Lyst til god lyd uden at tømme opsparingen? Lyst til noget, som hele familien kan bruge? Alt, hvad du har brug for, er en Yamaha R-N803D og et par gode højttalere. Så har du et trådløst anlæg med alt, hvad de fleste behøver. Og lidt til.
Den er et godt alternativ til et mikroanlæg og kan være en super opgradering af et eksisterende anlæg, idet den byder på meget mere end en almindelig receiver (det kalder man radiomodtagere med indbygget forstærker).
Her får man trådløs eller kablet streaming med Bluetooth, Wi-Fi (AirPlay og DLNA) og Ethernet. Så kan man både streame musikken trådløst og styre afspilningen af musikbiblioteket, hvis man har en harddisk eller en computer med masser af musik på hjemmenetværket.
Netværks-receiver
Yamaha-receiveren har 100 potente watt under kølerhjelmen, har også FM-, DAB+ og netværksradio og kaldes – sigende nok – en netværks-receiver.
De mange radiomuligheder åbner op for titusindvis af radiokanaler, som alle er tilgængelige via Yamaha R-N803D. Men den er også mere end en netværks-receiver. Her får man nemlig flere lydindgange til analoge lydkilder som f.eks. cd-afspiller, pladespiller eller kassettebåndafspiller (hvis man skulle have sådan en stående). Desuden har den to optiske og to koaksiale digitalindgange. F.eks. til tilslutning til tv’ets optiske lydudgang og dermed vanvittig meget bedre tv-lyd i hjemmet.
Multirum
Der er en anden ting, der er vigtig at nævne ved Yamaha R-N803D. Den understøtter MusicCast, som er Yamahas måde at sige musik via trådløst netværk, multirum og deling af musik til andre enheder på. MusicCast har haft en hård fødsel, men her virker det modent nok til, at vi trygt kan anbefale det til hele familien.
Når man har downloadet app’en MusicCast Controller til mobilen og er blevet guidet igennem opsætningen i app’en, er man bogstavelig talt på nettet og næsten klar til at spille musik. Det tager nogle minutter, men så kan man logge sig på Spotify eller Tidal med mere i MusicCast-app’en og streame musik fra sofaen.
Familie og venner, der kommer på besøg, har næppe MusicCast-app’en installeret. De kan bare streame med Bluetooth for nemheds skyld.
Rumkalibrering
Yamaha-receiveren er ikke helt perfekt. Bl.a. savner vi en USB-B-indgang, som man skal have for at kunne koble en bærbar til Yamahas indbyggede (24 bit/192 kHz) digitalkonverter. Der er en almindelig USB-port på fronten, men den fungerer kun med f.eks. memory-sticks med musik på.
Knapperne på fjernbetjeningen er meget små. De er heller ikke belyst som på visse af Yamahas hjemmebio-receivere, men R-N803D har arvet et par nyttige funktioner fra netop disse produkter.
Ud over en praktisk subwoofer-udgang har R-N803D Yamahas rumkalibrering integreret. Der medfølger en lille mikrofon med lang ledning, som man plugger ind på fronten. Sæt mikrofonen på toppen af sofaryggen og start kalibreringen. Nogle mærkelige lyde og et par minutter senere vælger man Save, og så er man i gang. Så har receiveren kalibreret frekvensresponsen i forhold til rummet, og man kan potentielt få endnu bedre lyd ud af den.
Fyldig klang
Vælg et par vellydende højttalere. F.eks. et par Klipsch RP-160, hvis du kan lide små højttalere, der får foden til at stampe i takt, eller de små KEF Q350, hvis fokus og gennemsigtighed er vigtigere. En passende subwoofer kan altid tilføjes, hvis man vil have mere fundament og dybbas. Jeg koblede receiveren til de meget dyrere Piega Premium 1.2 og vores reference i kompaktklassen, Dynaudio Contour 20. At sige, at det gik godt, er en underdrivelse.
R-N803D har både trinløs bas-, diskant- og loudness-regulering (en Yamaha-specialitet), men de kan kobles fra kredsløbet med en Pure Direct-knap. Det gør dog ikke den store forskel, medmindre man har skruet på potmetrene, og selv uden lyder receiveren godt.
Den er ikke så fokuseret og opløst som Hegel H90 og ikke så rytmisk som Rega Brio. Men den leverer et stort lydbillede med en fyldig klang, som hælder mere til det varme og naturlige end det strenge og analytiske. Diana Kralls vokal får en fænomenal dybde, og klangene fra Robert Plants nyeste album, Carry Fire, kommer godt frem i det store lydbillede.
Med højopløst lyd fra Tidal HiFi Master – eller bare en cd-afspiller sluttet til Yamaha’ens DAC – er der god kontrol over dynamikken, også i bassen. Jeg foretrækker tydeligere fokus og bedre opløsning, og diskanten er lidt for afslappet efter min mening, men jeg kan ikke komme på nogen anden receiver, jeg hellere vil have i denne klasse.
Konklusion
Yamaha R-N803D kombinerer så mange nyttige funktioner med god dynamik og fyldig klang, at det er svært at finde et bedre køb til prisen. En almindelig tokanals forstærker som Rega Brio lyder mere medrivende, men det er undtagelsen.
En hjemmebio-receiver er et alternativ for dem, der gerne vil have surround-lyd; for alle andre vil R-N803D være et bedre valg. Især for dem, der vil have bedre lyd i hjemmet uden at komplicere musik-streaming, radiolytning og tv-kiggeri så meget, at det går ud over brugervenligheden.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer