Gode højttalere findes i alle prisklasser, men hvis man er mere end almindeligt interesseret i musik, er man ofte villig til at bruge flere penge end normalt på højttalerne. Men så er der lige det med pladsproblemet …
Lad os for argumentets skyld sige, at pladsen er begrænset, og at højttalerbudgettet ikke strækker sig til stratosfærisk niveau. Så anbefaler vi ofte små højttalere. Enten på standere eller monteret på væggen. Nogle kan også stå i bogreolen.
Man skal bare være klar over, at kompakthøjttalere har én begrænsning (faktisk har de mere end én, f.eks. begrænset lydtryk, men hør os lige færdig): Ingen dybbas. Det kan afhjælpes med en subwoofer, og for nogle er det både en ønskelig og vellykket løsning, mens andre ikke vil forplumre interiøret med endnu en boks.
Så må man gå på kompromis, men helst ikke for meget.
Løsningen er at lede efter en lidt større kompakthøjttaler, for fysik trumfer som bekendt teknik, når det gælder kombinationen af lydtryk og brugbar dybbas.
Som man kan forstå, er der mange kompromiser, man må indgå, når man skal finde et par gode højttalere. For den kompromisløse højttaler er ikke lavet endnu.
Der findes måder, man kan undgå for mange kompromiser på. Nogle af dem involverer eksotiske membranmaterialer, dyre kabinetmaterialer, omfattende delefiltre og lidt voodoo – i hvert fald kan det af og til virke sådan – men den bedste løsning er som regel at gøre det så godt, man kan, inden for budgettet.
Det er, hvad Audiovector-teamet har forsøgt med den nye R-serie. Der, selv om de ligner den udgående SR-serie – som de deler den grundlæggende skabelon med – er en ny konstruktion.
Den gulvstående højttaler i R-serien findes i tre udgaver: R1 Signature, R1 Avantgarde og R1 Arreté, som er den dyreste. Det er valget af højttaler-enheder, kabler, delefilter, dæmpning og jordforbindelse, der i væsentlig grad adskiller dem fra hinanden.
Som altid med Audiovectors dyrere højttalere kan man også opgradere f.eks. en Signature til en Arreté, hvis og når man vil.
Arreté
Hvis man vælger Arreté-udgaven, får man samme type bas-enhed som på de andre i serien. Membranen anvender flettet kulfiber støbt med træfibre, monteret på en titaniumspole og parret med en Air Motion Transformer – Dr. Oscar Heils egen variant af bånddiskanten med en flettet mylar-membran, ikke ulig bælgen på en trækharmonika.
Her er bånddiskanten åben både foran og bagpå, med forstørrede lufthuller og neodymmagneter. Audiovector har forsøgt at gøre højttaleren så effektiv som muligt med minimal fysisk modstand, og det er her, bl.a. titaniumspolerne og den åbne bånddiskant kommer ind.
Højttaler-enhederne er monteret på en smal frontplade med buede sider for mindst mulig diffraktion, bedst muligt stereoperspektiv og dæmpning af stående bølger. Indvendig er der brugt vibrationsdæmpere mellem enheder og kabinet, delefilteret er frosset ned til -238 grader celsius for at reducere modstanden, og Nanopore er brugt som dæmpningsmateriale.
Men det er ikke det hele.
Freedom Grounding
Det, der gør Audiovector-højttalerne virkelig unikke, er Freedom Grounding – jording af bas-enheden. Der sidder nemlig et ekstra stik på den kulfiberplade, som kabelterminalerne er monteret på.
Jordkablet til 4.850 kroner er dyrt ekstraudstyr, men løfter lyden fra højttalerne til et nyt niveau. Det plugges i jordstikket på højttalerne og i en stikkontakt med jord, men det er kun jordkontakterne, der er koblet til på selve stikket. Benene er passive og er der kun for at holde stikket på plads i stikkontakten.
Enestående formidlingsevne
Den nye R-generation ser bedre ud end sine forgængere. Kvalitetsindtrykket er tillidsvækkende, og vores testeksemplarer i valnøddefinér havde high-end-møbelkvaliteter. De unikke skruer holder enhederne på plads kun tre steder, og terminalerne på bagsiden vidner om, at her er der ikke sparet på noget.
Det dejlige ved disse og mange andre Audiovector-højttalere – en slags signatur, om man vil – er, at de er meget letdrevne. En lille 40 watt Naim Uniti Atom havde ingen problemer med at drive højttalerne. Selv når jeg spillede højt. Hegels 60 watt H90 var også et godt match, men det blev virkelig sjovt, da jeg koblede dem til den 200 watt kraftige McIntosh MA7200.
Med jordkablet tilsluttet strammes lydbilledet op, detaljerne bliver bedre fokuseret, bassen mere potent, og det virker, som om lydbilledets dybde bliver bedre.
Så voksede lydbilledet også mærkbart, bassen blev strammere og dybere, og jeg fik mere varme i klangen. F.eks. på Frank Sinatras “You Make Me Feel So Young”, hvor vokalen og strygerne lød endnu mere fyldigt. Det var næsten for bevægende at høre Leonard Cohens “Lullaby” fra Old Ideas, for den mørke vokal krøb virkelig ind under huden på mig.
Højttalerne har en enestående formidlingsevne på vokaler, der mindede mig om gode elektrostathøjttalere. Men de formåede også at tackle langt mere dynamisk og kompleks musik. F.eks. ouverturen til Puccinis La Boheme.
Hvis man spiller højt, kan visse højttalere lyde skarpt i toppen, og nogle kan have problemer med at følge med i bassen, når orkesteret virkelig slår sig løs. Ikke disse. Godt hjulpet af McIntosh-forstærkeren, selvfølgelig, men højttalerne viste gang på gang, at de havde benhård kontrol og elskede at spille højt.
Det er vi ikke vant til med så små højttalere.
Lydbalancen er relativt neutral med et strejf af varm glød i klangen, hvilket klædte Keith Jarretts Köln-koncert perfekt. Her stod klaverlyden ud i rummet med pragtfulde klangfarver og præcis så meget fylde, at klaveret lød naturligt i stedet for lidt tyndt. Som det ofte sker.
Selv om bassen er meget præcis – som et stempel på en boksermotor – er det mellemtonen, der virkelig skinner her. Især på vokaler, men også på akustiske instrumenter. John McLaughlins karakteristiske guitarklang lød perfekt fokuseret, og den strålende dynamiske kontrast fik mig til at hoppe i sofaen.
Højttalernes AMT-diskant mærker man næsten ikke, før strygerne pludselig sætter ind og viser, hvor luftig og ekstremt neutral diskantgengivelsen faktisk er på Audiovector-højttalerne.
Konkurrenter
De større Dynaudio Contour 20 går lidt dybere i bassen, men har ikke samme åbne klang i mellemtonen som R1 Arreté. I direkte sammenligning er Dynaudio’erne mere beherskede, lidt mere neutrale, men også de har en enestående luftig diskant.
De håndbyggede Sonus-faber Olympica I – der i øvrigt er ved at blive erstattet af Olympica Nova (som vi ikke har testet endnu) – lyder varmere og har en lidt mørkere klang med lidt mere dæmpet diskant, men mere fyldig bas. Bowers & Wilkins 805 D3 er væsentlig mere tungtdrevne, men leverer et massivt lydbillede med måske den allermest fyldige bas i denne klasse.
Konklusion
De små R1 Arreté fra Audiovector er måske de bedste kompakthøjttalere i denne prisklasse. De udfordrer vores referencehøjttalere Dynaudio Contour 20, og på enkelte områder er Audiovector-højttalerne faktisk at foretrække.
Højttalerne er lettere at finde plads til, de trives med de fleste forstærkere, og de spiller langt over deres størrelse. Der er ikke meget dybbas, og vi synes, at jordkablet er dyrt ekstraudstyr, især da det er nødvendigt for virkelig at få højttalerne til at skinne. Men med Freedom Grounding tilsluttet er R1 Arreté faktisk det bedste køb i denne klasse.
1 kommentar til “Audiovector R1 Arreté”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Audiovector R1 Arreté vs. Dynaudio Heritage. Har i prøvet sådan en dyst?