Jeg er ikke i tvivl om, at det var ventetiden værd. Den nye generation af Confidence er det soleklart bedste, jeg nogensinde har hørt med Dynaudio-logoet på, og den mindste udgave er en lysende stjerne på hi-fi-himlen.
Det har taget dem flere år at færdiggøre den nye højttalerserie. Men de har brugt tiden godt.
Alt bortset fra navnet er nyt. Den allermindste i serien, som vi tester her, er ligesom forgængeren en tovejshøjttaler, ellers er alt andet på Confidence 20 udviklet fra bunden.
Lillebror er i øvrigt ikke så kompakt, som det måske ser ud på billederne. Med stander måler den 113 cm i højden og med en dybde på næsten 46 cm er det ikke ligefrem en reolhøjttaler.
Men Confidence 20 er indgangsbilletten til et univers, hvor portene til skelsættende musikoplevelser slås op på vid gab. Det er højttalerne til dem, der synes, at gulvhøjttalere fylder for meget, men almindelige standerhøjttalere er for pjevsede.
Hvis man savner mere dybbas eller har brug for at fylde en stor stue, findes der tre større gulvhøjttalere i Confidence-serien. Den slanke Confidence 30, den større Confidence 50 med en ekstra mellemtone-enhed og flagskibet Confidence 60. Der koster lige så meget som en mellemstor bil.
Vi har lyttet til dem alle fire og er ikke sikre på, at det overhovedet er muligt at finde en favorit. Bortset fra de åbenlyse forskelle i fysik, lydtryk og dynamik, især i bassen, har de en identisk lydsignatur. En næsten gåsehudsfremkaldende åbenhed og en nærmest grænseløs dynamik og dybde.
Det, Dynaudios ingeniører har opnået her, har flyttet niveauet for lydkvalitet et godt stykke op i forhold til forrige generation af Confidence.
Det her er High-end med stort H.
Montering
Højttalerne leveres i trækasser med et par Confidence 20 plus standere. Som følger med. Det er der en grund til.
Udpakning og opsætning tager lidt tid, for kassen skal skrues op, standerne skal samles, og så skal de medfølgende pigge og eventuelt parketbeskytterne på plads. Derefter kan højttalerne sættes på toppladen og skrues fast fra undersiden med tre skruer.
Under monteringsprocessen vil man bemærke, at Dynaudio har beskyttet den nye Esotar 3-diskant med en gul plastkop. Man vil også bemærke, at basrefleksporten sidder på undersiden, og at toppladen på standerne har en gummieret forhøjning. Den fungerer som diffuser for den bas, der strømmer ud af porten, og forhindrer blafren og pusten fra portene. Hvis man spiller højt.
For det kan man virkelig.
Compex og DDC
Nogle vil hævde, at det her har de set før, og det er helt rigtigt. Confidence-serien har ligesom forgængerne “hængende” frontplader. Sådan ser det i hvert fald ud. De er lavet af et kompositmateriale kaldet Compex med udfræsninger til enhederne og en struktur på bagsiden, som skal give maksimal stivhed. Det skal ikke bare se pænt ud, men er også med til at holde resonanser væk og give en mere ensartet spredning af lydbølgerne.
Confidence 20 er den eneste i serien, der ikke har diskant-enheden monteret i Dynaudios DDC-baffel – Dynaudio Directivity Control. Som er en formstøbt aluminiumramme omkring diskanten med en nøje udformet kurve på frontbaffelen, der skal give bedre kontrol over spredningen af høje frekvenser.
Nye enheder
Kabinetkonstruktionen er også ny med horisontale forstærkninger på indersiden og et avanceret delefilter, som er sat op med Van den Hul-kabler fra WBT-terminalerne på bagsiden til de nye enheder.
Såsom Esotar 3 – tredje generation af Dynaudios high-end diskant-enhed. Og den nye bas/mellemtone-enhed med membran af magnesiumsilikatpolymer (MSP).
En kraftigere neodymmagnet driver den nye diskant, der har et større bagkammer, som dæmper de resonanser, der kan opstå af luftstrømmen bag silkemembranen. Dynaudio har placeret en lille diffuser på indersiden – Hexis – som bl.a. giver en mere jævn frekvensrespons og bedre resonanskontrol.
Neodym bruges også til magneten på de nye bas-enheder. Som driver en svingspole i trelags glasfiber med MSP-membranen fæstnet til en ny letvægtskurv.
Jupiter
Højttalerne har også været en tur forbi Jupiter. Ikke planeten, men Dynaudios nye måleanlæg. Som er et kubeformet dæmpet rum, der måler 13 x 13 x 13 meter og har to elektromotoriserede rigs. Den ene stiller man højttaleren på, hejser den op til midt i rummet og placerer så en syv meter stor buet mikrofon-rig foran og måler signalresponsen fra højttalerne.
31 specialkalibrerede mikrofoner fra Brüel & Kjær laver en 360 graders måling ved at rotere hele riggen, og efter nogle minutter har ingeniørerne en komplet måling af højttalerne.
Hele Confidence-serien har været forbi Jupiter under udviklingen. Det samme har Evoke-serien, som vi testede for nylig, samt den trådløse Music-serie og pro-højttalerne i Core-serien.
Men som vi ved, er målinger ikke alt – der skal også lyttes.
Referenceklasse
Jeg indså det straks, da jeg satte en gammel optagelse med Sarah Vaughan og Clifford Brown på. Optagelserne blev lavet i december 1954, i mono, men lød så ferske og friske, at jeg måtte nive mig i armen.
Her havde jeg en 65 år gammel plade, men realismen var uhyggeligt god. Vokalen sad som en ske i en honningkrukke, klistret midt i rummet, og jeg aner ikke, hvordan det er muligt, men højttalerne gjorde et hæderligt stykke arbejde med at skabe en troværdig illusion af tredimensionalitet.
Normalt lyder gamle mono-optagelser fladere, mere sammenpresset og aldrig så dynamisk som dette.
Højttalerne prøvede så kræfter med Radioheads “Hail To the Thief”, hvor jeg forsøgte at fremprovokere åndedrætsbesvær i bassen. Det skete ikke. Godt hjulpet af en stærk McIntosh-forstærker skruede jeg endnu mere op for lyden og satte Puccinis La Bohème på. Den berømte Decca-optagelse med Pavarotti og Mirella Freni, og Karajan som dirigent.
Gud i himlen, sikke en oplevelse!
Denne version af La Bohème har jeg hørt utallige gange, og jeg kan tælle de højttalere, der har leveret en bedre lydoplevelse end Confidence-højttalerne, på én hånd. De fik ganske vist ikke den dybeste bas fra orkestergraven med, men dynamikken fra omkring 40 Hz og opad var chokerende god. Disse højttalere har en så ekstremt ekspansiv og præcis dynamik, at jeg næsten ikke kan vente med at teste de større højttalere i samme serie.
Jeg har flere gange læst, at Dynaudio-højttalere lyder tyndt. Well, de her hører ikke til i den kategori! Confidence 20 lyder usædvanlig fyldigt og voksent i forhold til deres størrelse, men ikke med opblæst bas.
Der er mere bund og dynamik her end i Dynaudios Contour 20, som har været vores reference i kompaktkategorien, og endnu mere indsigt og dybde.
Højttalerne skaber en fantastisk dybde i musikken. Ikke kun på orkestermusik, men også på klaverkoncerter, f.eks. Keith Jarretts berømte Köln-koncert. Jarrett laver stønne- og gryntelyde her og dér under koncerten, og de kan høres langt bedre end på Contour 20.
Han stamper også takten enkelte steder, og det kan man høre på alle højttalere, men her kan man også høre den efterklang, som mikrofonen samler op, men som mange højttalere maskerer.
Confidence-højttalerne har også en dynamisk intensitet og kontrast, der minder om store hornhøjttalere, f.eks. Klipschorn. Men her håndteres både mikro- og makrodynamikken med ekstrem præcision.
Jeg hørte klange og detaljer her, som jeg ikke havde hørt lige så krystalklart siden testen af MartinLogan Impression 11A. Dynaudio’erne har mere luft og atmosfære i toppen og minder faktisk om Audiovectors R-serie med AMT-diskanter, hvad angår den pletfri og luftige gengivelse af f.eks. strygere og sopraner.
Konkurrenter
Der findes ikke særlig mange kompakthøjttalere i denne klasse. De fremragende KEF Reference 1 er blandt de få udfordrere. De leverer musikken med frapperende præcision, men går ikke lige så dybt i bassen, og klangen er lidt varmere. De smukke Sonus-faber Electa Amator III lyder også varmere og er ikke så fokuseret på detaljegengivelse, men for pokker, sikke en lyd!
I denne prisklasse foretrækker de fleste gulvhøjttalere. Audiovector R3 Arreté leverer mere dybbas, og både disse og Burmester B18 kan spille højere med overbevisning.
Konklusion
En relativt kompakt tovejshøjttaler, der næsten lyder som en gulvstående trevejshøjttaler, er ikke hverdagskost. Dynaudio Confidence 20 er måske store af standerhøjttalere at være. Og temmelig dyre. Men spørgsmålet er, om der findes bedre højttalere i denne klasse. For bortset fra dybbas er der intet, de ikke kan.
Højttalerne lyder så åbent og gennemsigtigt, at der går ilinger igennem kroppen, når musikken starter. Præcisionen, dynamikken og den enestående klangrigdom sætter en ny standard for standerhøjttalere i denne klasse.
1 kommentar til “Dynaudio Confidence 20”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Unægteligt noget af en pris, for så lille en højttaler.🤣🤣 Tør næsten ikke spørge om det er stykpris. Sjovt nok bliver det ikke altid specificeret.