Argon Audio Fenris A55 er største model i den nye Fenris-serie, som er (endnu) mere betalelige end samme firmas andre aktive højttalere.
Mens modellerne Fenris A4 og Fenris A5 er kompakthøjttalere, er Argon Audio Fenris A55 en fuldstørrelses gulvhøjttaler. Ligesom de to mindre modeller fås Fenris A55 i mat hvid, mat sort og lys askefinish.
Bestykningen er også velkendt. Samme 5 tommers bas/mellemtoneenhed som i A5-modellen. Men her bruges to styk for at få ekstra kræfter i basområdet. Diskanten er den samme ¾ tommes silke-dome, som bruges i hele serien. Enhederne er omkranset af pynteringe i metal, og frontstoffet holdes fast med usynlige, indfræsede magneter.
Elektronikken er også et gensyn. Da Fenris A55 er en aktiv højttaler, er der en separat forstærker til hvert frekvensområde, altså i alt fire indbyggede forstærkere. Bas/mellemtoneenhederne forsynes med 2 x 50 watt, mens der er 2 x 25 watt til diskantområdet.
Der er analoge indgange for pladespiller og linjesignal. Og optisk digital samt HDMI-indgang. Og så selvfølgelig trådløs Bluetooth-forbindelse.
Al elektronikken sidder i den venstre højttaler. Den højre højttaler er helt passiv, men fodres via et firepolet specialkabel på tre meter. Da Fenris A55 er kraftige nok til at spille en større stue op, kan der blive brug for et længere kabel, så højttalerne kan anbringes med passende afstand. Det kan købes i webshoppen.
Kræver sin plads
Da Argon Audio Fenris A55 er en gulvhøjttaler, kræver den lidt mere plads end sine kompakte søskende, der kan gemmes af vejen på en hylde eller oven på en skænk. På den anden side kræver de slanke A55 ikke mere gulvplads end et sæt kompakthøjttalere på standere. Og det ekstra rumfang bliver udnyttet til noget fornuftigt. Nemlig kabinetvolumen – og dermed mulighed for bedre og dybere bas.
Højttalerne bør anbringes et stykke ud fra bagvæggen og hjørnerne for at få en jævn basgengivelse; mindst en halv meter, gerne mere. Der er desværre ikke nogen omskifter, som kan tilpasse frekvensgangen efter placeringen. Der er heller ikke mulighed for at vælge, om den aktive højttaler skal optræde som venstre eller højre kanal.
Lydkvaliteten
Efter at have testet de to mindre modeller i samme serie kender jeg efterhånden Fenris-lyden ganske godt. Det er jo de samme ingredienser, der er brugt i alle tre. Der er bare kommet mere af dem i Fenris A55.
Og sådan lyder den også: Af mere. Den kan for det første spille højere og mere magtfuldt. Den ekstra bas/mellemtoneenhed giver ganske vist kun 3 dB mere lydtryk og følsomhed, men Argon Audio Fenris A55 har tydeligt mere kraft bag.
Den spiller også dybere. Henholdsvis 9 Hz og 14 Hz dybere end Fenris A5 og Fenris A4. Hvilket ikke ser ud af meget på papiret. Men det gør forskellen på, om den dybeste streng på elbassen gengives frit frem for lidt halvkvalt. Og på om man lytter til musik eller oplever musik.
Fenris A55 kan fint klare at hæve sig op over baggrundsmusik og spille op til fest. Og da alt er styret af en DSP, er risikoen for at aflive højttalerenhederne, når stemningen og musikken bliver høj, minimal.
Ligesom de andre modeller i samme serie har Argon Audio Fenris A55 en frisk og åben klang, hvor ingen toneområder lades i stikken. Det gør den nem at lytte til og indbyder til at spille højere end bare baggrundsmusik. Hvilket altid er en god ting. Det er jo det, både musikken og elektronikken er skabt til.
Begrænset dynamik
Når man således lokkes til at skrue op, opdager man på anden side også, at der trods alt er begrænsninger for, hvad man kan få for den meget lave pris.
Det bliver aldrig direkte grimt – men det bliver presset. Når man fra respektfuldt højt skruer op til rigtig højt, forsvinder evnen til at gengive forskellen mellem små detaljer og kraftige transienter. Dynamikken, med andre ord. Alle tonerne er stadig med, men musikken bliver et lydtapet. Samtidig får diskanten, som ved nabovenlig styrke giver bækkerne og highhat et friskt pift, lidt mere bid, end behageligt er.
Som på de andre Fenris-modeller er perspektiv og rumgengivelse i orden, når prisen tages i betragtning. I denne prisklasse handler det ikke om at sidde og nørde over musikernes præcise placering i en imaginær koncertsal eller om at tælle korstemmerne i Koyaanisqatsi (som jeg ellers har meget fornøjelse af at gøre), men om at glæde sig over, at det her sgu er rigtig stereo frem for en diffus rumfornemmelse fra en Bluetooth-bordhøjttaler eller en Sonos Play:5. Hvilket er, hvad man kan få for samme pris.
Konklusion
Argon Audio Fenris A55 er en rigtig gulvhøjttaler, der ved sin blotte tilstedeværelse i rummet kan understrege, at her bliver musik taget alvorligt. Det er ikke nogen ringe bedrift for bare fem af de lange. Ligesom de mindre modeller i samme serie spiller Fenris A55 åbent og engageret – og nogenlunde rent også. Vil man have lidt mere, kan man med fordel ofre en fjerdedel mere og købe Argon Audio Forte A55, der er så tilpas mere nuanceret, at det faktisk giver mening for Argon at bibeholde to parallelle og næsten ens modelserier.
Som første stereoanlæg på teenageværelset eller som et billigt, men fuldgodt anlæg til sommerhuset er A55 perfekt. Og takket være HDMI-indgangen kan man få lyd på TV’et på en måde, der slet ikke kan matches af en soundbar i samme prisklasse.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer