: Dynaudio Special Forty

Lad endelig ikke størrelsen narre dig til at tro, at Dynaudios lille jubilæumshøjttaler Special Forty er andet end enestående. De er ikke faldet for fristelsen til bare at skrue et messingskilt på med Special eller Limited Edition. Tværtimod har Dynaudio gjort sig umage for, at fejringen af 40 år som højttalerproducent skal manifestere sig i mere end en specialudgave af en eksisterende model.

Det er de lykkedes med før. Deres Special 25 er et eksempel på, hvor vellykket det kan blive. Den tales der stadig om i audiofile kredse, og den er stadig efterspurgt på brugtmarkedet her 15 år senere.

Special Forty er – beklager at måtte sige det – meget bedre. Og det er ikke tilfældigt.

Nye enheder

Trods klare lighedstræk med modeller i producentens dyrere Focus-serie er Special Forty en unik model. Kabinettet er kun 36 cm højt og 30 cm dybt, men de egner sig bedre til et par gode gulvstandere end til at stå i en bogreol.

Højttalerne ser endnu bedre ud i virkeligheden end på billeder. Bøgefinér er lagt i sandwich og skåret skråt for at skabe det specielle stribemønster. Som senere farves rødt eller gråt og lakeres flere gange for at opnå en tiltalende dybde i kabinetoverfladen.

Det er ikke kun kabinettet, der har fået særbehandling. Diskant-enheden er baseret på en Esotar2 med 25 mm silkemembran. Her er polstykket åbent bagtil, og åbningen ender i et kammer, der dæmper resonanser og kompression.

Bas-enhedens membran af magnesiumpolymer (MSP) er støbt i ét stykke og monteret i et nyt og stivere ophæng, med en forbedret kurv i letmetal og to magneter – ferrit og neodym – til at drive svingspolen. Pointen med to forskellige magneter er at få en mere jævn stempelbevægelse og større slaglængde, hvilket skal give bedre dynamik og kontrol i bassen.

De nye enheder bruges ikke i nogen andre Dynaudio-højttalere, og Special Forty har også fået sit eget unikke delefilter, placeret bag et par massive kabelterminaler.

Nogle begrænsninger

Heldigvis laves højttalerne ikke i et begrænset oplag, som det ofte er tilfældet med specialmodeller. Det holder prisen på et sobert niveau. For den specielle træfinér og de unikke enheder koster nok lidt mere at fremstille end almindelig finér og generiske enheder.

Det gør Dynaudio Special Forty til et af de allerbedste køb i prisklassen. Ikke kun fordi de ser fantastisk ud og skiller sig ud fra meget andet på markedet, men også fordi de spiller så smukt og afbalanceret, at man bliver helt henført.

Det er ikke højttalere til heavy metal-fans, der kræver øredøvende lydtryk, eller basfantaster, der ikke er blege for at trække sofaen ud for at få plads til en subwoofer. Det er heller ikke højttalere til dem, der har en stor stue med højt til loftet, for der er grænser for, hvor meget volumen de små højttalere kan udfylde. Men bortset fra det er der ikke meget at sætte en finger på.

Som den fineste silke

De minder om de meget dyrere Dynaudio Contour 20 ved den måde, de henter detaljerne i musikken frem på med fuldkommen skarphed og fejlfri definition. Bare uden det samme basfundament, selvfølgelig.

Jeg satte højttalerne på standere i en 30 kvadratmeter stue med normal loftshøjde og prøvede med alt fra Hegels lille H90 på 60 watt til den massive McIntosh MA8000 på 300 watt. Selv ikke den mindste forstærker havde nogen problemer med at drive Special Forty. Den store tilførte mere dynamik og raffinement, men begge fik højttalernes fornemste egenskaber frem på glimrende vis.

Egenskaber som et silkeblødt lydbillede med et skarpt fokus på detaljer og en næsten krystalklar mellemtone, hvor diskanten hænger sømløst sammen med mellemtonen og den fyldige bas. De spiller ikke voldsomt dybt i bassen, men alt er relativt, som man siger, og jeg savnede ikke andet end den sidste oktav, der er påkrævet i enkelte klassiske stykker.

Højttalerne tacklede let kompleksiteten i Mahlers 5. symfoni med det bayerske radiosymfoniorkester under ledelse af Mariss Jansons. Her kan messingblæserne blive påtrængende og paukerne være en udfordring, men de små højttalere blev hverken spidse i diskanten eller uldne i bassen.

Heller ikke Mental Overdrives “Descent” var nogen nævneværdig udfordring. Her er bassen relativt massiv, og hvis man spiller højt, er der mange højttalere, der har svært ved at bevare kontrollen. Men ikke disse.

Kontrabassen på Diana Kralls “Like Someone In Love” lød vældig flot, og mellemtonens varme glød og silkeagtige klang gav vokalen og de øvrige instrumenter farve og liv. Der er en glimrende balance i lydbilledet og et fremragende stereoperspektiv, der kompenserer fint for den manglende fysik. Højttalere behøver altså ikke at være store for at være gode.

Et par gange tog jeg mig selv i at tænke: Hvorfor egentlig betale mere? Special Forty opfylder i hvert fald mine krav til kompakte high-end-højttalere. De koster ikke alt for meget, de ser godt, de trives med al slags musik, og de passer fint ind i en almindeligt stor stue.

Jeg kan ikke komme i tanke om nogen direkte konkurrenter med de samme kvaliteter i denne prisklasse. De meget dyrere Contour 20 er bedre, det samme er Sonus faber Olympica I, og KEF LS50 Wireless er det oplagte trådløse alternativ. Men jeg tvivler på, at der findes noget væsentlig bedre i denne størrelse til samme pris.

Hver en krone værd

Der findes juveler blandt kompakthøjttalere i den højere prisklasse. Dynaudio Special Forty er en af dem. De små højttalere kan gøre sig gældende i tungere vægtklasser, og begrænsninger er der ikke flere af, end man forventer fra en lille højttaler. Den kunne faktisk være dyrere og stadig være pengene værd, så det er lidt af et kup af en højttaler. Vi glæder os til Dynaudios næste jubilæum!