TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

TEST: DALI Oberon C surround-system

Hjemmebio uden bøvl

FØRSTE TEST I SKANDINAVIEN: DALIs trådløse surround-system er til dem, der vil have bedre lyd – men uden kompliceret opsætning og mange lange kabler.

Af / 16/02/2022 - 14:00
DALI Oberon C surround-system

Lyd & Billede mener

  • Rigtig hi-fi på den nemme måde. Opsætningen er ret simpel. Stuen bliver ikke viklet ind kabler.
  • Koster lige så meget som et sammenligneligt traditionelt hjemmebiosystem. Ingen rumkorrektion. Ingen 3D-lyd.

Lyden er den halve oplevelse, når de nyeste film skal nydes i hjemmebiografen. Og helst skal den være i fuld surround-sound, så man føler sig hensat til scenerne fra filmen.

Men at sætte et komplet surround-anlæg op betyder ikke blot, at der skal findes plads til mindst seks højttalere. Det kan ellers i sig selv sætte både entusiasmen og parforholdet på prøve. Den store udfordring kommer, når det hele skal sættes sammen og justeres ind. Man får hurtigt trukket 50 til 100 meter kabler i stuen. Og så følger den langsommelige proces med at indstille niveauer, tidsforsinkelse og delefrekvenser på hver af de mange højttalere.

Derfor er det ikke mærkeligt, at stadig flere vælger at springe over, hvor gærdet er lavest, ved at købe en soundbar. Eventuelt suppleret med en trådløs subwoofer og ditto baghøjttalere.

7.1 kanaler uden kabel

DALI har en anden løsning på programmet. Firmaet har netop opdateret sit program af trådløse højttalere til at kunne arbejde sammen i op til 7.1 kanalers surround. Til at styre det hele er det kommet et indstikskort til den dertil hørende Sound Hub, der dekoder lyden fra TV’et i fuld surround.

DALI EQUI Environmental Large room 7.1 system Isometric OBERON 1 C Day
Man kan have op til 7.1 kanaler i surround-systemet. (Foto: DALI)

DALI lover, at det er (næsten) lige så let at opstille som en soundbar. Det lyder besnærende, men er det virkelig så nemt og godt? Vi har taget dem på ordet og sat et hjemmebiosystem sammen baseret på højttalere fra Oberon C-serien, som vi ved flere lejligheder har testet i stereoudgaver.

Annonce

Frit valg på alle trådløse hylder

Vores testsystem er, bortset fra subwooferen, hentet fra Oberon C-serien. Men det har alene været for at holde prisniveauet nede. Alle DALIs trådløse hi-fi-højttalere kan bruges i systemet. Hvis man har lyst og penge, er det fuldt ud muligt at blande serierne – og bruge f.eks. Rubicon 8 C som fronthøjttalere, Callisto 6 C som baghøjttalere og Oberon 7 C som sidehøjttalere. Eller omvendt, hvis man har det på den måde.

Man kan endda blande på tværs af serier og modeller og have forskellige modeller i højre og venstre side. Det vil dog sandsynligvis være en virkelig uhensigtsmæssig idé. Men det er tilladt, og Sound Hub’en finder selv ud af at tilpasse indbyrdes niveauer og delefrekvenser til de tilstedeværende højttalere og deres placering.

Trådløst kabel

Der findes ikke en dedikeret trådløs subwoofer i DALIs program. I stedet for at genopfinde den dybe tallerken har man valgt at lave en adapter, DALI WSR, som kan forbinde en hvilken som helst aktiv subwoofer med Sound Hub’en. Adapteren har ingen andre funktioner end at skabe forbindelsen. Og funger altså i bund og grund som “et trådløst kabel”. Vil man spare pengene til adapteren, er det stadig muligt at trække et almindeligt kabel mellem subwoofer og Sound Hub.

Ikke helt trådløst

Når man taler om trådløse komponenter til stueanlægget, er det kun næsten sandt. Alle dele af anlægget skal stadig have strøm fra lysnettet, og Sound Hub’en, der fungerer som kontrolenhed og samlecentral, skal også have kabelforbindelse fra signalkilder som TV og f.eks. CD-afspiller.

Det er der ikke noget fordækt i; en trådløs router skal jo også både have strøm og internetforbindelse. Det vigtige er de mange, mange meter med tykke bundter af højttalerkabler, som man slipper for at forsøge på at gemme væk langs panelerne i stuen.

Kan vokse med opgaverne

Vi prøvede flere forskellige opsætninger. Til fronthøjttalere brugte vi dels Oberon 1 C og de meget større Oberon 7 C. Baghøjttalerne var endnu et sæt Oberon 1 C, og centerhøjttaleren var den helt nye Oberon Vokal C.

Da vi havde et sæt Oberon 1 C til overs, blev det også muligt at teste systemet i 7.1-opsætning. Subwooferen var DALI Sub E-12 F, forbundet via den trådløse adapter DALI WSR. Trådene blev samlet i DALI Sound Hub med HDMI-modul og BluOS-modul.

DALI EQUI Environmental Large room 7.1 system OBERON 7 C Close up Front
Alle DALI’s trådløse aktive højttalere kan kombineres i systemet. (Foto: DALI)

Opsætning

En moderne surround-receiver er et teknisk vidunder, der får den samlede computerkraft i Apollo-rumprogrammet til at ligne en trivialitet. Og opsætningen er ligeledes ren raketvidenskab. Det er det, DALI har prøvet at gøre op med.

Højttalerne opstilles på samme måde, som man ville gøre det med passive højttalere. Bare uden det edderkoppespind af højttalerkabler, som selv en højttalerfanatiker som undertegnede kan frygte. Ideelt set skal højttalerne anbringes symmetrisk i forhold til lyttepladsen og i ørehøjde. Men da der kan korrigeres for afstanden, er det ikke så kritisk, om bag- og sidehøjttalere placeres helt perfekt.

Manuel fintrimning

At få alle højttalere til at spille på deres pladser tager ti minutters tid, hvilket er en hel del hurtigere og lettere end det er at få et kablet surround-anlæg til at spille. Inden man kan læne sig tilbage i stolen og blænde op for The Matrix Resurrections, skal lydniveauer og tidsforsinkelse for hver højttaler fintrimmes. Systemet kender på forhånd hver højttalers egenskaber og frekvensområde. Men ikke placeringen af den.

Om dette er lettere eller sværere end med en surround-receiver, er en smagssag. Så godt som alle surround-receivere har automatisk indstilling af højttalerne ved hjælp af en målemikrofon. Det tager ligeledes omkring ti minutter. Hos DALI er processen manuel, men også forholdsvis simpel. Først indstilles lydstyrken – her er en lydtryksmålings-app på mobiltelefonen en stor hjælp. Dernæst skal hver højttalers afstand til lyttepositionen (1-7 meter) indstilles. Her er et målebånd en tilsvarende god hjælp.

Ét er målinger, noget andet er praksis. Lydniveauer og afstand (eller rettere forsinkelse) måtte finjusteres i flere omgange. Det samme måtte subwooferens fysiske placering i rummet, da bassen blev for buldrende ved den første placering. I forbindelse med basgengivelsen savnede jeg meget AV-receiverens rumkorrektion, som automatisk kan save toppen af de værste rumresonanser.

Til finjusteringen er musik og ørerne det mest effektive måleinstrument. Er balancen mellem subwooferen og fronthøjttalerne rigtig? Er stortrommeslaget i takt med det, som resten af bandet spiller? Det bliver ikke afsløret lige så godt af en film, hvor effektlyden gerne består af langsommere dyb buldren frem for rytme.

Som altid handler testlytning om at bruge optagelser, som man kender. I mit tilfælde koncertfilmen Steve Hackett Live at Hammersmith, hvor de stærkt synkoperede Genesis-rytmer fik afklaret, at subwooferen skulle forskydes 20 cm ekstra bagud i opsætningen for at få bassen helt tight.

Kræver ARC

For at kunne bruge DALI-anlægget til hjemmebio skal man have et TV med ARC (Audio Return Channel) – og helst den forbedrede eARC, der gør det muligt at sende ukomprimeret lyd fra TV’et. Nej, der er ingen alternativer. Sound Hub’en har både analoge indgange og optisk digitalindgang. Men kun HDMI-signaler giver ægte surround-lyd i højttalerne.

Derpå skal højttalerne en ad gangen tilkobles til Sound Hub’en. Det sker med en knap på bagsiden af højttaler og hub. Til sidst skal højttalerens rolle i systemet vælges på et display, der findes på både højttaler og hub. Der er otte mulige placeringer at vælge imellem for henholdsvis de to frontkanaler, sidekanaler, bagkanaler samt center og subwoofer.

Bemærk, at hub’en kan styre op til ti højttalere. Og at to højttalere godt kan have den samme placering. Man kan altså godt have to (eller tre) subwoofere. Eller to sæt hovedhøjttalere.

Så er det popcorntid!

Med alle kanaler på plads nåede vi frem til den sjove del af opgaven. Det er en ekstra fornøjelse at kunne se film i arbejdstiden – og ovenikøbet få løn for det.

Oberon 1 C-højttalerne kendte jeg i forvejen som et sæt glimrende lydgivere til prisen. Men systemet er vokset med opgaven, og biograffølelsen er overbevisende nok til at stille en gammel biografoperatør som mig tilfreds. Når jeg nu ikke lige kan få presset en sal med 93 sæder og et 7200 watt lydsystem ind i en 25 kvadratmeter stue i en andensals lejlighed.

Både Oberon 1 C og Oberon 7 C blev prøvet som fronthøjttalere, og her fungerede Oberon 1 C faktisk bedre. Kombinationen af de større gulvhøjttalere, der ikke deles nedadtil, og subwooferen gav simpelthen for meget bas i den ikke særlig store stue. Med de små højttalere i front blev lydbilledet mere afbalanceret, og perspektivet bredt og stabilt på en måde, som er svært at opnå med en soundbar – hvor surround-lyden simuleres ved hjælp af DSP-trylleri med faseforholdene.

Konklusion

DALIs mål med surround-systemet har været at lave noget, der er lige så nemt at sætte op som en soundbar, men som lyder lige så godt som et fuldblods hjemmebiosystem. Den opgave må siges at være lykkedes.

Det er klart, at når vi har testet den billigste konfiguration, slår den ikke et dobbelt så dyrt system med større højttalere og flere kanaler. Men lydkvaliteten i Oberon C-højttalerne er upåklagelig til prisen, og styringen og surround-dekodningen er helt problemfri. Det gør DALI-systemet til et rigtig interessant bud, hvis der skal god lyd i mange kanaler i dagligstuen.

Til den dedikerede hjemmebiograf vil valget nok være anderledes. DALI-systemet kan maksimalt konfigureres til 7.1 kanaler, og højdekanaler i form af Dolby Atmos understøttes ikke. Ej heller DTS:X. Det er i de fleste tilfælde en begrænsning, som det er let at leve med. Og lydbilledet er stort. Men en begrænsning er det. Og er du en af de få, der sætter et særligt rum af til hjemmebio, kan det være en vigtig mangel. Manglen på rumkorrektion kan desuden gøre det svært at nå en lige så jævn frekvensgang i bassen som på et system med AV-receiver.

DALI Oberon 1 C

Alsidig byggesten

DALI Oberon 1 C er en alsidig byggesten i den aktive, trådløse hjemmebiograf. Hvor de kan udfylde næsten alle roller.

Forbløffende stor og velopløst lyd, prisen i betragtning. Fleksibel. Den lille charmerende højttaler kan faktisk bruges overalt i surround-systemet (undtagen som subwoofer).
Forstærkereffekten er begrænset.
Læs hele testen

DALI Oberon 7 C

Fuldvoksen lyd

Dali Oberon 7 C fylder din stue med lyd, der både er velopløst og magtfuld i en grad, der sagtens kunne koste mere, selv hvis man ikke fik forstærkeren med i købet.

Stor højttaler, der kan spille selv en ganske stor stue op.
Pladskrævende. Til små stuer er det ofte overkill med både gulvhøjttalere og subwoofer.
Læs hele testen

DALI Oberon Vokal C

Centrum i filmoplevelsen

DALI Oberon Vokal C klarer den vigtige opgave at lægge stemme til handlingen på skærmen.

God stemmegengivelse, der gør dialogen let forståelig.
Ikke så dyb bas som de øvrige Oberon-modeller. Men det er heller ikke en centerhøjttalers opgave.
Læs hele testen

DALI Sub E-12 F

Solidt fundament

DALI Sub E-12 F har kræfter nok til at lægge en bund, som de færreste soundbar-sæt kan matche.

Smæk for skillingen til en ganske rimelig pris. Her kan ingen soundbar-sæt følge med.
Fin til filmbrug, men til musik ville vi nok vælge en mere nuanceret - og dyrere - model.
Læs hele testen

DALI Sound Hub

Hjertet i det trådløse system

Den fungerer som en digital forforstærker med trådløs forbindelse til højttalerne.

Elegant og simpel styring af op til 10 trådløse højttalere. HD-lyd i op til 24-bit/96 kHz. Kan udvides med indstiksmoduler.
Ingen rumkorrektion. Udvidelsesmodulerne er ret dyre.
Læs hele testen

DALI HDMI Audio Module

Opgradér med surround

HDMI Audio-indstiksmodulet opgraderer Sound Hub med support for surroundlyd i op til 7.1 kanaler.

Giver fuld surround-lyd med alle DALI's aktive trådløse højttalere. Simpel opsætning.
Understøtter ikke 3D-lyd med Dolby Atmos.
Læs hele testen

DALI WSR

Gør din subwoofer trådløs

DALI WSR er en trådløs adapter, der kan føje en hvilken som helst aktiv subwoofer til det trådløse højttalersystem.

Kan gøre enhver subwoofer trådløs og få den til at arbejde med DALIs trådløse Equi-system.
Da Sound Hub'en har subwoofer-udgang, kan man tilslutte en aktiv subwoofer langt billigere med et kabel.
Læs hele testen
Karakter
DALI Oberon C surround-system
Premium
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ultra short-throw-projektorer – det perfekte alternativ til et kæmpe-TV?

100 tommer fra 1,5 meter!

Short-throw-projektor i luksusklassen

Rullende hjemmebiograf

Tag skærmen med dig overalt! 

Marantz' flagskib på testbænken

Præcision til fingerspidserne

Her får soundbaren klø

Marantz gi'r os en hæsblæsende oplevelse

Denon har overgået sig selv

"Usynlig" storskærm med laser

Skræmmende realistisk biografbillede