TEST: Genelec 8361A

Man hører ofte fra hi-fi-producenter – og vi siger det også selv – at målet er at gengive musikken så upåvirket som muligt, fra lydkilden hele vejen gennem signalkæden og ud til lytteren. For at komme tættere på artisten og alt det dér. Men hvorfor lyder alle hi-fi-produkter så forskelligt?

Én producent har én type klangbalance, mens en anden går en anden vej. Alligevel kan begge hårdnakket hævde, at musikken slippes fri, og at den endelig høres “som artisten har tænkt sig”. Fordi man har opgraderet diskant-domen med et nyt og spændende materiale, erstattet en basrefleksport med en passiv bas-enhed, eller hvad ved jeg.

Hvis vi ser på, hvad der sker i TV-verdenen, så er det et mål med de bedste TV’er at vise billedet nøjagtig som da indholdet blev gjort færdig i postproduktionen. Producenterne konkurrerer om at have det bedst kalibrerede, mest præcise billede. Et TV-billede, der så vidt muligt ligner de monitorskærme, som film- og TV-studierne har brugt i produktionen. Det indebærer også, at farvegengivelsen på de bedste TV’er nærmest er identisk.

Det samme ser vi ikke i hi-fi-branchen, hvor man i stedet forsøger sig med en fortolkning. Der går sport i at lyde så “musikalsk” som muligt, hvad det så end betyder.

Tro mod optagelsen

Men hvis man virkelig vil høre musikken, som den blev indspillet, hvorfor så ikke bruge det samme udstyr, som lydteknikerne rent faktisk sidder og arbejder med? Jeg taler om studiehøjttalere, også kendt som studiemonitors.

Ulempen ved mange studiemonitors er, at de er små og temmelig kraftsvage – og dermed ikke særlig velegnede som højttalere i en almindelig stue. De fleste er nemlig lavet til nærfeltsbrug, altså til at stå direkte foran lydteknikeren, på kanten af en mixepult eller et skrivebord. Så behøver de ikke at kunne spille højt og kraftigt, fordi lyden er så tæt på. Nogle få watt er nok, så længe højttalerne spiller lineært og dynamisk inden for en meters afstand.

Hvis du skal have studiehøjttalere tre-fire meter væk i en stue og med et lydtryk, der svarer til et ordentligt hi-fi-anlæg, så kræver det større skyts end et par nærfeltsmonitors. Hvilket er grunden til, at Genelec 8361A har fanget min interesse.

Alle Genelec er ens?

Genelec hævder, at alle deres højttalere har samme lydbillede og lydkvalitet. Det, der adskiller de mindste og billigste fra de største og dyreste, er simpelthen kraft og basrespons.

Men vi ved, at et kraftigere hi-fi-system ofte lyder større og mere ubesværet, også på lavere volumen. Og desuden at dybere og kraftigere bas også bidrager til et større lydbillede med subjektivt bedre opløsning. Ligesom en TV-skærm med et dybere sortniveau automatisk fremhæver højlys, eller en mørkere nattehimmel får flere stjerner frem. Kontraster er med andre ord alfa og omega.

Store studiemonitors

Hvilket bringer os til Genelec 8361A. Et par velvoksne studiemonitors på 1000 watt lavet til større studier, hvor et par små dværgmonitors ikke er nok.

Men Genelec vil også imødekomme behovet hos lydteknikere, der leder efter et par nærfeltsmonitors med dybere bas og større dynamisk overskud, end man finder i de mindste højttalere. Ikke mindst teknikere, der arbejder med klassisk musik, har brug for noget, der kan klare alt fra de mest stille pauser til de mest ekstreme kanondrøn.

Koaksialhøjttalere

Genelec har derfor udviklet højttalerserien The Ones, som er højttalere, der fungerer lige så godt på tæt hold som på lang afstand. Trevejs koaksialhøjttalere med basser, mellemtone og diskant monteret på samme akse.

Diskant-enheden sidder midt i mellemtonen, som igen har to bas-enheder bag sig. De er monteret på en ekstra baffel bag frontpladen, symmetrisk over og under mellemtonen. Og på grund af den særlige konstruktion vil basserne altid have samme fasemæssige udgangspunkt, uanset om højttalerne ligger ned på siden eller står lodret.

Punktkilde

Sådan en koaksialhøjttaler har to åbenlyse fordele. For det første har du en ægte punktkilde, hvor alle frekvensområder kommer fra nøjagtig samme akse. Uanset hvor lytteren befinder sig i forhold til højttalerne. Det giver samme frekvensrespons, hvad enten man sidder en halv meter eller ti meter væk. Afhængigt af rummet, selvfølgelig.

For det andet kræver sådan en montering en mindre frontbaffel, end når flere enheder skal placeres over hinanden. Dermed kan man udvikle et kabinet med den bedst mulige frekvensgengivelse uden at skulle tænke på, hvor stor baflen skal være. Genelec har også valgt at give baflen bløde kurver, der går i ét med resten af kabinettet – en såkaldt uendelig baffel – for i videst muligt omfang for at forhindre diffraktioner, der skaber forvrængning. Især i diskantområdet.

Arvtager til gammel favorit

Den nye 8361A er den største model i The Ones-serien. Den er en direkte arvtager til Genelecs allerførste og største koaksiale trevejshøjttaler, den nu ti år gamle 8260A. Som jeg elskede, da jeg testede den tilbage i 2010, og som står sig lige så godt i dag, som den gjorde dengang. Den var virkelig noget særligt.

8260A havde ikke koaksial placering af sin 10 tommers bas, som mere traditionelt var monteret under mellemtone-enheden. Ikke voldsomt vigtigt, men det kunne give nogle udfordringer med basresponsen for teknikere, der sad meget tæt på med højttalerne placeret horisontalt. Det skulle den nye 8361 lave om på med et komplet koaksialt princip ligesom resten af The Ones-serien. Den lægger sig over 8351A, som vi også syntes lød fantastisk.

Kabinettet er lige så stort som på 8260A, og de to ovale bas-enheder er også større end hos lillebror, 10,5 x 5,5 tommer hver.

Klasse D

Hvor forgængeren 8260A anvendte en 150 watt forstærker til bas-enheden, er effekten nu øget til 700 watt! Den samlede effekt er en hel kilowatt! Som et resultat heraf er det maksimale lydtryk øget med 5 dB, fra 113 til 118 dB! Stadig med overskud til de værste transienter, hvor man har yderligere 6 dB til rådighed.

For at opnå dette har 8361A fået moderne klasse D-forstærkning mod forgængerens traditionelle klasse AB-princip. Det er mere effektivt; deraf den øgede effekt.

Men for lydteknikere, der har en hel del processorer, kompressorer, noise gates og andre komponenter i signalvejen, kan elektromagnetisk RF-støj blive et problem med switchede strømforsyninger. Genelec forsikrer, at de har lagt kredsløbene omhyggeligt ud, og har også tilføjet ekstra elektromagnetisk (EMC) filtrering.

Hi-fi-entusiaster vil måske frygte, at klasse D lyder mindre opløst og grovere i kanterne end klasse AB. Men min kollega Audun Hage havde ikke intet at udsætte på dette, da han testede 8351A for nogle år siden.

Storhedens øjeblik

8361A er store og tunge, og ser temmelig vulgære ud som nærfeltmonitors på skrivebordet. Jeg tror alligevel, at en del teknikere vil bruge dem på den måde, og når man fyrer op for musikken, har jeg ikke svært ved at forstå hvorfor, tværtimod. For sikke en eksplosivitet!

Jeg har p.t. ingen lydkilde med AES/EBU digitalindgang, men bruger i stedet koaksialudgangen fra TEAC NT-505, via en XLR-adapter. Jeg vil nemlig ikke tilslutte analogt, som så under alle omstændigheder A/D-konverteres i højttalerne. Selv om Genelec hævder, at det ikke gør nogen forskel. Den kortest mulige signalvej er altid målet.

Gåsehud gange tre

Minderne fra 8260A vender tilbage med et brag, og jeg sidder og måber over, hvor korrekt højttalerne lyder, mens de samtidig formår at få alt det underholdende med. Når man taler om højttalere, der lyder korrekt, kan man let tro, at det lyder kedeligt. Og med dårligt produceret musik, gør det også det. Men sæt Billie Eilishs James Bond-sang “No Time To Die” på, og forbered dig på gåsehud gange tre.

Billies stemme står i midten af denne mørke ballade, og den er følsom og nærværende. Med langt mere resonans end på en del andre sange, hvor hun nærmest hviske-synger. Og det store, gasagtige lydbillede, hvor alle detaljer hænger gennemsigtigt i luften – som et hologram – er decideret nervepirrende. En fjern trompet med lang efterklang trækker os ind i James Bond-universet, og jeg bliver bare siddende og hører hele nummeret.

Fordi jeg også bliver trukket ind i lydteknikerens verden, sidder jeg pludselig og tænker, at jeg selv nok ville have skruet vokalen et par decibel op helt i toppen for at give den lidt mere luft, men det er nok godt, at jeg har ikke har lavet lyd på dette nummer. Det ville blive noget rod.

“Walking In the Air” med Aurora giver samme slags gåsehud, men her er stemmen lysere og har mere luft. Også her kan jeg høre det hele. Lydbilledet er så stort, sammenhængende og … rigtigt.

Men man køber ikke store højttalere for kun at høre – eller lave lyd på – stille ballader. Det er tid til lidt rock. Pearl Jam udgav for nylig et nyt nummer, “Dance of the Clairvoyants”. Mere diskoagtigt end i deres grunge-periode, men trommerytmerne lyder sejt, og den forvrængede elbas gør det lidt mere beskidt.

Genelec 8361A gengiver det hele uden at kny. Her får man et mere direkte lydbillede, ikke helt så stort og svævende. Fordi højttalerne simpelthen gengiver musikken, som den rent faktisk er indspillet. Alt lyder forskelligt, der er ingen egenklang her.

Rumkorrektion

Genelec har ikke desto mindre taget højde for, at ikke alle lydfolk eller musikelskere har et lige godt udgangspunkt. Hverken når vi taler akustikken i rummet eller det underlag, højttalerne står på. Hvis de står på et resonerende skrivebord med hule skuffer, vil det give en anden lyd, end hvis de står på standere. Også selv om der er gummibeslag underneden.

Derfor har Genelec udviklet rumkorrektionssystemet Smart Active Monitoring, eller SAM. Det består af et processormodul – GLM 3.0 – der kobles til en Mac eller PC med USB. Derfra går forbindelsen videre til højttalerne via netværkskabel.

Efter at have downloadet GLM-softwaren og monteret højttalerne, hvor de skal stå, skal man bare placere mikrofonen i lyttepositionen og trykke på start. Så kører AutoCal, som måler frekvensresponsen i rummet og laver de nødvendige justeringer for at få et neutralt lydbillede. Man kan vælge imellem at korrigere højttalerne hver for sig eller sammen, og om man vil lave én eller flere målinger for at opnå det ønskede resultat.

Det er meget nemt at bruge, men kræver altså en bærbar. Prisen på GLM 3.0 er omkring 2.000 kroner, men det er inkluderet i den højttalerpris, vi har fået af importøren.

Hvad gør korrektionen?

Hvis du som udgangspunkt har et godt rum, sker der ikke nødvendigvis så meget efter korrektionen. Til nærfeltslytning synes jeg heller ikke, at det er nødvendigt. Men i vores testrum, med højttalerne placeret tæt på bagvæggen og en lytteafstand på 3,5 meter, er der til at begynde med en kraftig forstærkning omkring 50 Hz, der får det til at lyde ret grumset.

Det bliver bedre med højttalerne trukket ca. 1,7 meter ud fra væggen, men det er de færreste, der har mulighed for at placere dem sådan. Og så får man problemer med en kraftig dæmpning omkring 400 Hz, der giver mere klarhed i bassen, men på bekostning af fylde og krop. Hvis man har mulighed for at korrigere højttalerne, er det bedre at placere dem tættere på væggene, hvor udligninger er mindre problematiske.

Derimod er farvning af lyden et større problem, når højttalerne står op ad væggen, men det er netop det, korrektionen i høj grad vil tage hånd om.

Holy wow!

Det går hurtigt at kalibrere højttalerne – bare følg instruktionerne i det softwareprogram, du downloader.

Når det er gjort, er lyden så lineær, som systemet formår. Alternativt kan man vælge imellem forskellige forudindstillinger, f.eks. at rulle af i toppen ved 2 eller 4 dB. Eller at dæmpe fra bassen (100 Hz) og opad, med 0,5 eller 1 dB pr. oktav. Alt dette ændrer klangkarakteren. Jeg valgte for det meste enten lineær respons eller at dæmpe 0,5 dB pr. oktav. Du kan også lave dine helt egne indstillinger. Hvis du tør.

Med højttalerne korrigeret til rummet sker der ting og sager. Først og fremmest i bassen, der strammes op og lyder mere holistisk. Unødvendigt fedt skæres væk, men uden at det lyder sterilt. Bare klarere, større og mere rigtigt.

Musikken slår simpelthen gnister! Hør f.eks. Maurizio Pollinis klaver, når han spiller Chopins Nocturne i f-mol (opus 55 nr. 1). Der er så mange klangfarver, at det næsten er til at dø over. Rummet er stort, og alting hænger og svæver.

Og hvis du mere er til Ariana Grande, fungerer det også rigtig godt, vel at mærke de bedst producerede, mindst komprimerede numre. “Bad To You” er f.eks. ikke så tosset …

Konklusion

Jeg kan huske, at jeg syntes, 8260A var temmelig tæt på perfektion, og det samme er 8361A. Dynamikken, klarheden – man må bare bøje sig i ærefrygt. Det eneste, jeg havde at udsætte på forgængeren var, at den kunne lyde lidt krast, når man skuede op for lyden. Og det samme sker faktisk med 8361A. Den kan spille lidt højere, før det sker, men hårdheden indfinder sig, før lamperne på fronten begynder at blinke rødt for klipning.

Nu er vores testrum på redaktionen ret dæmpet, så man er nødt til at skrue højere op for lyden end i en almindelig stue. De spiller også mere end højt nok hos os, men der er noget ved ordentlig lydkvalitet, der gør, at man bare har lyst til at give den gas. Det kan man bestemt med 8361A, misforstå mig ikke! Men jeg er blandt de miljøskadede mennesker, der ligesom aldrig kan få nok.

8361A gengiver musikken tro over for optagelsen og med en vanvittig klarhed og dynamik. Og en heftig bas, der går dybt nok til at ryste dig godt og grundigt. Hvis du vil have endnu mere, kan du overveje subwooferen W371A, som jeg håber på at teste snart. Med både en 14 og en 12 tommers bas-enhed og et lydtryk på 120 dB burde den have ét og andet at byde på!

OBS: Efter at testen blev lavet, er der kommet ny software, GLM 3.2.0. Højttalerne har også fået ny firmware, men vi har altså ikke nået at teste nogen af delene.