Test: Audio Physic Virgo III

Da Jaga Jazzist foldede sig ud på “Starfire”, slog det mig: Disse højttalere lever definitivt op til firmanavnet, for her var der både (høj) lyd og fysik. Jaga lød sjældent energisk, og den massive bas drev musikken fremad på en måde, som man ellers kun oplever til koncerter.

Samtidig kneb det med at huske, hvordan forgængeren lød. Jeg har testet Virgo tidligere, men måtte lede efter mine notater for at få be- eller afkræftet, om min hukommelse var til at stole på. For det her var usædvanlig godt.

Virgo er Audio Physics signaturmodel – lidt på samme måde, som 911 er kernen i Porsches modelsortiment. Højttalerne har fandtes i forskellige udgaver, siden den første kom for 30 år siden, men opskriften har været den samme: En smal frontbaffel med en tovejs opsætning med mellemtone og diskant plus sidemonterede bas-enheder.

En opskrift, der gav Virgo et lydbillede med et godt basfundament og et rigtig godt stereoperspektiv. De kunne lyde lidt spidst på enkelte forstærkere og trivedes bedst med de lidt kraftige og strømstærke af slagsen.

Så kunne man bade i et dynamisk lydbillede, som var rigt på detaljer og ikke mindst bas. Ikke den gumpetunge bas, man ofte forbinder med store højttalere. Snarere stram, disciplineret og hårdtslående. Mere Rammstein end Rihanna, om man vil.

Tredjegenerations Virgo

Jeg aner ikke, hvilket nummer den nye udgave er i rækken af Virgo-højttalere. At den hedder Virgo III, er misvisende, for treeren har fandtes i forskellige udgaver, men altså med samme opskrift som her.

De er ikke særlig store, godt en meter høje, og kabinettet er kun 23 cm bredt. Men det skråner bagover, og med de medfølgende stålfødder bliver fodaftrykket 37 x 47 cm.

Placering

Så selv om de ikke dominerer i en rummelig stue, vil de fylde noget. De kan godt stå ind mod en væg – basrefleksporten sidder trods alt på undersiden – men lydbilledet vokser især i dybden, hvis man trækker dem lidt ud fra væggen.

Eksperimentér gerne med at vinkle dem indad. Så bliver fokus skarpere, og man “ser” dybere ind i lydbilledet. Står de i stedet vinkelret på bagvæggen, vokser lydbilledet i størrelse, men fokus bliver lidt mere diffust, omend ikke uskarpt, og diskanten mere dæmpet.

Denne diskant er i øvrigt ikke metervare hentet hos hvem som helst. Audio Physic har selv udviklet den og de andre enheder, som ikke er skruet direkte på kabinettet, men fastgjort med neoprenstifter for at dæmpe vibrationer bedst muligt.

Dæmpning, kontrol og keramik

De har i det hele taget været omhyggelige med dæmpning, resonanskontrol og afstivning. Tag f.eks. kableterminalerne. Som regel er de skruet direkte ind i kabinettet eller på en plade med delefilteret på bagsiden. Her er de monteret på en aluminiumplade dæmpet med neopren, og de stålskinner, som højttalerne hviler på, har gummitætninger imellem som dæmpning.

Og ikke nok med det. Audio Physic anvender et skumlignende keramisk materiale, der er let og stift, til afstivning af kabinetterne. De bruger også et bikubemønstret materiale til de indvendige vægge, der opdeler kabinettet, fordi de mener, at det dæmper resonanser bedre end MDF-plader.

Materialebrugen har også gjort det indre volumen større, end hvis højttaleren havde været bygget i MDF eller HDF, som er det mest almindelige.

Konfigurering

På siderne nederst på kabinettet sidder der to bas-enheder ryg mod ryg i en såkaldt push-pull-kobling. Det udligner resonanser mere effektivt, end hvis de var frontmonteret, og de deles ved 150 Hz til mellemtone-enheden længere oppe på fronten af det skrånende kabinet.

Mellemtonen anvender noget, de kalder en Hyper Holographic Cone. Den er bygget op som en todelt kurv i letmetal, hvor aluminiummembranen er ophængt i den inderste, mens den ydre er monteret på kabinettet med de ovennævnte neoprenstifter som dæmpemateriale.

Da kontaktfladen mellem de to kurver er holdt på et minimum, mener Audio Physic, at de har formået at forhindre spredning af vibrationer, som kan skabe resonanser. Membranen har desuden en silikonering omkring yderkanten, som dæmper den metalliske ringen, der kan opstå på metalmembraner.

Princippet bruges også på diskantens aluminiummembran, der ligesom mellemtonen er belagt med keramisk materiale for at dæmpe overfladeresonanser.

Mægtig fysik

Jeg kom til at tænke på KEF Reference 5, da Jaga Jazzist dundrede ud i lokalet. Det var første gang, jeg nærmest blev skræmt af høre musik. Anden gang var, da Jaga smældede ud af disse højttalere. Som et kanonskud på speed pløjede bassen sig ind i rygmarven og rystede mig igennem. Det var nærmest naturstridigt. De i alt fire små basser med en grænsefrekvens på 30 Hz spiller normalt ikke så mægtigt, sejt og højt som dette.

KEF-højttalerne leverer et større lydbillede, og de er også lidt bedre fokuseret i diskanten, men har ikke samme lynhurtige dynamiske respons som Virgo III. De meget større Bowers & Wilkins 803 D3 går ikke lige så dybt og er heller ikke så skarpt fokuseret som tyskerne. Og et par Piega Classic 80.2 er langsommere i bassen, men har bedre opløsning i diskanten end Virgo III.

Det bliver gerne en smagssag, men hvis man kan lide grænseløs dynamik og en sjælden evne til at få detaljer frem i lydbilledet, er Virgo III et meget interessant alternativ i denne prisklasse.

Keith Jarretts Köln-koncert er en temmelig ujævn optagelse, og klaveret lyder aldrig så mægtigt, som et koncertflygel gør i virkeligheden. Men her formår højttalerne at hente nuancer og klangbunde frem på hver tone og pinpointer dem med kirurgisk præcision i et usædvanlig bredt og dybt stereobillede.

Khalid og John Mayers “Outta My Head” drives frem med et smittende engagement, og guitarklangen kommer fornemt frem i det varme, generøse og rytmiske lydbillede.

En tur forbi en af Mozarts klaverkoncerter gav smag efter mere, og jeg spillede mig gennem en række klaverstykker, der lød aldeles pragtfuldt på Virgo III. De fik dybden i klangbilledet meget bedre frem end Piega Classic og mindede mig mere om KEF Blade 2, hvad stereoperspektiv angår.

Guitarklangen, nuancerne og dybden i trommerne på Dire Straits’ album Love Over Gold fik en varm, behagelig klangfarve, der klædte musikken godt og også gav vokaler større realisme. Selv sopraner lød som mennesker af kød og blod og ikke bare hermetiseret vokalklang.

Hvis jeg skal fremhæve én egenskab, der placerer Virgo III i en klasse for sig, så er det evnen til at få de små nuancer, klange og toner frem, der skaber et mere realistisk billede af instrumenter og vokaler. På lige netop det felt er der få, der er bedre end Virgo III.

Konklusion

Audio Physic Virgo III lever afgjort op til firmanavnet. De relativt kompakte gulvhøjttalere leverer et yderst afbalanceret lydbillede med fænomenal dynamisk kontrast og mægtig basgengivelse. Samtidig er de nuancerede og raffinerede nok til at gøre musikken endnu mere levende og har en sjælden evne til at få musikken til at ånde på næsten organisk vis.

Et af de allerbedste køb i prisklassen, men husk, at de har brug for en ordentlig forstærker for at lyde som beskrevet.