TESTS Foto & Video Hi-fi Hjemmebiograf Hovedtelefoner Højttalere TV
L&B’s julekalender 2024 Deltag her!

test: Dynaudio Focus 20 XD

Digital sejrsgang

Dynaudio mener, at det giver masser af mening at bygge elektronikken ind i højttaleren. Også i high-end. Det beviser de her.

Af / 23/02/2018 - 10:00
Dynaudio Focus 20 XD

Lyd & Billede mener

  • En lyd, der er langt større end højttaleren. Solid og ufarvet gengivelse. Et komplet anlæg i høj kvalitet – tilsæt blot en signalkilde.
  • Kun én digital indgang og én analog indgang. Trådløs tilkobling koster ekstra – og kræver en ekstra boks og kabeltræk.

Danske Dynaudio er en af de højttalerproducenter, der har taget den digitale udvikling til sig med hud og hår. Der bliver stadig lavet passive højttalere på fabrikken i Skanderborg, men fremtiden er aktiv og digitalt styret, mener de.

Dynaudio Focus 20 XD er den nye kompaktmodel i firmaets aktive Focus XD-serie. Den er en arvtager til Focus 200 XD. Eller rettere en opdatering af den. Selv om der er forskelle i det ydre, er de hardware-mæssigt identiske. De ydre forskelle ses i form af en lækker højglanslakeret finish i ægte finér og en byggekvalitet, der matcher den solide pris.

Hvad teknikken angår, er der tale om en kompakt tovejs standerhøjttaler bestykket med en 6,5 tommers bas/mellemtone med magnesiumpolymer-membran og en 28 mm silke-dome. Det sidste er nærmest en selvfølge, når det gælder Dynaudio. Den nyudviklede diskant er, ligesom de fleste andre Dynaudio-diskanter, en fjern efterkommer af firmaets første diskant, D-28.

Da der er tale om en aktiv højttaler, sker der en del mere på bagsiden end sædvanligt. Der er både digital og analog lydindgang samt en digital udgang til at forbinde de to højttalere. Med en drejeknap kan man tilpasse basgengivelsen efter højttalerens placering – fra fritstående til hjørne. Man kan desuden justere diskantniveauet 1 dB op og ned.

Der er desuden knapper til brug sammen med Dynaudios Connect box, som udvider udvalget af indgange med optisk, USB og Wi-Fi Bluetooth Boksen koster ekstra, men højttalerne kan fint fungere uden, og testen foregik med kablet forbindelse, direkte til højttalerne.

Annonce
Man skal om på bagsiden for at opdage, at Dynaudio Focus 20 XD er aktiv. Foto: Dynaudio

 

Inde i det ca. 15 liter store kabinet finder man to forstærkere på 150 watt hver til henholdsvis bas og diskant. Og så selvfølgelig den digitale elektronik. Al signalbehandling i Focus 20 XD er digital, så der er ikke noget at hente ved at bruge en ekstern digitalkonverter sammen med analogindgangen.

Den store forskel mellem Focus 20 XD og Focus 200 XD ligger i firmwaren – det program, der styrer den indbyggede digitale signalprocessor, DSP’en. Det er DSP’en, der styrer frekvens- og fasegang på højttaleren. Også delefilteret er et program i DSP’en. Faktisk kan ejere af den oprindelige Focus XD-serie hente en gratis opgradering med ny software til den indbyggede DSP, der skulle give samme ydelse som de nye modeller.

Lyden af Dynaudio Focus 20 XD

Der, hvor kompakthøjttalere kommer til kort i sammenligning med deres gulvstående søskende, er i dybbassen. Med kløgtig DSP-programmering kan man imidlertid komme langt, og Focus 20 XD har en tyngde og fylde i bunde, som havde været umulig i en passiv konstruktion på den størrelse.

Focus 20 XD klarer drilske basstykker med bravur, hvad enten det drejer sig om orgelbas oven på korsang på Philip Glass’ Koyaanisqatsi, funky beats på Chris Jones’ “No Sanctuary Here” eller den store orkesterbesætning på Johann Strauss’ “Banditen-Galopp” i Telarc-udgaven. Faktisk måtte baskontrollen for placering justeres nedad i flere omgange. Disse højttalere behøver på ingen måde tilskud fra rummet for at give smæk i de nedre regioner. Men er væg- eller hjørneplacering nødvendigt, kan man heldigvis justere sig fra det. Og bassen er ikke blot kraftig, men også lynhurtig og fast.

Dynaudio Focus 20 XD beviser, at stereogengivelse i den høje ende godt kan være diskret og elegant. Her i den “nye” farve Grey Oak. Foto: Dynaudio

 

I den modsatte ende af spektret gengives diskanten velopløst og ufarvet. Bækkener lyder som bækkener, og de sprøde overtoner på violiner klinger naturligt ud. Men 28 mm domen er ikke lige så vægtløs og luftig som de bedste bånddiskanter eller den frit i luften monterede kulstof-dome på Bowers & Wilkins 705 S2. Hvorvidt det skal ses som en mangel eller blot et udtryk for, at den ikke overdriver, er et spørgsmål om klangidealer. Focus 20 XD er ikke mørk i klangen, men nøgtern og uden imponatoreffekt.

Mellemtoneområdet er vigtigt og udfordrende for en tovejshøjttaler. Her ligger sangstemmer og mange instrumenters grundtoner. Og her ligger oftest også delefrekvensen mellem en tung bas-enhed og en lille, let diskant. Dynaudio har løst opgaven fejlfrit, og gengivelsen fra de to enheder smelter sømløst sammen. Focus 20 XD gengiver stemmer fremragende. På et stykke som “Right Hand Man” fra Hamilton er det let at skelne de tre overlappende herrestemmers individuelle klang fra hinanden. Og det er ikke nogen let opgave.

Rumgengivelsen er, ligesom diskanten, kompetent uden at være pralende. På en god klassisk optagelse kan man let fornemme, hvordan optagerummet strækker sig dybt og bredt bag højttalerne, men musiklytning på Focus 20 XD handler primært om nærhed og intensitet i musikken.

Foto: Dynaudio

Til en pris på næsten fyrre tusind kroner parret kan man forvente at møde kvalificerede konkurrenter. For ikke at komme til at sammenligne æbler med pærer skal man dog huske, at der følger forstærkere på 4 x 150 watt med i købet samt et digitalt delefilter med DSP-korrektion og en DAC i high-end-kvalitet. Og så indsnævres feltet betragteligt.

Faktisk kan vi kun komme i tanke om den ligeledes fantastiske Devialet Gold Phantom, der med tusinder af watt under motorhjelmen og subwoofer-dyb bas er en hård konkurrent. Hvilken man vælger, bliver en smagssag. Men det er svært at finde lige så meget kvalitet og ydelse fra en passiv højttaler, når der skal gøres plads i budgettet til forstærkeren.

Tilslut en digital eller en analog signalkilde, og du er kørende. Men kun én af hver. Har du flere, eller påtænker du at koble spilkonsol, tv eller computer til højttalerne, skal der lægges et par ekstra tusindkronesedler på disken.

Konklusion

Dynaudio Focus 20 XD er en gennemført vellykket og sund højttaler, som de nok kommer til at sælge en del af. Der er ikke tale om nogen revolution, men om en opdatering af en i forvejen udmærket konstruktion. Prisen kan se afskrækkende ud, men omfatter også to forstærkere pr. kanal, så man behøver blot en signalkilde for at have et meget vellydende og tilmed elegant stereoanlæg af høj klasse. Skulle man ønske mere, ville det være flere indgange og trådløs lyd i selve højttaleren.

Dynaudio FocusXD 20 Lifestyle 1 28967
Foto: Dynaudio
John Alex Hvidlykke
(f. 1964): Journalist og tester. John har arbejdet for Lyd & Billede siden 2013, hvor han skriver om hi-fi, højttalere, computere, gaming og teknologihistorie. John har beskæftiget sig med tech-journalistik siden 1982 (!) og har arbejdet for talrige magasiner i forskellige roller, bl.a. GEAR, High Fidelity, Komputer for alle, Illustreret Videnskab, Ny Elektronik, PC World og Privat Computer. Han har desuden skrevet en lang række bøger og undervisningsprogrammer om IT.

Milepæl for Buchardt

Tung high-end fra Dali i et pænere format

Ny leder i budgetklassen

En åbenbaring

Sonos Arc Ultra tager lyden til nye højder

Skræddersyet muskelbundt

Lyden af dansk storhed

Fugl Fønix

Soundbar, højttaler og møbel: Tre ting på én gang

Technics knock out

Blæser dine ører af!

Årets bedste soundbar fra Samsung?