Salget af pladespillere går strygende. Folk, der aldrig har ejet en pladespiller, køber deres første og lader lp’erne følge efter. Tal fra brancheforeninger, importører og pladebranchen selv viser en stadig vækst for det gamle fysiske afspilningsformat. I England solgte pladebutikskæden HMV f.eks. en pladespiller i minuttet i ugen op til jul 2015.
Læs: En pladespiller i minuttet!
Vinylplader kan findes i stadig flere butikker, og det er ikke kun afdøde jazzmusikere, der bliver udgivet på vinyl i dag. Unge artister, etablerede bands og næsten alt andet, der findes på streaming, udgives på lp’er – og pladerne går som varmt brød.
Den varme lyd og glæden ved at have musikken i hænderne ser ud til at være en del af grunden til vinyls comeback. Billeder, tekst, historier og baggrundsinformation er lettere tilgængeligt på lp-covers end på streaming-tjenester, og så kan en grammofon også tage sig godt ud i stuen.
Det skal du bruge
Men man skal vælge den rigtige pladespiller for at få den varme lyd – og ikke mindst ordentlig lydkvalitet. Her har vi udvalgt seks pladespillere, der er såre simple i brug. De koster lidt mere end de billigste grammofoner, men det er, fordi de har indbygget pladespillerforstærker (RIAA-trin) samt USB-udgang.
Dermed har du ikke brug for ekstraudstyr for at få lyd – bare plug pladespilleren i en ledig indgang på forstærkeren. Eller pc’en. For med USB-udgang kan du rippe pladerne på din bærbare og overføre musikken digitalt til mobilen!
Læs: Test af fem pladespillere
Det får du
De seks pladespillere i testen har alle indbygget RIAA og USB-udgang. De kommer med færdigmonteret pickup, støvlåg og en simpel monteringsvejledning, så du behøver ikke at bruge mere end 20 minutter på at pakke en af dem ud og sætte den op, før du er klar til at lade vinylpladerne snurre.
Læs: Trådløse Klipsch-højttalere med phono-indgang
Nogle af pladespillerne – f.eks. Audio-Technica og TEAC – har aftageligt pickup-hoved, hvilket gør det nemmere at opgradere med en bedre pickup og dermed få endnu bedre lyd. De seks pladespillere leveres nemlig med enkle, overkommelige pickup’er, der skal gøre det nemt at komme i gang. En pickup til 1.500 kroner vil give lydkvaliteten fra alle grammofoner i testen et løft.
Placering
En pladespiller er som en følsom mikrofon og skal stå i vater på et stabilt underlag. Ellers forplanter vibrationer og resonanser sig til grammofonen, og det høres som rumlen i højttalerne. Stil ikke pladespilleren op ad en højttaler, hold den væk fra stærke magnetfelter og sørg for, at støvlåget kan åbnes helt.
Hvis det stadig rumler i højttalerne, har du brug for et bedre underlag. Så kan en hylde, som du monterer på væggen og sætter pladespilleren på, være en god løsning.
Det skal du kigge efter
En grammofon er grundlæggende simpel. En roterende elektromotor driver pladetallerkenen i den valgte hastighed, og de vibrationer, der skabes af nålens bevægelser i rillen, genererer strøm i den lille pickup, der så kommer ud som musik i højttalerne.
Hvor god lyd man får, afhænger i høj grad af, hvor god konstruktionen er. En børsteløs motor, et dæmpet chassis, et præcist armophæng og en avanceret pickup giver meget bedre lyd end en billigere, mere simpel pladespiller formår.
Det er grunden til, at nogle pladespillere er dyrere. Kvalitet koster, og i dette tilfælde får man pladespillerforstærker med i købet – ud over den praktiske USB-udgang.
Sådan testede vi
Alle pladespillerne blev sat op efter producentens beskrivelser. Nåletrykket blev tjekket og justeret, og de blev koblet til en integreret Rotel RA-1592 – en 200 watt kraftig forstærker med pladespillerindgang og DAC. Sammen med de ultrapræcise højttalere Reference 1 fra KEF gav det os et grundigt analyseværktøj til at vurdere lydkvaliteten fra de seks grammofoner.
De digitale optagelser af lp’erne blev lavet på en MacBook – koblet til pladespillerne med et USB-kabel fra Audio Quest – og rippet i Audacity (16 bit/48 kHz) samt Sonys Hi-Res Audio Recorder i DSD-format for Sony HX500’s vedkommende.
Det mest brugte lp-musik i testen blev udvalgt ud fra indspilnings- og lydkvalitet:
Mozart: Allegro nr. 4 i D-dur – Marianne Thorsen og Trondheimsolisterne
Ubi Caritas – Ola Gjeilo
Living – Jan Gunnar Hoff
Mono Face – Neil Cowley Trio
Scansonic USB100
Billig indgangsbillet
Men den tiltalende pris kan ikke kompensere for, at lyden falder igennem.
Pro-Ject Essential II USB
Enkel og vellydende
Med varm og fyldig lyd bliver det aldrig kedeligt med Pro-Jects pladespiller.
Sony PS-HX500
Velspillende arkivar
Med indbygget digitalkonverter og god lyd er Sonys pladespiller et godt valg.
Argon TT-2 USB
God lyd for begyndere
En simpel og prisbillig pladespiller med god lyd.
Audio-Technica AT-LP5
Den bedste lyd
Dyrest er ofte bedst, også i denne test, og lyden er vidunderligt klangrig.
TEAC TN-300
Ukompliceret pladespiller
Flot finish og god lyd i en af testens mest brugervenlige grammofoner.
Tilbehør pladespillere
Tilbehør du har brug for
Hvis du er den glade ejer af en pladespiller, er der noget tilbehør, som er praktisk at have. Her er en oversigt.