TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

: Seks letbetjente pladespillere

Pladespillere for begyndere

Den varme lyd fra vinylplader er hverken dyr eller kompliceret at skaffe sig. Du skal bare vælge den rigtige grammofon.

Af / 23/09/2016 - 06:00
Seks letbetjente pladespillere

Salget af pladespillere går strygende. Folk, der aldrig har ejet en pladespiller, køber deres første og lader lp’erne følge efter. Tal fra brancheforeninger, importører og pladebranchen selv viser en stadig vækst for det gamle fysiske afspilningsformat. I England solgte pladebutikskæden HMV f.eks. en pladespiller i minuttet i ugen op til jul 2015.

Læs: En pladespiller i minuttet!

Vinylplader kan findes i stadig flere butikker, og det er ikke kun afdøde jazzmusikere, der bliver udgivet på vinyl i dag. Unge artister, etablerede bands og næsten alt andet, der findes på streaming, udgives på lp’er – og pladerne går som varmt brød.

Den varme lyd og glæden ved at have musikken i hænderne ser ud til at være en del af grunden til vinyls comeback. Billeder, tekst, historier og baggrundsinformation er lettere tilgængeligt på lp-covers end på streaming-tjenester, og så kan en grammofon også tage sig godt ud i stuen.

 

Annonce

Det skal du bruge

Men man skal vælge den rigtige pladespiller for at få den varme lyd – og ikke mindst ordentlig lydkvalitet. Her har vi udvalgt seks pladespillere, der er såre simple i brug. De koster lidt mere end de billigste grammofoner, men det er, fordi de har indbygget pladespillerforstærker (RIAA-trin) samt USB-udgang.

Dermed har du ikke brug for ekstraudstyr for at få lyd – bare plug pladespilleren i en ledig indgang på forstærkeren. Eller pc’en. For med USB-udgang kan du rippe pladerne på din bærbare og overføre musikken digitalt til mobilen!

Læs: Test af fem pladespillere

 

Det får du

De seks pladespillere i testen har alle indbygget RIAA og USB-udgang. De kommer med færdigmonteret pickup, støvlåg og en simpel monteringsvejledning, så du behøver ikke at bruge mere end 20 minutter på at pakke en af dem ud og sætte den op, før du er klar til at lade vinylpladerne snurre.

Læs: Trådløse Klipsch-højttalere med phono-indgang

Nogle af pladespillerne – f.eks. Audio-Technica og TEAC – har aftageligt pickup-hoved, hvilket gør det nemmere at opgradere med en bedre pickup og dermed få endnu bedre lyd. De seks pladespillere leveres nemlig med enkle, overkommelige pickup’er, der skal gøre det nemt at komme i gang. En pickup til 1.500 kroner vil give lydkvaliteten fra alle grammofoner i testen et løft.

 

Placering

En pladespiller er som en følsom mikrofon og skal stå i vater på et stabilt underlag. Ellers forplanter vibrationer og resonanser sig til grammofonen, og det høres som rumlen i højttalerne. Stil ikke pladespilleren op ad en højttaler, hold den væk fra stærke magnetfelter og sørg for, at støvlåget kan åbnes helt.

Hvis det stadig rumler i højttalerne, har du brug for et bedre underlag. Så kan en hylde, som du monterer på væggen og sætter pladespilleren på, være en god løsning.

 

Det skal du kigge efter

En grammofon er grundlæggende simpel. En roterende elektromotor driver pladetallerkenen i den valgte hastighed, og de vibrationer, der skabes af nålens bevægelser i rillen, genererer strøm i den lille pickup, der så kommer ud som musik i højttalerne.

Hvor god lyd man får, afhænger i høj grad af, hvor god konstruktionen er. En børsteløs motor, et dæmpet chassis, et præcist armophæng og en avanceret pickup giver meget bedre lyd end en billigere, mere simpel pladespiller formår.

Det er grunden til, at nogle pladespillere er dyrere. Kvalitet koster, og i dette tilfælde får man pladespillerforstærker med i købet – ud over den praktiske USB-udgang.

 

Sådan testede vi

Alle pladespillerne blev sat op efter producentens beskrivelser. Nåletrykket blev tjekket og justeret, og de blev koblet til en integreret Rotel RA-1592 – en 200 watt kraftig forstærker med pladespillerindgang og DAC. Sammen med de ultrapræcise højttalere Reference 1 fra KEF gav det os et grundigt analyseværktøj til at vurdere lydkvaliteten fra de seks grammofoner.

De digitale optagelser af lp’erne blev lavet på en MacBook – koblet til pladespillerne med et USB-kabel fra Audio Quest – og rippet i Audacity (16 bit/48 kHz) samt Sonys Hi-Res Audio Recorder i DSD-format for Sony HX500’s vedkommende.

Det mest brugte lp-musik i testen blev udvalgt ud fra indspilnings- og lydkvalitet:

Mozart: Allegro nr. 4 i D-dur – Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne
Ubi Caritas – Ola Gjeilo
Living – Jan Gunnar Hoff
Mono Face – Neil Cowley Trio

Scansonic USB100

Billig indgangsbillet

Men den tiltalende pris kan ikke kompensere for, at lyden falder igennem.

Relativt lav pris, pitch-kontrol og nem betjening.
Flad og tynd lyd. Hørbare hastighedsudsving.
Læs hele testen

Pro-Ject Essential II USB

Enkel og vellydende

Med varm og fyldig lyd bliver det aldrig kedeligt med Pro-Jects pladespiller.

Stabilt lydbillede med varm klang og god dynamisk kontrast.
Ikke den mest transparente eller opløste lyd.
Læs hele testen

Sony PS-HX500

Velspillende arkivar

Med indbygget digitalkonverter og god lyd er Sonys pladespiller et godt valg.

Rigtig god opløsning, tydelig detaljegengivelse og luftig lyd. DSD-udgangen giver dig højopløste digitalfiler.
Slankt lydbillede og behersket basdynamik.
Læs hele testen

Argon TT-2 USB

God lyd for begyndere

En simpel og prisbillig pladespiller med god lyd.

Fin lydkvalitet og enkel betjening. God, prisbillig pladespiller for nybegyndere.
Tynd klang og manglende vægt i bassen gør kompleks musik lidt rodet.
Læs hele testen

Audio-Technica AT-LP5

Den bedste lyd

Dyrest er ofte bedst, også i denne test, og lyden er vidunderligt klangrig.

Klar og tydelig lyd med både bredde og dybde, og et solidt basfundament med godt drive.
Den næsthøjeste pris i testen.
Læs hele testen

TEAC TN-300

Ukompliceret pladespiller

Flot finish og god lyd i en af testens mest brugervenlige grammofoner.

Den både ser godt ud og fænger på rytmisk musik.
Lidt for farveløs klang og lidt for dyr til, at vi kan give topkarakter.
Læs hele testen

Tilbehør pladespillere

Tilbehør du har brug for

Hvis du er den glade ejer af en pladespiller, er der noget tilbehør, som er praktisk at have. Her er en oversigt.

Læs hele testen
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kan man lære gamle noder nye tricks?

Yderst vellydende

Weiss DAC501: Ingeniørkunst og musikglæde

Her får du meget for pengene

Bluesound tager kampen op med WiiM

Technics frier til de audiofile

Ligner et laboratorieapparat

Slet og ret et knaldgodt køb

Bringer musikken til live

Gløder af spilleglæde

Stylet minimalisme

Hi-Fi streaming på budget