Nogle produkter har man større forventninger til end andre. Og jeg kan næsten ikke huske, hvornår jeg sidst har glædet mig så meget. Jeg har ventet på de gulvstående 803 D3, siden jeg besøgte Bowers & Wilkins’ fabrik i Brighton i september sidste år, hvor den nye D3-serie blev afsløret.
Da vi fik den nye serie at se ved siden af den gamle, så forgængerne forældede ud – de nye højttalere er slankere og langt mere strømlinede. Og i hvid, som testeksemplarerne kom i, ser de simpelthen fantastisk ud!
Selv om der findes endnu større modeller, såsom 802 og den allerstørste 800, så er det 803, der skiller sig ud, især hvis man sammenligner dem med forgængerne. D3-modellen har nemlig endelig fået det karakteristiske dråbeformede mellemtonehoved på toppen – ligesom sine storebrødre – for at gøre lyden fri for resonanser.
Højttalerne rager ikke helt så meget op som de enorme 802 eller de monstrøse 800, så man kan rent faktisk få plads til dem i en almindelig stue.
En genial detalje er, at højttalerne står på hjul – med rigtig gode kuglelejer – hvilket gør dem enormt lette at placere. De sætter ikke mærker i parketgulvet; bare sørg for at have støvsuget, før du triller dem rundt. Og når de så står, hvor du vil have dem, er det bare at stikke hånden ind under basen og skrue de spikes ned, der sidder oppe under. Parketbeskyttere er fæstnet til disse med magneter, så du slipper for at have piggene direkte ned i gulvet.
Den rene og skære sandhed
Til at begynde med slutter jeg højttalerne til det, jeg tilfældigvis har stående hjemme i stuen. Forstærkeren Hegel H160 er rigtig god på alle måder, men står selvfølgelig ikke helt mål med et par højttalere til over 100.000 kroner. Et par velkonstruerede højttalere til en tårnhøj pris er dog sjældent sværere at drive end et par velkonstruerede højttalere til en pænt høj pris. Så vi prøver!
Det skal også siges, at jeg til lejligheden har koblet en åbenbaring af en digitalkonverter til, nemlig Hegel HD30, med min MacBook Pro sluttet til USB-indgangen.
Læs også: Test af Devialet D400 – sensationel fransk forstærker
Det er virkelig et velvoksent lydbillede, der åbenbarer sig. På Adeles “Hello” kommer hun ud i rummet nærmest som en engel fra himlen. En fantastisk åben og gennemsigtig vokal, der hænger som et hologram i stuen. Klaveret lyder fantastisk bredt. Her er ingen kabinetlyd, som farver musikken og lukker den inde. Ligeledes lyder kontrabassen på Elvis Presleys klassiske “Fever” fra Elvis is Back, som om bassisten står i stuen, til venstre for midten og godt ude fra højttaleren.
B&W 803 D3 går også kælderdybt i bassen, når de skal. Hør f.eks. bassen på Malia og Boris Blanks elektronisk ballade “Touching Ghosts”. Bastonerne går så dybt, at det kan mærkes i knæene, og giver det uforvrængede og gigantiske lydbillede et solidt fundament at stå på. Der er også mere luft i bastonerne, end jeg længe har hørt.
Og højttalerne synes at strække sig uendelig højt op i det lyseste overtoneområde. Det må da være det tætteste på perfektionisme, jeg nogensinde har hørt!
Lidt for analytiske
Det er dog kun indtil jeg sætter noget musik på, der ellers skulle være sjovt at lytte til. Tag f.eks. noget typisk listepop som Kygos “Nothing Left” featuring Will Heards. Et elektronisk dansenummer, der er lidt for komprimeret i masteringen, men stadig kan lyde pænt sejt – bl.a. har det en virkelig rå basgang! Men ved ikke smøre noget på og i stedet gengive basrytmerne helt tørt giver 803 D3 ikke noget gratis saft og kraft i basregisteret, hvilket gør det til en lidt flad oplevelse.
Igen får vi et luftigt lydbillede med et så flot perspektiv, som man kan forvente af den slags musik, men “sjovt” er ikke lige det ord, jeg ville bruge.
Noget musik, som jeg ved lyder råsejt på dyrt udstyr, er Rage Against the Machines “Take the Power Back” fra 1992. Her brager stortrommen virkelig igennem! Men på 803 D3 sker det bare ikke. I stedet lyder det temmelig lyst – lysere, end jeg har hørt denne produktion i lang tid. Overraskende, da højttalerne jo har bevist, at de kan grave kælderdybt i bassen.
Men det er ikke det, der er clouet på dette nummer. Det er snarere det kraftige punch i mellembasregisteret. Det kommer ligesom ikke samme udsving – amplitude – på stortrommeanslaget som på f.eks. Piega Classic 60.2, der har væsentlig mere “fun-factor” i basregisteret. Men hvad angår homogeniteten – sammenhængen mellem de forskellige frekvensområder – så har jeg nærmest ikke hørt det bedre end på 803 D3.
Forstærkerskift
Der er grænser for, hvor langt man kan komme med en relativt billig forstærker på 2 x 150 watt. Derfor lånte jeg en Devialet D200 af Norsk Audio Teknikk – en 75.000 kroners digitalforstærker på 2 x 200 watt, som med en superhurtig strømforsyning kan levere væsentlig mere peak-effekt. Det er dog ikke effekten, der er det specielle ved den, men dens klokkerene aflevering af lyden.
Den har også et indbygget filter – kaldet SAM – som tilpasser forstærkerens opførsel til højttalernes elektriske egenskaber, modstand, fase osv.
Ifølge Devialets ingeniører, som jeg talte med for nylig, gør dette filter ikke lige så stor forskel på D3-serien som på andre højttalere, hvilket tyder på en rigtig god højttalerkonstruktion i udgangspunktet. Men én ting, det gør, er at udvide dybbasområdet fra 22 Hz helt ned til 15 Hz. I min stue blev det dog problematisk, og jeg foretrækker for det meste at have SAM-funktionen slået fra.
Endnu mere afslørende
Med den nye forstærker, der passer bedre til højttalerne, forsvinder endnu et silkeslør fra musikken. Alle de kvaliteter, der tidligere kunne høres, bliver endnu bedre fremhævet. Lydlandskabet vokser i bredden og højden, og siden man aldrig kan høre højttalerkabinetterne, hænger musikken så frit i luften, at det næsten er skræmmende.
Højopløst musik køres direkte fra MacBook’en ind i Devialet-forstærkerens USB-port. Jeg ved godt, at jeg har voldhørt jazzalbummet Quiet Winter Night med Jan Gunnar Hoffs ensemble, og at jeg har snakket alt for meget om det i bladet allerede. Men sandheden er, at det er et pokkers vellydende album.
Unni Wilhelmsens stemme er så fokuseret, at det lyder, som om hun står i stuen, og flyglets uendelig mange klanglag kommer frem på den mest naturlige måde. Luk øjnene, og du er i musikken!
Det samme oplever jeg med Leif Ove Andsnes’ The Beethoven Journey, hvor han har fået følgeskab af et fuldt orkester med messingblæsere, strygere og hele pibetøjet. Åbenheden er fantastisk, alle instrumenter er mageløst nøjagtigt placeret, kontrabasserne går virkelig dybt, og der er fuld skrald på orkesteret – men også musestille, når der skal være det!
Ikke sjovere
Alligevel er der ikke mere feststemning end med Hegel-forstærkeren. Med Daft Punk er jeg er vant til at stampe takten og lade det swinge. Med 803 D3 sidder jeg og lytter til alle detaljerne. Skinnet i bækkenerne, den flikflakkende disko-guitar, Pharrell Williams’ mange vokal-dubbinger, som man lettere kan skelne fra hinanden end på snart sagt alt andet, og smældet i lilletrommen. Og elbassen groover godt.
Men stortrommen slår ligesom ikke hårdt nok; den har ikke helt nok punch til min smag. Det er det samme med det nævnte Rage Against the Machine-nummer – jeg kommer ligesom aldrig rigtig i feststemning.
Nu er det garanteret heller ikke feststemning, konstruktørerne har fokuseret på i designprocessen, men snarere et forsøg på at lave så neutrale højttalere som muligt. I den henseende lykkes de over al måde, og det er ikke uden grund, at Abbey Road-studierne bruger højttalere fra netop Bowers & Wilkins til at mikse på.
Konklusion
Når det handler om at gengive musikken i sin usminkede helhed, kan det næppe gøres meget bedre, end Bowers & Wilkins 803 D3 præsterer. Et mesterværk udi ingeniørkundskab, hvor man har vendt og drejet hver eneste bevægelig og ubevægelig del for at finde ud af, hvordan man kan ophæve så meget forvrængning som overhovedet muligt.
Resultatet er højttalere, der giver det ud, som de får ind, og placerer hvert instrument mere præcist, end vi måske nogensinde har hørt før. Man kan høre alle klanglag, og lydbilledet er luftigt og breder sig langt ud over højttalernes placering. Uanset om det er dybe basstemmer eller lyse sopraner, går det hele glat. Og uanset hvad det er, hænger instrumenterne i luften som hologrammer.
Det er dog vigtigt at være opmærksom på, hvad det egentlig er, vi har med at gøre. Vidunderlig åbne og neutrale perspektivmestre er den korte opsummering. Men der mangler noget underholdningsfaktor. Festmusik lyder for tørt, og en del indspilninger har man bare lyst til at smide på lossepladsen efter at være blevet eksponeret for deres svagheder af 803 D3. Men hvis du kan leve med det, skylder du dig selv at låne ører til disse højttalere.
Se videoen fra vores besøg på Bowers & Wilkins’ fabrik her.
Her er vores første møde med den nye 800 D3-serie, da den blev vist frem på fabrikken i Brighton.
Om konstruktionen
Når Bowers & Wilkins igen har besluttet sig for at forbedre deres bedste og dyreste serier, bliver intet overladt til tilfældighederne. Næsten ikke en eneste komponent er tilbage fra forrige generation, med undtagelse af selve domen på Diamond-diskanten, højttalerterminalerne og en skrue hist og her. Stort set alt er nyt.
Kevlar har måttet vige
Det første, man lægger mærke til, er at den karakteristiske gule mellemtonemembran af vævet kevlar er erstattet af et nyt, sølvgråt element. Hvilket er en stor forandring – kevlar har trods alt været B&W’s foretrukne materiale siden 1974!
Den nye membran hedder Continuum og er også vævet, men beklædt med et tyndt metallisk lag. Det besidder de samme hovedegenskaber som kevlar, men skal have langt mindre opbrydning, og stående lydbølger dør ud med det samme. Mere af forstærkerens energi overføres til lyd, hvilket igen giver bedre dynamik.
Nye basmembraner
Basmembranerne er ligesom før en sandwichkonstruktion med kulfiber limet uden på et stift skummateriale. Men ved at studere og analysere bevægelserne med laser kan man se, at membranen bryder op langs ophænget, idet den bevæger sig ud og ind.
En perfekt stempelbevægelse ikke er muligt, men B&W er kommet meget tættere på med den nye membran. Bl.a. ved at gøre den tykkere på midten, hvor den er mest udsat for opbrydning.
Nye kabinetter
Af æstetiske årsager er det hoved, som huser mellemtone-elementet, mindre end det, der sidder på modellerne 802 og 800. Lavet af et enkelt stykke aluminium er det nye Turbine-hoved mekanisk bedre end det gamle Marlan-hoved. Forvrængninger er mindre og sker ved højere frekvenser, hvilket gør dem mindre hørbare.
Diskant-elementet, som troner på toppen, er også skiftet ud, da det ligeledes havde mekaniske problemer før. Hvor det gamle diskantkammer ringede som en klokke, når man slog på det, er det nye helt dødt.
Kabinetterne i sig selv er også helt nye. Såvel udvendig som indvendig er man gået helt væk fra MDF til fordel for krydsfinér, og lasermålinger har hjulpet til at konstruere både et indvendigt skelet og et udvendigt kabinet, der vibrerer langt mindre.
Second Opinion: Audun Hage
De nye 803 D3 fra Bowers & Wilkins er uden tvivl banebrydende højttalere. Evnen til at tegne et tredimensionelt lydbillede op, hvor musikere og instrumenter så at sige opstår ud af den tomme luft (“luk øjnene, og de er der”-følelsen), er omtrent uden sidestykke!
Allerede fra første strofe af Adeles “Hello” kan man høre, at det her er noget helt særligt, hvad angår fokus og tilstedeværelse. Som i manges øjne er den hellige gral, når det gælder high-end lyd.
Alligevel havde jeg brug for lidt tid til at vænne mig til den forholdsvis lyse og fremadlænede klang fra 803 D3. For nylig havde vi Focal Sopra Nº2 på besøg, som også er ekstremt højopløste, åbne og afslørende højttalere, men B&W’s 803 D3 tager det på sin vis endnu længere.
Klangmæssigt oplever jeg dem som endnu mere neutrale end Sopra Nº2 – i så høj grad, at jeg kan savne en antydning af varme. Bassen er stram og går kælderdybt uden at mukke, men den kunne for min skyld godt have lidt mere punch og “guts” i det øvre basområde. Den stramme, meget korrekte balance gør, at man på nogle numre vil savne lidt engagement og “fun-factor”, i hvert fald til at begynde med.
Efterhånden som man bliver bedre kendt med højttalerne, vil man imidlertid opdage langt større forskel mellem indspilninger, end man tidligere har været vant til. Det er ikke tilfældigt, at 800-serien anvendes som monitors i studier som Abbey Road!
Så er spørgsmålet, om man vil have sådan et præcist instrument, eller man vil have lidt mere liv og røre i musikgengivelsen. Det valg må du selv tage, men der er ingen tvivl om, at 803 D3 sætter en ny standard og skal høres, hvis du overvejer at købe højttalere i denne prisklasse.
Læs videre med LB+
Årets bedste tilbud
Fuld adgang til alt indhold i 4 uger for 4 kr
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer