TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV

TEST: Bowers & Wilkins 805 D4 Signature

Raffineret lydbillede

Alt ved Bowers & Wilkins signatur-udgave af 805 D4 er fantastisk, men prisen er stejl.

Af / 01/02/2025 - 11:02
Bowers & Wilkins 805 D4 Signature

Lyd & Billede mener

  • Smuk varm og åben lyd, stort lydbillede og masser af bas for en kompakt højttaler. Fremragende kvalitetsindtryk.
  • Er i en ganske voldsom prisklasse.

Ved et tilfælde faldt jeg over pressemeddelelsen fra 2023. Der lancerede Bowers & Wilkins en specialudgave af den mindste højttaler i 800-serien, 804 D4, som vi testede i 2021. I modsætning til mange andre producenters er Bowers & Wilkins’ pressemeddelelser ret nøgterne, informative og dejligt korte.

Der står, at signatur-udgaven af 805 D4 er en forbedret version af den allerede næsten perfekte 805 D4, og man kan få højttalerne i to eksklusive designs. Mod et pænt pristillæg, selvfølgelig. Det kan have været det sidste, der gjorde, at pressemeddelelsen endte i arkivet efter at nyheden var skrevet. Dengang tænkte jeg nok, at det ikke var særligt aktuelt at teste dem.

Normalt er såkaldte signatur-udgaver noget producenterne finder på, når højttalerne har været på markedet så længe, at salget begynder at falde. Se det som en slags revitalisering af en udgående model. Til en højere pris, selvfølgelig, for det skal være eksklusivt. Ofte består det eksklusive i en speciel lak eller dyr træfinér og en graveret messingplade. Måske følger der en bog med og et par hvide handsker, og det er så dét.

Der plejer ikke at være så meget at begejstres over.

Bowers & Wilkins 805 D4 Signature

Signatur-udgaven af 805 D4 kom kun to år efter D4-udgaven blev lanceret, og jeg husker, at jeg tænkte, at det var lidt tidligt at komme med en ‘eksklusiv’ udgave af højttalerne. Som vi selvfølgelig testede i deres originale version dét år, de kom, og konkluderede, at de udgjorde eviggyldigt referenceudstyr, og gav dem seks stjerner.

Annonce
Læs også TEST: Bowers & Wilkins 705 S3 vs. Bowers & Wilkins 705 S3 Signature Er det ren pynt, når Bowers & Wilkins laver særlige ”signaturudgaver” af nogle af deres højttalere? Eller er der en reel forskel på kvaliteten? Vi spiller to udgaver af B&W 705 S3 ud mod hinanden i en tvekamp.

Men da jeg læste pressemeddelelsen anden gang, blev min nysgerrighed vakt. Ikke så længe forinden havde vi testet signatur-udgaverne af den nye 700-serie fra B&W med godt resultat. Det var ikke svært at høre, hvad der var forbedret ved signatur-udgaverne.

Kunne det tænkes, at det samme gjaldt 805 D4 Signature?

BW 805 D4 Signature California Burl Gloss Social Lifestyle 6 16x9 1
805 D4 Signature. Foto: Bowers & Wilkins

Diamanter og metallic-lakk

Der var kun én måde at finde ud af det på.

B&W har gjort som de fleste gør og producerer 805 D4 Signature i eksklusive lakfarver. Du kan vælge mellem en dyb blå silkeblank lak i 11 lag, som de kalder Midnight Blue Metallic, og som ser fantastisk ud. Næsten sort i svagt lys, og dyb blå, når sollyset rammer metallic-lakken.

Den anden version hedder California Burl Gloss med 14 lag lak over en træfinér, der er tilpasset hos italienske Alpi. Burl er hentet fra træværk, hvor der vokser en speciel type svamp, når træet bliver gammelt. Den er bukket rundt om B&Ws 12-lags kabinet, med tynde træplader formet under højfrekvent højtryk, og er stivere end de fleste firkantede kabinetter.

Men som jeg allerede har nævnt, er en eksklusiv farve ikke værd at kalde en signatur.

Det er B&W enig i, så de har lavet nogle ændringer, der har betydning for lyden, og som man ikke ser, men hører. Lad os starte i toppen.

BW 805 D4 Signature California Burl Gloss Social Beauty 2 16x9 1
25 mm diamantdome. Foto: Bowers & Wilkins

Her finder man B&Ws karakteristiske diskant-rør med en 25mm diskantmembran belagt med et 40µm tykt, kunstigt fremstillet diamant-materiale. Foran membranen er der monteret et nyt gitter, som er mere åbent end på standardudgaven af 805 D4. Røret er, som vi allerede er klar over, åbent bagtil for at fjerne kompression og forvrængning. Sort læder fra engelske Connolly – kongelig hofleverandør til bl.a. Rolls-Royce – er trukket rundt om diskant-røret, på en modificeret topplade i aluminium.

Bas- og mellemtoneenhederne med den 16,5 cm store Continuum-membran er det samme som i 805 D4, men her har B&W forstærket den indvendige Matrix-struktur med aluminium. Indvendig er der også lavet ændringer på delefilteret, hvor nye kondensatorer i delefilteret er koblet dobbelt i bypass.

BW 805 D4 Signature California Burl Gloss Social Beauty 3 16x9 1
16,5 cm Continuum membran Foto: Bowers & Wilkins

Signatur-lyd

De elektriske egenskaber er på papiret identiske med 805 D4. Frekvensresponsen rækker ned til næsten 42 Hz ved -3 dB, og ned til 34 Hz ved -6 dB. Følsomheden er moderate 88 dB, nominel impedans er 8 Ohm, og den falder aldrig under 4,6 Ohm ifølge B&W.

Der findes ingen signaturudgave af stativerne; de er de samme som til 805 D4. Med stål-indsatser i bunden, der giver stabilitet, justerbare pigge i hjørnene og en topplade, som højttalerne kan fastgøres til med fire skruer.

BW 801 D4 Signature California Burl Gloss Social Beauty 6 16x9 1
Foto: Bowers & Wilkins

Testperioden startede med 805 D4 Signature på de originale stativer, placeret 80 cm fra bagvæggen og vinklet indad mod midten af sofaen i lytterummet. De første uger vekslede jeg mellem Denon PMA-3000NE og Yamaha A-S3200, senere blev højttalerne koblet til en Hegel H190V, og mod slutningen af testperioden en McIntosh MC312 på 2 x 300 W.

Fire ret forskellige forstærkere med forskellige signaturer, men alle fungerede strålende med 805 D4 Signature. De behøvede ikke musklerne fra en McIntosh for at spille godt. De er nemlig relativt lette at drive. Denon-forstærkeren gav mig et silkeblødt og særdeles velopløst lydbillede gennem 805 D4 Signature, Yamaha-forstærkeren strammede bassen op, og Hegel-forstærkeren indsnævrede fokuset.

BW 801 D4 Signature California Burl Gloss Social Beauty 7 16x9 1
California Burl Gloss. Foto: Bowers & Wilkins

Uanset hvilken forstærker der var tilsluttet, fik jeg glæden ved at nyde et usædvanligt stort lydbillede for en så kompakt højttaler. Få højttalere af denne størrelse går lige så dybt med samme overbevisning som et par 805 D4. Signature-versionen er ikke anderledes her, men det er den på andre områder.

Man får den samme let afrundede, men tydeligt definerede bas, som løfter området mellem 50 og 200 Hz med en behagelig energi. Neutral? Nej da. Så skal du købe Magico A1 i stedet, men denne energibombe giver slagtøj ekstra vægt og kontrabas krop og fylde.

Der er ikke ægte dybde-bas her, men højttalerne rækker tilstrækkeligt dybt til, at den laveste oktav fra et koncertklaver lyder realistisk og troværdigt. Hvilket fører mig til klaverklang. Det er ligegyldigt om det er Leif Ove Andsnes eller Jan Gunnar Hoff. Klaverklangen er dyb og klingende, rig på klangfarver og opleves som fyldestgørende, varm og dynamisk.

BW 805 D4 Signature Midnight Blue Metallic Social Lifestyle 3 16x9 1
Midnight Blue Metallic. Foto: Bowers & Wilkins

Vokal får den varme, som er nødvendig for at der er krop i lydbildet, ikke bare strube, og den er hverken nasal eller indesluttet. Langt fra. Mellemtonen er i det hele taget højttalernes største styrke.

Der er lidt mere energi i toppen på 805 D4 Signature sammenlignet med den originale 805 D4. Men det bliver aldrig spidst eller skingert. Det mærkes bedst på den øverste oktav fra et klaver, messingblæsere og kvindelig vokal. Her lyder 805 D4 Signature lidt mere markeret i toppen. Jeg kan ikke sige, at jeg synes, det er ubehageligt – faktisk kan jeg godt lide den mere markerede energi.

BW 805 D4 Signature Midnight Blue Metallic Social Beauty 2 16x9 1
Foto: Bowers & Wilkins

Det giver faktisk en bedre rytmefornemmelse, for cymbaler, strygere og for så vidt også kantslag på en lilletromme lyder mere markeret, og det er ikke galt i min bog.

805 D4 Signature ligger i en prisklasse, hvor der findes flere gulvstående end kompakthøjttalere. Det gør det vanskeligt at finde relevant sammenligningsgrundlag, men den originale 805 D4 er et naturligt sammenligningsgrundlag. Og ja, 805 D4 Signature er en bedre højttaler på nogle områder.

BW 805 D4 Signature California Burl Gloss Social Lifestyle 7 16x9 1
Foto: Bowers & Wilkins

Konklusion

Et par 805 D4 Signature åbner lydbilledet endnu mere end et par standard 805 D4. Lydbilledet er mere ryddeligt og bedre fokuseret. Den samme naturlige varme klang er bevaret, men diskanten opleves som mere markeret, og man får et klarere vindue til musikken. De deler ellers de samme kvaliteter, men hvis man sætter pris på en højere grad af raffinement og en bedre fokuseret detaljegengivelse, så er 805 D4 Signature pengene værd sammenlignet med at købe et par nye 805 D4. Men havde jeg siddet med et par 805 D4, tvivler jeg på, at jeg ville vælge at opgradere til 805 D4 Signature, for forskellene er faktisk ikke store.

Læs også TEST: Bowers & Wilkins 801 D4 Det her er ultra high-end, der får dig til at græde. Af glæde over at føle musikkens fuldkomne magi. Og af sorg, fordi du aldrig vil få råd til dem.
Karakter
Bowers & Wilkins 805 D4 Signature
High End
Lasse Svendsen
(f. 1965): Chefredaktør. Lasse har arbejdet for Lyd & Billede siden 1999. Han har også skrevet om foto for magasinet Fotografi og om hi-fi for Audio Video, ligesom han har erfaring som biljournalist fra bladet Drive. Det hele startede i 1980 med en Garrard-pladespiller, en Tandberg-receiver og et par Jamo-højttalere. Lasse har desuden stor erfaring fra hi-fi-branchen og skriver i dag mest om foto, hi-fi, computere og lyd, men også om biler.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Trådløs luksus

Perfekte til skrivebordsanlægget

Audiofilt på mindre plads

Næstmindst – men stor

Bryder grænserne og lænser tegnebogen

Perfekt balanceret klang

Slank dansker imponerer

Ekstreme kraftkarle fra Norge

Her får du den bedste lyd

Bærbar partyhøjttaler

Tre premium soundbars der forbedrer din filmoplevelse

Milepæl for Buchardt