TEST: Bowers & Wilkins 801 D4

Jeg følte, at jeg stod på en stige højere end skyerne. Med total udsigt over hele verden. En musikalsk verden, hvor hvert instrument udfolder sig frit i et stort, luftigt og tredimensionelt rum. Nej, et kosmos. Fuld af dansende filamenter af energi, som vibrerer og sammen skaber musikkens byggesten.

Kort sagt: Bowers & Wilkins 801 D4 er ren magi, muliggjort af videnskab.

Et ikon bliver født

Den ikoniske 800-serie har en vigtig historie at tage vare på, så Bowers & Wilkins har taget opgaven alvorligt, når de nu lancerer en ny og opgraderet generation af disse højttalere.

Det hele startede tilbage i 1979 med B&W’s første version af 801. Teknologien var absurd moderne for den tid, bl.a. med lasermåling af højttalerenhedernes opførsel og af, hvordan lydbølgerne vandrer langs membranerne. Højttaleren blev lavet ud fra matematiske formler, frem for at man prøvede sig frem med lyttetests. Uhørt på den tid!

Højttalerne lignede heller ikke noget andet, men så nærmest ud som byggeklodser stablet oven på hinanden. John Bowers mente nemlig, at lyden ville blive bedst, hvis diskant, mellemtone og bas sad i hver sit separate kammer, så de ikke påvirkede hinanden.

Det havde han nok ret i, for 801 fandt hurtigt vej til legendariske Abbey Road Studios i London.

Udviklingen af en legende

Siden dengang er 800-serien kommet i mange inkarnationer og har gennemgået mange forandringer. I 1990’erne voksede 801 enormt og fik en 15 tommers bas i stedet for den originale 10-tommer. En heftig højtaler, som det skulle blive enhver hi-fi-spires drøm en dag at få råd til.

Nautilus

En større revolution skete under udviklingen af avantgardeflagskibet Nautilus. Et unikum af en højttaler, hvor hver enhed er monteret i sit eget tilspidsede kammer, som absorberer al energien fra bagsiden af enheden.

Kamrene er meget lange og ser nærmest ikke-jordiske ud, idet de strækker sig bagud i rummet. For at kammeret til basenheden ikke skal blive så langt, at det er umuligt at placere højttalerne, er det snoet rundt om sig selv som et sneglehus. Deraf navnet Nautilus.

De efterfølgende 800-serier tog ved lære af Nautilus-højttalerne og har tilsvarende kamre, bare gemt inde i højttalerkabinettet. Et kabinet, der er blevet stadig mere perfektioneret for hver generation.

Den nyeste generation

Et sted på vejen valgte B&W diamant som membranmateriale på diskantenhederne – superstift og let, og som skabt til jobbet. Deraf D’et i modelnavnene, og den nuværende D4-series navn betyder ganske enkelt 4. generation med sådanne diskant-domes af diamant.

De kabinetter, som bruges i den nuværende D4-serie, er en videreudvikling af den tidligere generation, D3, som dengang var en helt ny konstruktion, selv om princippet var det samme som før.

D3 var på mange måder en revolution for B&W, for her blev der investeret omkring 75 millioner kroner i maskiner alene for at kunne opnå det, man ville. Skridtet op fra D2-serien var enormt, bl.a. med udbredt brug af robotteknologi i produktionslinjen for at perfektionere nøjagtigheden på højttalerne.

Se videoen fra Lyd & Billedes fabriksbesøg under produktionen af ​​B&W 800 D3-serien.

Perfekt dråbeform

Princippet med dråbeformede kamre til hver enkelt højttalerenhed er det samme som før, men det var først i forbindelse med D3, at B&W havde de nødvendige værktøjer til virkelig at skabe den form, som de mener er den optimale. En næsten perfekt dråbeform, set fra oven, hvor alle lydbølger ledes væk fra hinanden og aldrig får lov til at støde sammen. Et led i at skabe den reneste lyd nogensinde i en højttaler.

Både højttalerenheder og delefiltre – og konstruktionen i det hele taget – er blevet forbedret gennem årene, hvor man har fået nye erfaringer, bedre måleudstyr og nye maskinværktøjer. Men målet er altid det samme: At holde forvrængningen nede!

801 D4

801 D4 er den største og dyreste højttaler i den nye serie, men i stedet for at ligne nogle af 801-kreationerne siden 1990’erne har man taget udgangspunkt i 800 D3 og forbedret den.

801 D4 har to 10-tommere i stedet for én 15-tommer, og det er logisk med henblik på at forene den bedst mulige faserespons, slagkraft og dybbas. Men det fjerner noget af det, der gør 801 speciel. For hvor mange high-end-højttalere har 15 tommers bas? Så godt som ingen.

Samtidig er det rigtigt, at da 800-modellen blev introduceret – Signature 800 kom i 2001 – var det en bedre og mere præcis højttaler end 801. Så det er ikke underligt, at Bowers & Wilkins har beholdt det koncept som flagskib i dag.

Det er bare lidt mærkeligt, at man har valgt at kalde dem 801 D4 i stedet for 800 D4. Jeg forstår det ikoniske navn, men så skulle de måske også have haft den ikoniske form og bestykning. Men det er bare min mening.

L&B-video: B&W 801 D4 er tunge, men lystrer heldigvis kommandoer …

The Ultimate Matrix

Matrix er navnet på B&W’s indre kabinetter – det skelet, som det ydre kabinet er bygget på. I den seneste udgave er der brugt sammenflettede paneler til at forstærke kabinetvæggene i alle retninger og dermed reducere resonanser. Panelerne er forstærket med aluminiumafstivning på vigtige belastningspunkter.

Bowers & Wilkins mener, at Matrix-kompositionen i 801 D4 er deres bedste til dato, og det har jeg ingen grund til at betvivle.

Diamantdiskant

Diamantdiskanten på toppen er en videreudvikling af den helt nye diskantenhed, der kom med D3-serien. Den sidder i et separat dråbeformet kammer, fræset ud af en massiv blok aluminium. I modsætning til tidligere generationer, der ringede som en klokke, hvis man slog på metalkammeret, er det næsten helt resonansdødt her.

Mellemtone i dråbeformet kammer

Mellemtonekabinettet oven på hovedkabinettet har også en nærmest perfekt dråbeform. B&W kalder det Turbine Head, fordi det giver associationer til en jetmotor. Kabinettet er i rent aluminium, med meget effektiv dæmpning og afstivning, og forhindrer turbulens og stående lydbølger både indvendig og udvendig.

I D4-udgaven har mellemtonekammeret endnu bedre frakobling fra baskammeret end før, for endnu renere lyd. Sammen med den resonans-annullerende Continuum-enhed, der er ophængt i en såkaldt Biomimetic Suspension, som reducerer uønskede lufttryksforskelle, lover Bowers & Wilkins “den mest realistiske mellemtonegengivelse nogensinde”.

Aerodynamiske basmembraner

De heftige 10 tommers basenheder har membraner i en sandwichkonstruktion med kulfiber uden på et stift skummateriale. For at komme så tæt som muligt på en ren stempelbevægelse med minimal opbrydning langs ophænget, når membranen bevæger sig ind og ud, er den tykkere ind mod centrum end ude ved kanterne.

Hvis man laver et tværsnit af membranen og ser den i profil, vil formen minde om en flyvemaskinevinge. B&W kalder derfor basmembranen Aerofoil. Den sås først i 800 D3-serien og har tidligere imponeret os med superren basgengivelse ved alle lydtryk.

Delefiltre

Endelig er delefiltrene blevet opgraderet siden sidst, og i 801 D4 er de desuden mere avancerede end i de mere placeringsvenlige 802 D4. I den større højttaler sidder Supreme-kondensatorer fra verdens mest kendte leverandør af delefilterkomponenter, nemlig tyske Mundorf.

Højttalerne er lavet til at tåle ekstremt høj belastning, op til 1000 watt i korte intervaller. Fordi det hurtigt kan skabe høj varme i spolerne, har B&W udstyret højttalerne med et bagstykke i massivt aluminium med udfræsede køleribber, der leder varme væk fra de indvendige dele. Hvor avanceret resten af kabinetkonstruktionen end er, så er bagstykket den dyreste enkeltbestanddel på hele kabinettet.

Placering

Men tilbage til rummet og musikken. For det første var det et tomandsjob at få højttalerne ind i vores testrum, selv om udpakningen faktisk gik legende let. Emballagen er sammensat af mange lag, som nemt kan fjernes, så højttaleren til sidst står tilbage. En kile fra kassen klikkes på og danner en rampe, som højttaleren så kan rulles ned ad.

Hvis man har et gulv, som man ikke er bekymret for, kan højttalerne rulles på plads på de indbyggede hjul i bunden. Men pas på, de vejer godt 100 kilo – pr. styk – så de kommer til at lave grimme spor i parketgulvet! Væg-til-væg-tæppe og beton går sikkert fint, men ellers bør man være mindst to, gerne tre eller flere personer, så man kan løfte højttalerne på plads.

Når man har fundet den bedste placering, kan de medfølgende spikes skrues ned i gulvet fra toppen (værktøj medfølger). Og vupti, så er højttalerne på plads.

Ren magi

Til lejligheden bliver højttalerne koblet til Devialet Expert 250 Pro, som er en helt fantastisk forstærker. Den har indbyggede filtre til mange højttalermodeller på markedet, men endnu ikke B&W’s D4-serie. Så kunne man have tvunget endnu mere bas ud af dem og korrigeret for nogle impedansproblemer, som er uundgåelige i ethvert passivt delefilter. Det er dog ikke noget, jeg savner efter at have hørt højttalerne i deres egen rene fremtoning.

Hør bare nummeret “Allthetimeevenwhen” med det norske soul-funk-band Fieh, afspillet via Roon (forstærkeren er Roon Ready). Her er der luft og varme fra både mellotron, flygelhorn og klarinet, og selv kantslaget på lilletrommen er fuld af undertoner. Sofie Tollefsbøls stemme er nærmest troldomsagtig, idet den hænger i luften som et spøgelse. Her er så mange lag og ingen toner, der støder ind i hinanden.

Der kunne skrives en hel artikel om dynamikken. Hvert eneste skifte i lydstyrke sanses, og hver gang en blæser omplacerer mundstykket mod læberne, er det så nærværende, at man får gåsehud.

Klippefast bas

Dybbassen kender nærmest ingen grænser. At højttalerne på papiret strækker sig ned til 15 Hz med god linearitet, virker ikke som en overdrivelse. For sikken en dybbas!

Halseys “People Disappear Here” swinger, så jeg næsten ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Den klippefaste bas, det fede trommebeat og synthesizerne, der vrænger, går alt sammen op i en højere enhed, der gør, at jeg ikke kan tænke på andet end musikken.

Dybe mandestemmer sidder også som støbt. F.eks. Sivert Højems store, bløde crooner-stemme på Madrugadas “Ecstasy”. Omgivet af klaver, synthesizer, strygere og en lavmælt stortromme, der lurer i dybet. Klokkerent. Vanvittigt.

Kraftsultne

Højttalerne beder om en belastning på 50-1000 watt. Et ret stort spænd, hvis du spørger os, men at alt under 100 watt er en ren nødløsning, kan man nok godt sige. Devialet-forstærkeren, som er opgivet til 250 watt i 6 ohm og kan brokobles til 1 x 1000 watt, har faktisk lidt lidt muskler her, selv om højttalerne har en generøs følsomhed på 90 dB (1 watt/1 m).

Det er slet ikke sådan, at højttalerne ikke kan spille højt nok med Devialet, men jeg savner lidt format i mellembasområdet. Området, der gennemryster mellemgulvet, når man kører løs med hårde rytmer.

Rotel Michi X5

Ind med Michi X5 i stedet. Michi er Rotels high-end-brand, og X5 er en integreret kraftkarl på 2 x 350 watt i 8 ohm og ligner med sine 44 kilo en tank sammenlignet med den minimalistiske Devialet-forstærker på under 10 kg. Den lyder også sådan.

Det kan mærkes! Michi-forstærkeren forvandler højttalerne til et rigtigt vilddyr, som tager fat i kroppen og mørbanker den. Og forstærkeren koster faktisk kun det halve af Devialet, men har så meget mere autoritet, at det slet ikke lyder sådan.

Når rytmerne sætter ind i Uffies lidt sære synthpop-nummer “Cool”, risikerer man at blive kvalm, hvis man ikke passer på med lydniveauet! Alligevel er det så klokkerent og åbent, at tankerne aldrig går mod PA-anlæg eller festhøjttalere. Her er nemlig ingen party-pukkel i bassen; den er bare naturligt hårdtslående, når den skal være det, og opløsningen i højttalerne er så absolut, som jeg tror, jeg nogensinde har hørt.

Klassisk

Man kan ikke have et par højttalere som disse besøg uden at spille klassisk musik. Gerne i timevis. For den måde, fløjterne danser i luften på i Timernes dans af Ponchielli, er næsten uhørt. Jeg kan godt lide at spille rimelig højt for at få de mest stille partier med. Og så bliver mange højttalere anmassende, når de kraftigste udblæsninger kommer; de kan ikke håndtere dynamikken. 801 D4 er derimod så totalt afslappede og selvsikre, at de tager alting i stiv arm.

Scenen tegnes op med både bredde og dybde, hvor hvert instrument placeres pinlig nøjagtigt. Intet stikker ud, når det ikke skal; der er plads til det hele. Og det lyder så ægte, at man må knibe sig i armen.

Konkurrenter

Næsten 300.000 kroner for et par højtalere er det rene galskab og noget, som kun de færreste har råd til. Men der findes alligevel flere højttalere, der er meget dyrere.

Raidhos TD-serie starter ved denne pris for den mindste gulvstående, TD-2.2, mens den største, TD-4.8, koster over en million! Magico M3 koster omkring 750.000 kroner, og sådan kunne vi blive ved. Men jeg er fristet til at sige, at 801 D4 er bedre end dem alle. I hvert fald når vi taler ægte troværdighed, hvor højttalerne er 100 procent sandfærdige i deres præsentation.

Dynaudio Confidence 60 ligger i samme prisklasse som B&W-højttalerne, men heller ikke de spiller lige så frigjort og dynamisk. Dynaudio’erne kræver også meget mere af forstærkeren, før det musikalske rum åbner sig, så den samlede udgift bliver hurtigt meget større. For så godt, som 801 D4 lyder med en forstærker til under 100.000 kroner, kommer man ikke i nærheden af med Confidence 60 uden at bruge 200.000 eller mere på forstærkerdelen.

Konklusion

Bowers & Wilkins 801 D4 er et unikum af en højttaler. Den er stor og imposant, men alligevel smuk på sin egen ingeniørkunstneriske måde. Og den lyder simpelthen fantastisk.

Det er ikke så tit, vi bliver fugtige i øjenkrogen af at lytte til hi-fi. Men med disse højttalere bliver gåsehuden bare ved. Jeg følte det, som om jeg pjækkede fra arbejde, selv om det faktisk er det, jeg er ansat til. Storheden, slagkraften, luften. Det her er højttalere, jeg kunne dø med.

De koster så også en farlig masse penge. Men det, man får for disse penge, er noget af det tætteste på perfektion, vi nogensinde har hørt.