TEST: Bang & Olufsen Beolab 28

Glem billederne. De slanke højttalere fra Bang & Olufsen ser meget bedre ud i virkeligheden. Det bedste af det hele er, at de også spiller bedre, end man skulle tro. Højttalerne charmerede os i sænk, og selv om de aldrig vil få topkarakter af de mest ortodokse hi-fi-purister, så har de nogle kvaliteter, der gør Beolab 28 som en samlet pakke til et par højttalere, som vi ikke tøver med at anbefale.

Men ikke til hvem som helst.

For her kan man ikke lege med at lede efter den perfekte forstærker til højttalerne. De kan ikke engang bruge spikes, og højttalerkabler kan man også godt glemme. Alt er indbygget, og det eneste, man skal gøre, er at sætte strømstikket i væggen og finde mobilen frem.

Beolab 28 er rent trådløse højttalere, dog med en analog/optisk indgang til én ekstern lydkilde, måske et TV eller en pladespiller med indbygget phono-trin. Alle de andre “indgange” er indbygget og styres let og elegant fra en B&O-app på mobilen.

De ligner ikke engang et par højttalere, men dem, der kan huske de aktive Beolab 18, der lignede blyanter på hovedet, vil nok nikke genkendende til Beolab 28.

Som er højttalere lavet til folk, der kan lide musik, men ikke går op i hi-fi, og som er villige til at betale for tidløst design, flot håndværk og god brugervenlighed. Her kunne jeg have taget lydkvalitet med, men for at være helt ærlig, så er jeg lidt usikker på, hvordan målgruppen for et par Beolab 28 definerer begrebet.

Gulvstående eller vægmonteret

Ikke at det ikke findes her. Altså lydkvalitet. For ingeniørerne hos Bang & Olufsen har altid været optaget af kvalitet, selv om de efter min mening har ramt ved siden af indimellem. De, der kan husker Beolab 6000 eller Red Line-serien, vil forstå, hvad jeg mener.

På den anden side har vi legendariske klassikere som Beolab 5 og 50, der kan få adskillige high-end-højttalere – som jeg af høflighed skal undlade at nævne her – til at blegne af misundelse.

Beolab 28 er et billigere og slankere alternativ til de meget større Beolab 50 og er nemmere at placere i et rum. B&O antyder et rum på 15 til 50 kvadratmeter; højttalerne tilpasser sig nemlig rummet, men det vender vi tilbage til.

De kan stilles på gulvet eller hænges på væggen. I sidstnævnte tilfælde skal det vinklede beslag bag på højttaleren udskiftes med et andet, der gør det muligt at dreje subwooferen – som også er soklen – 90 grader.

Højttalerne, som kan fås i tre forskellige farver, har lodrette trælameller lavet af danske Bjerrum og Nielsen. Lamellerne fås i tre forskellige egetræsvarianter plus valnød og kan nemt skiftes ud.

Træværket sidder fast på motoriserede beslag, som langsomt trækker lamellerne væk fra fronten af højttalerne, når man tænder dem – og lige så langsomt glider frem og dækker den grå front, når man slukker for dem.

En rigtig fed gimmick, der øger ejerglæden.

AirPlay 2 og Chromecast

Der er også noget ejerglæde at hente på brugervenligheden. Højttalerne, der har indbygget Bluetooth – dog ikke med aptX HD – Wi-Fi, kablet Ethernet (to faktisk) og en 3,5 mm optisk/analog indgang (kræver adapter til optisk), kan styres fra et touch-panel på toppen. Eller med app’en på mobilen.

Den daglige betjening er en leg. De har fire forudindstillinger, som man selv kan bestemme. Et tryk starter f.eks. ens yndlingsradiostation, og klikker man play i Tidal- eller Spotify-app’en, fades musikken pænt ind i stedet for radiostationen.

Jeg sluttede et Sony Bravia XR X95J til højttalerens optiske indgang, men det var stort set umuligt at få lyd og billede i sync. Det viste sig, at det faktisk ikke var muligt at bruge TV’et sammen med højttalerne uden at købe et B&O Powerlink-kabel ved siden af. Medmindre du kan oprette forbindelse til tv’et med WiSA.

Med AirPlay 2 og Chromecast indbygget – de understøtter som sagt også WiSA – er det såre simplet at streame musik fra en iPhone eller en Android-mobil. B&O siger, at højttalerne understøtter op til 24 bit/48 kHz lyd via WiSA.

Højttalerne kan også styres med B&O’s Beoremote One eller Halo, og har desuden understøttelse af Beolink Multiroom, så man kan koble flere højttalere sammen trådløst, hvis man vil.

Det tekniske

Jeg nævnte lydkvalitet, og bare så det er sagt, så er der masser af lydkvalitet i et par Beolab 28. Den er måske lidt anderledes, end man forestiller sig, men B&O har gjort sig umage med at skabe et lydbillede, som mange vil kunne lide, uden det hverken er anæmisk eller kedsommeligt.

Subwooferen, der har en 6,5 tommer basenhed, er vendt nedad i soklen og drives af en 225 watt forstærker. I søjlen sidder der tre 3 tommers fuldtoneenheder, to fremadvendte og en sidemonteret. De drives af hver sit 100 watt forstærkermodul, mens diskantenheden på 25 mm er placeret øverst under den aftagelige front. Alle enheder drives af klasse D-forstærkermoduler.

Det totale frekvensområde er opgivet til 27 Hz – 23 kHz, og det maksimale lydtryk til 110 dB. De kan med andre ord gå dybt ned i bassen og spille højere, end de fleste kan lide.

Bang & Olufsen har indbygget flere nyttige funktioner, der styres af en DSP. Den ene er aktiv rumkompensation (ARC), som jeg antydede tidligere. Den aktiveres i app’en og udsender så et testsignal, som bruges til at justere basgengivelsen i rummet. Den kontrolleres også af noget, som kaldes Advanced Adaptive Bass Linearization (ABL), og som sikrer, at bassen ikke bliver overdrevet kraftig, når man spiller højt.

Én ting til. Højttalernes motoriserede trælameller kan sættes i to positioner, når man spiller musik. Narrow Mode trækker lamellerne længere frem på søjlen og koncentrerer lyden i retning af lytteren, mens Wide Mode trækker lamellerne bagud og spreder lyden mere for at give et større lydbillede. De sidemonterede højttalerenheder deles så højere oppe i frekvens, så de får et bredere frekvensområde.

Hvad der er bedst, afhænger af, hvor man sidder, og hvad man laver foran højttalerne.

Lydkvalitet

At streame Dean Martin i vores testrum på godt og vel 40 kvadratmeter gik som en drøm. Subwooferen havde jernhård kontrol over bassen, og i Wide Mode fyldte vokalen rummet med en varm, åben og tiltalende klang.

Theon Cross’ seneste jazzfusion-album lød topsejt i det store rum. Lydbilledet var måske ikke voldsomt fokuseret, men sikke en stemning det gav, at lyden lød, som om den kom fra flere højttalere i rummet end bare de to.

Jeg tog Beolab 28 med hjem og satte dem op i mit eget lytterum, først uden, så med kalibrering, og her fik jeg tid til at fordybe mig lidt mere i højttalerens kvaliteter.

I Wide Mode oplevede jeg, at tale fra TV’et og vokaler mistede noget klangbund og fylde. Wide Mode gav mellemtonen en betoning – farvning, om man vil – som gjorde vokalen tyndere og lidt mere metallisk i toppen. Det fungerede bedre på klassisk musik, EDM, hiphop og rock, men ikke så godt på pop, jazz og akustisk musik med vokal.

Synker man ned i sofaen med et godt glas, er Narrow Mode faktisk at foretrække. Så strammes fokus op, og lydbilledet bliver mere direkte, mellemtonen balancerer bedre med resten, og vokalen lyder varmere, mere fyldig og mere korrekt i mine ører.

Man kan også bruge app’en til at skubbe klangbalancen i en foretrukken retning. F.eks. blev Luciano Pavarottis fremførelse af “Ingemisco” fra Verdis Requiem mere tiltalende, når Wide var valgt, og klangbalancen trukket i en varm retning.

Adeles ballade “Easy On Me” lød stor og rumlig i Wide, mens The Weeknds “Sacrifice” havde god gavn af, at lydbilledet blev strammet op og bedre fokuseret i Narrow. Så var vokalen og ikke mindst instrumenterne bedre defineret. Det samme gentog sig med akustisk triojazz. Keith Jarrett Trio Live fik en langt mere overbevisende tilstedeværelse i Narrow og med klangbalancen i app’en på neutral.

Beolab-højttalerne har ikke samme raffinementet eller samme dynamiske slagkraft som et par Focal Kanta No.3, men sidstnævnte har så heller ikke forstærkere indeni og er overhovedet ikke trådløse.

De små KEF LS50 Wireless II lyder mere fokuseret og koster meget mindre, og de er trådløse, men de har brug for en subwoofer for at nærme sig Beolab 28’s niveau. De trådløse Bowers & Wilkins Formation Duo skal også have en subwoofer for at blive kaldt ægte fuldtonehøjttalere. Så får man bedre lyd for færre penge, men også et større fodaftryk og ingen indgange.

Det, jeg forsøger at sige, er at der næppe findes nogen direkte konkurrenter til Beolab 28. De fleste trådløse højttalere er langt billigere, og det er nemt at falde i fælden og begynde at trække passive højttalere ind, som har brug for en række ekstra komponenter for at blive trådløse.

Så det vil jeg ikke gøre. Beolab 28 står fint på egne ben. Og selv om man kan indvende, at man kan få bedre lyd for pengene andre steder, så kommer vi ikke uden om, at der ikke findes bedre trådløse højttalere i denne prisklasse med et så beskedent fodaftryk.

Konklusion

Det er ikke sikkert, at hi-fi-folket føler sig overbevist, og det er okay. For Beolab 28 henvender sig til en anden målgruppe. Nemlig dem, der vil have en simpel højttalerløsning, som giver god lyd og nem betjening, og som man ikke skammer sig over at have stående fremme.

I den henseende krydser Beolab 28 alle boksene af. De spiller overbevisende på et bredt udvalg af musik, kan bruges af alle og ligner en million hjemme i stuen. Det er bare lidt ærgerligt, at man skal bruge ekstraudstyr for at slutte TV-lyd til.