Test: JBL L100 Classic

I 2020 er det 50 år siden, Ed May kunne fortælle Jim Barthell, at hans team var ganske tilfredse med resultaterne af det nye projekt, de havde arbejdet på. May, designingeniøren, der ledede arbejdet, og Barthell var JBL’s øverste ansvarlige for udviklingen af L100 – højttaleren, der skulle blive JBL’s bedst sælgende gennem tiderne.

Men det kunne de ikke vide dengang.

L100 Century – som de egentlig hed dengang – blev udviklet på grundlag af en højttaler, der blev anvendt i studiesammenhæng, kaldet 4310. Mens studieudgaven endte hos kendte pladeselskaber som Deutsche Grammophon, Capitol og Decca, fandt L100 vej til tusinder af hjem. 4310’s industrielle design passede ikke så godt ind i møblerede hjem, men det gjorde L100.

Højttalerne var så populære, at de blev produceret indtil 1978 med kun små ændringer, bl.a. en bedre diskant-enhed med et større frekvensområde.

L100 var let at genkende med den karakteristiske vaffelmønstrede skumplastfront, der kunne fås i sort, blå og orange. JBL kaldte L100 en reolhøjttaler, og det gør de stadig.

Den nye L100 Classic er også en reolhøjttaler med samme opskrift: Et trevejs basreflekskabinet på 45 liter, som strengt taget skal stå på et par dertil egnede standere. På den måde bliver de i praksis gulvhøjttalere.

Placér dem endelig ikke, som de stod i den klassiske reklame for Maxell-kassettebånd, hvor JBL L100 Century stod direkte på gulvtæppet og blæste “Valkyrieridtet” ud med orkanstyrke.

Nyklassicisme

Classic-udgaven har heldigvis fået de samme Quadrex-fronter, der fås i de samme tre farver, og den grundlæggende opskrift er den samme – med én væsentlig forskel: L100 Classic spiller meget bedre end originalen. Meget bedre. Det er faktisk langt mere end en retrohøjttaler med nostalgisk design. Det er en højttaler, der kan tåle sammenligning med det meste i tilsvarende prisklasse.

Man kan ikke bare afskrive JBL-højttalerne som et nostalgitrip. JBL Synthesis’ Jim Garrett, Tim Gladwin og Jess MacIntyre, der har arbejdet på den nye udgave af de ikoniske højttalere, gør en dyd ud af at fortælle, at Classic-udgavens klassiske design ikke skal tolkes som en kopi af originalen.

Selv om den grundlæggende opskrift og designet stammer fra slutningen af 1960’erne, er kabinettet, delefilteret og ikke mindst højttaler-enhederne af langt højere kvalitet i den moderne udgave af klassikeren L100 Century.

Moderne enheder

Den velkendte hvide bas-enhed, som mange husker fra en anden legendarisk JBL-højttaler, nemlig L112, er en riflet fibermembran på 25 cm – eller 12 tommer, som det hedder på amerikansk. Bag den hænger en kraftig svingspole i et massivt magnetsystem, alt sammen monteret i et formstøbt chassis med indvendig forstærkning af kabinettet for at afstive det og dæmpe lavfrekvente resonanser.

På den asymmetriske akse over bassen sidder en 12,5 cm mellemtone med en fibermembran, der er afstivet med et polymerlag, og øverst en 25 mm diskant med titaniummembran. Den sidder nedsænket med en spredelinse foran, og både mellemtone og diskant kan justeres med potentiometrene ved siden af enhederne.

Hvis man spiller med de stilige fronter på, fandt jeg ud af, at det kan svare sig at hæve diskantniveauet lidt. Ellers kan man prøve sig frem efter smag og behag.

Der findes et par standere – JS-120 – som er lavet til højttalerne, og som løfter dem ca. 20 cm og vinkler dem lidt bagud. JBL anbefaler, at højttalerne ikke er mere end 2,4 meter fra hinanden, ellers bør man vinkle dem indad. Det anbefales også at holde afstanden til sidevæggene over 50 cm.

I mit rum fungerede den opskrift godt. Men jeg vinklede dem en lille smule indad, da jeg opdagede, at det gav musikken bedre fokus. Især i mellemtonen.

Lave forventninger

Kabinettet er lavet af ægte valnødfinér, og det ser langt bedre ud i virkeligheden end på billeder. Den solide front består af en fineret MDF-ramme med skumplast påmonteret, og JBL siger i øvrigt, at det skum, der er brugt til fronten, er langt mere holdbart end den gamle udgave af Quadrex-fronten.

Det virker, som om JBL har gjort sig umage med kvaliteten her, bortset fra kabelterminalerne, som er standard hyldevare af den type, man findes i elektronikmarkeder. Netop den detalje er billig, og ikke hvad man forventer af en højttaler i denne prisklasse.

De andre forventninger, altså dem, der har med lyden at gøre, fik et skud for boven, da jeg sluttede højttalerne til. Jeg har både hørt originalen og en lang række andre JBL-højttalere, der ikke har imponeret mig nævneværdigt. Så forventningerne var lave, kan man sige. De forhåndenværende havde jeg kun hørt demonstreret på messer, hvor man ikke altid kan stole på det indtryk, man får. Bortset fra én ting: De kunne spille vanvittig højt!

Da jeg koblede testparret til, opdagede jeg en masse andre ting. Ikke alene kunne de spille chokerende højt, som jeg forventede; de kunne også gøre det med en sjælden klarhed og med så lidt forvrængning, at jeg måtte nive mig i armen!

Eksplosiv og fintfølende

I de følgende uger brugte jeg både transistor- og rørforstærkere på JBL’erne, og højttalerne trivedes som blommen i et æg med dem alle. De er ikke særlig kræsne med forstærkerkraft – en 75 watt Audio Research med KT150-rør, en Uniti Star med 75 “Naim-watt” eller en potent Hegel? Alting gik susende.

Det album, der fik æren af at starte testen, var Bob Dylans Oh Mercy. På “Political World” er basgangen ikke særlig dyb, men den er en fremtrædende del af nummeret. De mellemstore JBL’er gjorde et overbevisende stykke arbejde og havde jernhård kontrollen over bassen.

Længere inde på albummet kommer “Man in the Long Black Coat”, en indspilning, der er fantastisk til at teste, både om diskanten er skarp, og om højttalerne formår at skabe illusionen af et stort rum med masser af klang. For nogle højttalere lykkes det simpelthen ikke, men JBL’erne bestod prøven med glans. Selv når jeg spillede så højt, at mine øjne blev tørre, og naboerne gik i beskyttelsesrum, var knap nok en antydning af skarp diskant.

Skulle man alligevel opleve det, og det kan ske på enkelte indspilninger, kan diskanten som sagt dæmpes.

JBL L100 Classic går ikke lige så dybt i bassen som et par Klipsch RF-7 III, men jeg savnede ikke dybbas nævneværdigt. Heller ikke på klassisk musik, hvor kirkeorgler og basser gerne ligger under 40 Hz. Der er få andre instrumenter, som går meget dybere, så normalt vil man næppe savne mere dybbas.

Optagelser med store koncertflygler kan faktisk indeholde basfrekvenser lige under 30 Hz, men selv ikke Keith Jarretts Steinway led under, at højttalerne ruller brat af omkring 40 Hz.

Så de spiller afgjort i samme liga som et par Klipsch RF-7 III, hvad dynamik og lydtryk angår, men JBL-højttalerne er lidt mere raffinerede; lidt mere fintfølende, om man vil.

På klassisk musik er der en nydelig klang på strygere, og sopraner og tenorer får en realistisk fylde, som giver vokalerne en mere naturlig tilstedeværelse og troværdighed.

Jeg vil ikke sige, at balancen i lyden er specielt varm. Det passer måske i bassen, som også er lidt mere fremadlænet end på f.eks. et par Sonus-faber Sonetto V og mere neutral på et par KEF R11, men det er sådan noget, der gerne klæder en JBL-højttaler.

Konkurrenter

Man får mere dybde i lydbilledet med et par Sonetto V og et mere præcist stereoperspektiv med de smalle R11, men ingen af dem har den lidt løsslupne charme, der kommer af en næsten eksplosiv dynamik og en anelse mere vægt i bassen.

Hvis man går op i pris til Audiovector SR3 Avantgarde Arreté eller MartinLogans Classic-serie, får man et mere finmasket lydbillede med bedre opløsning og fokus, men det bliver næppe mere underholdende at lytte til end JBL-højttalerne.

I en lavere prisklasse vil et par Audiovector QR5 kunne give meget af den samme smittende spilleglæde, men uden samme varme i klangen og med lidt tyndere bas. Et par kompakte Dynaudio Contour 20 åbner lydbilledet mere op, men lyder ikke lige så dynamisk og engagerende som et par L100 Classic.

Konklusion

JBL har lavet nogle mindre mindeværdige højttalere i årenes løb, og 1990’erne står som et mørkt kapitel i historien. Men alt er tilgivet nu. For sikke en højttaler L100 Classic er blevet! Den kører ikke bare i cirkler om originalen; den klarer sig også glimrende i sammenligning med det meste andet, vi har testet i prisklassen.

Endelig findes der et troværdigt – og attraktivt – alternativ i premiumklassen, som ikke kun entusiaster vil sætte pris på. Musikelskere med et godt øre for lyd skylder sig selv at høre et par JBL L100 Classic. Så gode er de faktisk.