere.

NAD C 700 V2 kan ikke udvides med MDC2 (Modular Design Construction) udvidelsesmoduler, som mange andre NAD-forstærkere kan. Med indbygget Bluesound-steaming og den begrænsede surround-funktionalitet er de fleste rimelige ønsker dog alligevel dækket ind.

Faktisk er det eneste, vi ellers kunne finde på at bede om, rumkorrektion. Og den er på vej. I hvert fald er Dirac Live-rumkorrektion omtalt som ”optional” på NAD’s hjemmeside, hvilket betyder, at den vil blive tilbudt som et senere tilkøb. På samme måde som det har været tilfældet med Bluesound Node.

C700 V2 on white Stax with turntable and PSB T54 in white and SUB250 Front Left
Der kan også tilkobles en subwoofer. (Foto: NAD)

Lydkvaliteten

NAD C 700 MK2 er en udmærket repræsentant for den moderne NAD-lyd. Og det skal forstås i den bedste betydning. Som vi har hørt fra mange andre klasse D-forstærkere, er der ingen toneområder, der får særbehandling. Og det meste gengives ret naturligt og først og fremmest rent.

Der er en klarhed og gennemsigtighed over lyden, som man ikke skulle tro var mulig på en så billig forstærker. Og vel at mærke en forstærker med indbygget streaming, således at man ikke behøver nogen anden signalkilde.

Basgengivelsen er ganske fast og nuanceret. Den holder ikke højttalerne i et jernhårdt førergreb som NAD M33, men man kan nemt høre forskel på en kontrabas og en elbas, eller skelne mellem ægte tempeltrommer og senere tilsatte synthesizerlyde på Zhao Kong og Hans Nielsens Moonlight on Spring River.

NAD C 700 V2 giver en rigtig god og indlevende gengivelse af den akustiske scene (hvad enten den stammer fra en koncertoptagelse, som på Telarc-optagelsen af Banditen Galopp eller er resultatet af en rumklangs-plugin i lydstudiet som på Mormor med Dreamers’ Circus). Rummet virker retfærdigvis ikke så dybt, og væggene ikke helt så præcist definerede, som med flere gange dyrere forstærkere som NAD M33. Men stemningen er smuk i en grad, som man sagtens kunne leve med – og uden at føle noget stort tab.

C 700 V2 on rustic credenza with PSB B50s Option 6 2048x2048 1
(Foto: NAD)

Konkurrenter

NAD C 700 V2 er billig og tilbyder meget. Dens nærmeste konkurrent er et nært familiemedlem, nemlig NAD C 379, der sandsynligvis har samme forstærkerdel. Her skal man dog investere i BluOS-udvidelsesmodul for at få streaming. Marantz Model 60n koster det samme som C 700 V2 og har streaming. Her må valget stå mellem den klare lyd fra klasse D eller den varmere klasse AB hos Marantz. Medmindre valget falder på en af de ultrakompakte streamingforstærkere, hvor WiiM Amp i dag er kongen.

Konklusion

NAD C 700 V2 er diskret og rigtig elegant at se på. Den er så lille, at den burde kunne finde nåde for selv det mest kritiske blik. Og den kan heldigvis andet og mere end bare se godt ud. Den har kræfter nok til at drive de højttalere, som den vil blive kombineret med. Og den lyder rent ud sagt forbandet godt. Den første udgave af C 700 var fin, men opgraderingen med en bedre digitalkonverter har løftet niveauet.

Når man samtidig tænker på, at man får en god streamer med i prisen, samt mulighed for at lave en realistisk hjemmebiograf ved at tilsætte et par ekstra højttalere, er det svært at finde noget at klage over.

Karakter
NAD C 700 V2
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Læs videre med LB+

Tilbud

TILBUD Tilbud - 49 kr første måned

Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr

LB+ Total 12 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder

LB+ Total 6 måneder

Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 6 måneder

49 kr / første mnd
108 kr / mnd
108 kr / mnd
Med LB+ får du:
  • Adgang til mere end 7.800 produkttests!
  • Store rabatter hos vores partnere i LB+ Advantage Club
  • Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
  • L&B TechCast – en podcast fra L&B
  • Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
  • Deaktivering af annoncer
  • L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!

Perfektioneret pladespiller

Naims digitalforstærker overrasker

Flyvende polsk start

Det bedste køb

Mini uden kompromis

Musikstreaming i særklasse

HiFi Rose hæver barren for digital præcision

Minianlægget er ægte hi-fi

Den bedste pladespiller du aldrig har hørt om

Hegel forfiner digital lydkvalitet

Redder din CD-samling

Forstærker med unikke kvaliteter