TEST: Dynaudio Confidence 50

Du kender sikkert følelsen. Den lille eufori, der breder sig som en sval brise i kroppen, når man oplever noget, der trigger lykkefølelsen. Det kan være mange begivenheder og oplevelser, der trigger, men en af dem er afgjort at lytte til musik.

Især når det lyder så fantastisk, som det gjorde, da vi testede de pragtfulde Dynaudio Confidence 20. Så kan man gætte sig til, hvordan det gik, da vi testede de helt formidable Confidence 50.

De slanke højttalere er de næststørste i Dynaudios nye Confidence-serie, men ikke så store, at de rager mere end halvanden meter op over parketgulvet. Flagskibet Confidence 60 er væsentlig større – og en hel del dyrere.

De to højttalerpar udgør sammen med Confidence 30 de tre gulvstående modeller i serien, hvor C60 og C50 er ens konfigureret som trevejshøjttaler. Med to bas-enheder, to mellemtoner og den nyudviklede Esotar3-diskant.

Et par C30 er nok det bedste valg til en moderat stor stue, måske op til 40 kvadratmeter. De større C50 kan godt bruges i endnu større rum, mens C60 skal have et rum med nok kubikmeter luft for at trives optimalt.

På mange måder fremstår C50 som det perfekte kompromis. Det er en slankere og billigere version af C60 med de samme grundlæggende funktioner og – vigtigst af alt – samme fantastisk åbne lydsignatur med næsten ubegrænset dynamik og dybde.

Med det slanke kabinets buede sider og den fremskudte højttalerfront er der ikke mange højttalere, der ligner Confidence-serien. Højttalerne findes i fem forskellige udførelser, hvoraf to er fineret med mat overflade og de andre lakeret. F.eks. den næsten sorte Midnight High Gloss – nærmest en metallic-lak, der glitrer i sollyset.

Der findes selvfølgelig andre højttalere i denne prisklasse. F.eks. Sonus faber Amati Tradition, Bowers & Wilkins 800 D3 (selvfølgelig), de superbe KEF Blade Two og den spændende outsider Kaya 90 fra Vivid Audio.

Den dråbeformede Kaya-højttaler og Blade Two adskiller sig markant fra de andre ved uortodokse materialevalg og ditto formgivning, men hvis man går Confidence 50 efter i sømmene, finder man ud af, at også Dynaudio formår at tænke nyt.

Avanceret teknologi

Den forrige Confidence-serie havde også svævende frontplader, hvor højttaler-enhederne var monteret. I den nye serie er den karakteristiske frontplade videreført, men i en mere avanceret udgave.

Den grå front er lavet af et kompositmateriale kaldet Compex med udfræsninger, som enhederne er sænket ned i. På bagsiden af Compex-pladen er udfræsningerne lavet som forstærkninger for at give maksimal stivhed. Den buede udformning skal give et mere ensartet spredningsmønster.

Confidence 60 og 50 har Esotar3-enheden monteret i Dynaudios DDC-baffel (Dynaudio Directivity Control). DDC er en støbt aluminiumramme med en nøje udformet krumning, som skal give bedre kontrol over spredningen af høje frekvenser. DDC-pladen er monteret “flydende” mellem de to 15 cm mellemtone-enheder for at fjerne mekaniske resonanser.

High-end-materialer

Indvendig er kabinettet forstærket flere steder. Bl.a. er bas-enhederne støttet op internt og dæmpet for at styre resonanser bedre, og basrefleksporten ender i bunden af kabinettet.

Neodymmagneter anvendes både på de nye 18 cm NeoTec bas-enheder og de to 15 cm mellemtone-enheder. Begge har membraner i magnesiumsilikatpolymer (MSP), der er fæstnet til en ny letvægtskurv, som skal give en uhindret luftstrøm bag membranerne og en strammere og mere kontrolleret lydgengivelse.

Den nye Esotar3-diskant har også en kraftigere neodymmagnet til at drive den nye diskantmembran, med et større bagkammer, som dæmper de resonanser, der opstår i luftstrømmene bag membranen. En lille diffuser kaldet Hexis sidder bag membranen for at give en mere jævn frekvensrespons og bedre resonanskontrol.

Delefilteret er opdelt i sektioner og “syet” sammen med Van den Hul-kabler fra WBT-terminalerne på bagsiden.

Udviklet med Jupiter

Confidence-serien er testet og udviklet i Dynaudios nye måleanlæg, Jupiter. Det er et 13 x 13 x 13 meter stort dæmpet rum med to motoriserede rigs. Den ene placeres højttaleren på; den anden er en syv meter bred buet mikrofon-rig, som måler signalresponsen fra højttalerne.

Den bevægelige rig består af 31 specialkalibrerede mikrofoner fra Brüel & Kjær og kan lave en 360 graders måling ved at rotere om sin akse. Processen, der før kunne tage dagevis, tager kun få minutter med Jupiter, ifølge Alex Newman, der er akustisk designer hos Dynaudio.

Klassens bedste gulvstående

Det tog mig også nogle minutter at få vejret igen, efter at Pat Methenys “Are You Going With Me” væltede væggene i vores testrum. Første gang jeg hørte højttalerne i kontrollerede omgivelser, var i demorummet hos Dynaudio i Danmark. Vores testrum er ca. halvt så stort, og man sidder tættere på højttalerne. Det er derfor ikke så underligt, at C50 simpelthen fyldte rummet fra første taktslag.

Det gav lidt begrænsninger på, hvor højt jeg kunne spille. Et tjek viste, at højttalerne ikke havde problemer med at nå ned til den opgivne grænsefrekvens i bassen. Hvilket både James Blakes “Limit To You Love” og Dire Straits’ “Private Investigations” i den grad beviste. Så det handlede mere om, hvor grænsen for et behageligt (højt) lydtryk lå i rummet.

Jeg opdagede også noget andet: At man ikke skal afskrive fysikkens love. Så meget membranoverflade skaber et massivt lydtryk, og så længe man kan kontrollere højttalerne 100 procent, kan der spilles højt uden forvrængning.

En Devialet Expert Pro 220 Pro (foreløbig uden SAM-kompatibilitet med C50) havde jernhård kontrol over højttalerne – til et vist punkt. Men så var det også ubehagelig højt.

Sammenlignet med den ene tovejsmodel blandt Confidence-højttalerne – C20 – leverer C50 bas ned til 30 Hz i rummet med en fysisk tilstedeværelse, der fik dybbassen på James Blake-nummeret til at massere kroppen mør, og Pick Withers’ trommer på “Private Investigations” til at mærkes i mellemgulvet.

Det er der også andre højttalere, der gør – f.eks. KEF Blade 2 – men Dynaudio’erne er mere fremadlænede og ikke så tilknappede. De minder mere om en guitarist, der slår sig løs med elspaden på hoften det ene øjeblik for så at krydse benene over en barstol og sprede sprød flamenco fra en akustisk guitar det næste. De behersker alt.

Lydbilledet er virkelig dybt her. De nævnte Blade 2 har nok et mere fokuseret stereoperspektiv, men lydbilledet er større, bredere og dybere på C50. Som også lyder mere fysisk. Det kan skyldes, at alle enhederne peger mod lytteren, men Dire Straits’ Love Over Gold får mere live-følelse med Dynaudio’erne.

Det kan høres på koncertoptagelser, hvor højttalernes formidable evne til at hente detaljer frem kommer til sin ret. På vores faste testplade med Keith Jarretts berømte Köln-koncert kan man høre flere detaljer, og der er mere luft og dybde i lydbilledet.

Både her og på Lise Davidsens Strauss-lieder kommer den fantastisk luftige Esotar3-diskant til sin ret. Den lyder så raffineret og kontrolleret, at man umiddelbart tænker bånddiskant, bare med bedre spredningskontrol.

Min oplevelse er, at Dynaudio har skabt en varmere tone og samtidig et meget mere åbent lydbillede med den nye Confidence-serie.

Man kan høre nuancer, der ellers sjældent er en del af musikoplevelsen med andre højttalere, som maskerer de fineste klangnuancer; og C50’s enorme dynamiske kontrast tager dig med på en musikalsk rutsjebanetur, som du kun oplever med de allerbedste high-end-højttalere.

Konklusion

Blandt de mange high-end-højttalere, vi har testet, opleves Dynaudio Confidence 50 som nogle af de bedste. De er ikke alene meget bedre end forrige generation af Confidence; de flytter også grænserne for, hvor god lyd man kan få i denne klasse, og de udfordrer dyrere højttalere på alt, måske bortset fra den dybeste dybbas. De præsenterer musikken på et begsort lærred med knaldstærke farver og en detaljerigdom, der nærmer sig kunst.

Ethvert stykke musik bliver en oplevelse med Confidence 50, som er de mest gennemsigtige, præcise og dynamisk overbevisende højttalere, vi har testet i denne klasse.