annonce
annonce

Test: KEF Blade Two

KEF Blade Two
KEF Blade Two

Unik klassiker

En sjælden gang imellem dukker der højttalere op, som bare må blive klassikere.

Sublime musikalske kvaliteter, som fremkalder gåsehud gang på gang. Fantastisk åben 3D-lyd med fremragende detaljerigdom.
Trives bedst med en kraftig forstærker.

Man mærker det ret hurtigt. Til at begynde med er det noget udefinérbart, der gør, at højttalerne opleves som noget helt særligt. Det kan være designet, der forfører én først, før man taber kæben og sidder som en anden idiot med åben mund og bare lytter.

Efter et stykke tid er man hooked. Man kan ikke få nok og river plade efter plade ud af reolen for at høre alting på ny.

Klassiske højttalere som Quad ESL-57, Rogers LS3/5A og Klipschorn har meget forskellige egenskaber, men de har alle givet mange lyttere følelsen af at lytte til noget helt specielt. De har nogle kvaliteter, der gør dem enestående gode, og det faktum, at de stadig er populære, er et vidnesbyrd om den klassikerstatus, de har.

Det samme kan afgjort ske med KEF Blade Two.

Design

Højttalernes design ligner ikke noget andet – bortset fra den første udgave af Blade, selvfølgelig. Blade Two er mindre og lettere at placere, men ikke mindre potente.

De har KEF’s unikke (sic) Uni-Q koaksialenhed placeret midt på den smalle front og fire 16,5 cm bas-enheder – to på hver side – monteret, så de genererer ekstremt meget basenergi. Og det kan mærkes.

Designet stammer fra den originale Concept Blade-højttaler fra 2009. Blade Two er en opdateret, mindre og billigere udgave. Den er lettere at placere, fordi den er lavere og ikke helt så dyb, men princippet er det samme.

Uni-Q koaksial-enheden er monteret på en buet front med diskanten i midten. Foto: KEF

Bestykning

De fire bas-enheder er monteret ryg mod ryg for at udjævne lavfrekvente resonanser, der kan spredes i kabinettet og farve lyden. En nyttig effekt af sidemonteringen ryg mod ryg er bedre kontrol over basdynamikken og forbedret præcision ved lave frekvenser.

Højttaler-enhederne har aluminiummembraner og er parvis opdelt i separate basreflekskamre, som vist på en af illustrationerne. Der kan man også se, at der er sparsomt med dæmpningsmaterialer indvendig. Hvis stående bølger opstår indeni, sker det over bas-enhedernes delefrekvens – 320 Hz – og dermed forsvinder behovet for meget dæmpning, som ellers kunne have lagt låg på transientresponsen i bassen.

Den lille Uni-Q koaksial-enhed er monteret på en buet front og har med diskanten i centrum og på linje – vandret og lodret – en perfekt punktformet, koaksial spredning af frekvenser fra 2400 Hz. I praksis er det en usædvanlig vellykket konstruktion.

De fire bas-enheder er monteret således, at det akustiske centrum mellem parrene ligger midt på Uni-Q-enhedens vandrette akse.

Opsætning

Kabelterminalerne er upåklageligt enkle i brug: For dem, der vil køre med et dobbelt sæt kabler – bi-amping – med en forstærker med det øvre og en til det nedre frekvensområde, har KEF monteret omskiftere, der overflødiggør de skrækkelige metalskinner, som andre anvender.

Ingen jumpers, kabler eller andet pjat her. Skal man bruge bi-wiring er det bare at dreje “terminalerne” i midten til venstre. Foto: KEF

Højttalerne er forsynet med gevind til de medfølgende spikes, og fødderne har vater indbygget. De kan stilles på gulvet uden, men bassen strammes op og bliver mere rytmisk præcis med piggene på.

Den smalle front og den uniforme spredning fra Uni-Q koaksial-enheden gør, at højttalerne ikke skal vinkles indad. I hvert fald ikke meget. Det er vigtigere at sørge for afstand til sidevæggene. En meter kan være nok, og tilsvarende til bagvæggen er et godt udgangspunkt.

Selv om de spiller villigt på en 60 watt Hegel-forstærker, er det først med Audio Research, Gryphon, McIntosh og lignende, at der virkelig kommer fart over feltet.

Lyden af Blade Two

De slanke højttalere varter op med et enormt stereoperspektiv og en dybde, der er sjælden, selv for high-end-højttalere. Samtidig går de så dybt i bassen – med kontrol og dynamisk kontrast – at det føles, som om nyrerne vil løsne sig fra kroppen, når man spiller højt.

Det er svært at høre nogen forvrængning på høj volumen. Lyden er silkeblød og krystalklar med en vokalpræsentation, som en elektrostathøjttaler knap nok kan gøre bedre. Der er så meget ren energi i dynamikken fra højttalerne, at man har lyst til at spille højere, end man måske burde. Eller måske er det bare, fordi man er hooked …

Tag f.eks. opera. Ikke verdens mest spillede musik, men så krævende at gengive, at det er fremragende som testmateriale.

Luciano Pavarotti og Mirella Freni i Puccinis La Boheme under ledelse af Herbert von Karajan lyder fantastisk. Selv om det er en næsten 50 år gammel indspilning, gengiver Blade Two atmosfæren i optagerummet med skræmmende realisme.

Man hører let, når Rodolfo bevæger sig over scenegulvet; det er bare at lukke øjnene og følge bevægelserne med ørerne. Kontrasten mellem en vokal bag i og foran i rummet er ikke til at tage fejl af, og højttalerne slipper orkesterets dynamik løs, så det løber mig koldt ned ad ryggen i slutningen af ouverturen.

En mere realistisk følelse af at høre musik i 3D har jeg ikke engang fået fra et surround-anlæg.

Men KEF Blade Two kan mere. De kan f.eks. spille overbevisende i dybbassen. Andre højttalere kan gå dybere, og nogle kan spille højere, men i betragtning af størrelsen er Blade Two ægte fuldfrekvenshøjttalere. De går ubesværet ned til omkring 35 Hz med både dynamik og kontrol, og det er muligt at høre ned til 29-30 Hz, hvilket er rigeligt til det meste musik.

Men det er ikke dér, magien sker. Længere oppe, i mellembassen – der er så stram, at man næsten kan høre, hvilken slags strenge Charlie Haden har på sin kontrabas – er der næsten ingen ende på, hvor åbent det hele lyder. Og mellemtonen og videre op er noget af det mest luftige og præcise, jeg har været ude for. På denne side af Sonus faber Lilium, i hvert fald.

Strygere og instrumenter, der har brug for et struktureret overtonespektrum for at lyde realistisk, får det her. Det er muligt, at de bedste elektrostathøjttalere er endnu mere neutrale i overgangen fra mellemtone til diskant, men det er i så fald nuanceforskelle.

Vokaler gengives med et naturligt fokus, og klangen er blottet for betoninger, men rig på nuancer. Man kan høre instrumenter langt tilbage i orkestret, uanset om der spilles med bløde eller hårde køller på vibrafonen, og man kan få små forskelle i tonehøjden på strengeinstrumenter med uden at anstrenge sig.

Mageløst!

Blå er en af flere standardfarver til Blade Two. Foto: KEF

Konklusion

KEF Blade Two er ikke nogen ny højttaler. Det behøver den heller ikke at være. For den går direkte ind i rækken af klassikere og er sådan en højttaler, som man helst vil beholde, når man har hørt den. Billige er de ikke, men hvis man beholder dem i nogle årtier, behøver man ikke at smide penge ud på andre højttalere. Så gode er de faktisk.

Højttalere kan næppe blive mere vellykkede end Blade Two. Klassiker. Definitivt.

Man mærker det ret hurtigt. Til at begynde med er det noget udefinérbart, der gør, at højttalerne opleves som noget helt særligt. Det kan være designet, der forfører én først, før man taber kæben og sidder som en anden idiot med åben mund og bare lytter. Efter et stykke tid er man hooked. Man kan ikke få nok og river plade efter plade ud af reolen for at høre alting på ny. Klassiske højttalere som Quad ESL-57, Rogers LS3/5A og Klipschorn har meget forskellige egenskaber, men de har alle givet mange lyttere følelsen af at lytte til noget helt specielt. De har nogle kvaliteter, der gør dem enestående gode, og det faktum, at de stadig er populære, er et vidnesbyrd om den klassikerstatus, de har. Det samme kan afgjort ske med KEF Blade Two.

Design

Højttalernes design ligner ikke noget andet – bortset fra den første udgave af Blade, selvfølgelig. Blade Two er mindre og lettere at placere, men ikke mindre potente. De har KEF’s unikke (sic) Uni-Q koaksialenhed placeret midt på den smalle front og fire 16,5 cm bas-enheder – to på hver side – monteret, så de genererer ekstremt meget basenergi. Og det kan mærkes. Designet stammer fra den originale Concept Blade-højttaler fra 2009. Blade Two er en opdateret, mindre og billigere udgave. Den er lettere at placere, fordi den er lavere og ikke helt så dyb, men princippet er det samme. [caption id="attachment_83938" align="aligncenter" width="678"] Uni-Q koaksial-enheden er monteret på en buet front med diskanten i midten. Foto: KEF[/caption]

Bestykning

De fire bas-enheder er monteret ryg mod ryg for at udjævne lavfrekvente resonanser, der kan spredes i kabinettet og farve lyden. En nyttig effekt af sidemonteringen ryg mod ryg er bedre kontrol over basdynamikken og forbedret præcision ved lave frekvenser. Højttaler-enhederne har aluminiummembraner og er parvis opdelt i separate basreflekskamre, som vist på en af illustrationerne. Der kan man også se, at der er sparsomt med dæmpningsmaterialer indvendig. Hvis stående bølger opstår indeni, sker det over bas-enhedernes delefrekvens – 320 Hz – og dermed forsvinder behovet for meget dæmpning, som ellers kunne have lagt låg på transientresponsen i bassen. Den lille Uni-Q koaksial-enhed er monteret på en buet front og har med diskanten i centrum og på linje – vandret og lodret – en perfekt punktformet, koaksial spredning af frekvenser fra 2400 Hz. I praksis er det en usædvanlig vellykket konstruktion. De fire bas-enheder er monteret således, at det akustiske centrum mellem parrene ligger midt på Uni-Q-enhedens vandrette akse.

Opsætning

Kabelterminalerne er upåklageligt enkle i brug: For dem, der vil køre med et dobbelt sæt kabler – bi-amping – med en forstærker med det øvre og en til det nedre frekvensområde, har KEF monteret omskiftere, der overflødiggør de skrækkelige metalskinner, som andre anvender. [caption id="attachment_83941" align="aligncenter" width="678"] Ingen jumpers, kabler eller andet pjat her. Skal man bruge bi-wiring er det bare at dreje “terminalerne” i midten til venstre. Foto: KEF[/caption] Højttalerne er forsynet med gevind til de medfølgende spikes, og fødderne har vater indbygget. De kan stilles på gulvet uden, men bassen strammes op og bliver mere rytmisk præcis med piggene på. Den smalle front og den uniforme spredning fra Uni-Q koaksial-enheden gør, at højttalerne ikke skal vinkles indad. I hvert fald ikke meget. Det er vigtigere at sørge for afstand til sidevæggene. En meter kan være nok, og tilsvarende til bagvæggen er et godt udgangspunkt. Selv om de spiller villigt på en 60 watt Hegel-forstærker, er det først med Audio Research, Gryphon, McIntosh og lignende, at der virkelig kommer fart over feltet.

Lyden af Blade Two

De slanke højttalere varter op med et enormt stereoperspektiv og en dybde, der er sjælden, selv for high-end-højttalere. Samtidig går de så dybt i bassen – med kontrol og dynamisk kontrast – at det føles, som om nyrerne vil løsne sig fra kroppen, når man spiller højt. Det er svært at høre nogen forvrængning på høj volumen. Lyden er silkeblød og krystalklar med en vokalpræsentation, som en elektrostathøjttaler knap nok kan gøre bedre. Der er så meget ren energi i dynamikken fra højttalerne, at man har lyst til at spille højere, end man måske burde. Eller måske er det bare, fordi man er hooked … Tag f.eks. opera. Ikke verdens mest spillede musik, men så krævende at gengive, at det er fremragende som testmateriale. Luciano Pavarotti og Mirella Freni i Puccinis La Boheme under ledelse af Herbert von Karajan lyder fantastisk. Selv om det er en næsten 50 år gammel indspilning, gengiver Blade Two atmosfæren i optagerummet med skræmmende realisme. Man hører let, når Rodolfo bevæger sig over scenegulvet; det er bare at lukke øjnene og følge bevægelserne med ørerne. Kontrasten mellem en vokal bag i og foran i rummet er ikke til at tage fejl af, og højttalerne slipper orkesterets dynamik løs, så det løber mig koldt ned ad ryggen i slutningen af ouverturen. En mere realistisk følelse af at høre musik i 3D har jeg ikke engang fået fra et surround-anlæg. Men KEF Blade Two kan mere. De kan f.eks. spille overbevisende i dybbassen. Andre højttalere kan gå dybere, og nogle kan spille højere, men i betragtning af størrelsen er Blade Two ægte fuldfrekvenshøjttalere. De går ubesværet ned til omkring 35 Hz med både dynamik og kontrol, og det er muligt at høre ned til 29-30 Hz, hvilket er rigeligt til det meste musik. Men det er ikke dér, magien sker. Længere oppe, i mellembassen – der er så stram, at man næsten kan høre, hvilken slags strenge Charlie Haden har på sin kontrabas – er der næsten ingen ende på, hvor åbent det hele lyder. Og mellemtonen og videre op er noget af det mest luftige og præcise, jeg har været ude for. På denne side af Sonus faber Lilium, i hvert fald. Strygere og instrumenter, der har brug for et struktureret overtonespektrum for at lyde realistisk, får det her. Det er muligt, at de bedste elektrostathøjttalere er endnu mere neutrale i overgangen fra mellemtone til diskant, men det er i så fald nuanceforskelle. Vokaler gengives med et naturligt fokus, og klangen er blottet for betoninger, men rig på nuancer. Man kan høre instrumenter langt tilbage i orkestret, uanset om der spilles med bløde eller hårde køller på vibrafonen, og man kan få små forskelle i tonehøjden på strengeinstrumenter med uden at anstrenge sig. Mageløst! [caption id="attachment_83942" align="aligncenter" width="678"] Blå er en af flere standardfarver til Blade Two. Foto: KEF[/caption]

Konklusion

KEF Blade Two er ikke nogen ny højttaler. Det behøver den heller ikke at være. For den går direkte ind i rækken af klassikere og er sådan en højttaler, som man helst vil beholde, når man har hørt den. Billige er de ikke, men hvis man beholder dem i nogle årtier, behøver man ikke at smide penge ud på andre højttalere. Så gode er de faktisk. Højttalere kan næppe blive mere vellykkede end Blade Two. Klassiker. Definitivt.
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 39 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede får du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave
Bedste pris på KEF Blade Two
Pricerunner.dk er en kommerciel partner til lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Type: 3-vejs gulvhøjttaler
  • Bas: 4 x 16,5 cm
  • Mellemtone: 12,5 cm
  • Diskant: 25 mm
  • Følsomhed: 90 dB/4 ohm
  • Frekvensområde: 34 Hz – 45 kHz
  • Mål og vægt: 146,1 x 33,8 x 47,5 cm / 35,3 kg
  • Finish: Sort, hvid, blå, rød, grå, sølv eller andre farver på bestilling
  • Web: radioactiv.dk
Pris: 160.000,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk. [Heateor-SC]

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-