Den lille HT-MT500 er kun halvt så bred som en almindelig soundbar. Ud over at være et godt match til små tv’er er den nem at flytte rundt på og bruge som Bluetooth-højttaler, hvis man vil det. Subwooferen er også flad nok til at kunne være under sofaen.
Ud over Bluetooth har MT500 Wi-Fi og indbygget Spotify. Streaming sker via Chromecast, men det er ikke alle apps, der virker. Bl.a. ikke Tidal.
Har du ikke brug for streaming, multirum eller baghøjttalere, som i dette tilfælde er SRS-ZR5, er HT-MT300 ellers identisk til den halve pris.
Sonys soundbar har ingen HDMI-indgange, men en HDMI-udgang, der understøtter lydretur (ARC) fra et kompatibelt tv. Hvis du har en projektor eller et ældre tv, er du henvist til den optiske digitalindgang.
Opsætning
Soundbaren og subwooferen er trådløst forbundet på forhånd. Det er en nem sag at koble dem og baghøjttalerne til hjemmenetværket med app’en Music Center og gruppere dem som ønsket. I vores tilfælde definerede vi ZR5 som baghøjttalere.
Lydkvalitet
Med subwooferen under sofaen er der en særlig Sofa Mode, som giver renere bas ved denne placering. Det virker fint, og der er bas nok til at ruske lidt i buksebenene på film. Det kilder i rumpetten, når Max’ store, dybe stemme taler helt i begyndelsen af Mad Max: Fury Road. Hvis du ikke kan lide det, kan subwooferen placeres ved soundbaren. Så er den også lettere at integrere lydmæssigt.
Der er overraskende klar lyd i stemmer, og selv om soundbaren er afsnubbet af udseende, er lydbilledet bredere, end man skulle tro. Den kan ganske vist ikke måle sig med fuldstørrelses soundbars, men langt bagud er den ikke.
Og med baghøjttalere til at trække lydbilledet bagud og udad bliver filmoplevelsen en ekstra fornøjelig affære. Lyden er naturlig og afbalanceret, ud over at den er kraftigere, end vi havde troet.
Musik fungerer også godt. Men stereolyd dekodes altid til surround, og det er ikke muligt at få ren stereo, medmindre man kobler baghøjttalerne helt fra. F.eks. ved at tage strømkablerne ud. Så kan man mærke, at soundbaren mangler lidt bredde, men tonalt fungerer det fint. Sangstemmer og strygeinstrumenter lyder godt, mens rock kan lyde lidt fladt og pjevset.
Konklusion
Anlægget fra Sony er bygget op omkring en noget bette soundbar, men derfor bør man ikke afskrive den. Med baghøjttalere lyder den overraskende stort og medrivende. Lyden er naturlig og luftig med god diktion på dialoger. Film fungerer fint, hvis du ikke forventer et lydtryk, der kan simulere jordskælv. Det får du ikke her, og til større rum bør du vælge noget andet.
Inden for dens begrænsninger lyder både film og musik fint, og vi kan godt lide, at subwooferen kan skjules under sofaen.
Også i denne test:
Samsung HW-MS760 + SWA-9000S + SWA-W700
Gør det meste rigtigt
Anlægget fra Samsung gør de fleste ting rigtig godt. Det har egentlig kun ét problem.
HEOS Bar + Sub + 2 x HEOS 1 HS2
Klasselederen
Endelig en soundbar fra HEOS, der er så komplet, at den overgår alt andet i klassen.
Sonos Playbar + SUB + 2 x Play:1
Stadig blandt de bedste
Selv om Sonos-anlægget er ved at være oppe i årene, er det stadig en meget tryg investering.