annonse
annonse
annonse

KEF Reference 1

Lydbillede med laserpræcision

Ingen i klassen er i nærheden af dette perspektiv i lydbilledet.

Ved at fungere som en næsten perfekt punktkilde tegner Reference 1 et så præcist lydbillede op, at man let kan høre, hvor alt er placeret. Dynamikken er superb, især i mellemtonen. Ultrapræcise højttalere, simpelthen!
Der findes alternativer med mere rungende bas, også blandt standerhøjttalere. De holder også lidt igen i overtonerne og kan virke noget mellemtonefokuserede.

Gåsehudsfaktor er noget, man taler meget om i high-end klassen. Altså når musikken kryber ind under huden og får hårene til at rejse sig.

Der er meget, der skal passe, og ikke mindst stereoperspektivet er en vigtig faktor. Som gør, at man kan udpege, hvor hvert enkelt instrument er placeret. Med en sanger, der står lige midt i det hele i stedet for at blive smurt ud over et diffust lydlandskab. Og hvor man kan høre den enkelte violinist i et stort symfoniorkester. En i orkesteret kommer måske også til at hoste under koncerten, midt i det mest stille parti. Var det fløjtenisten i fjerde række? Eller klarinettisten i femte?

Læs også: Test af Devialet D400 – sensationel fransk forstærker

 

Punktkilde

Et optimalt stereoperspektiv er kun muligt, hvis lyden fra højttalernes diskant-enhed rammer øret præcis samtidig med lyden fra mellemtone-enheden. Ud over at delefilteret som udgangspunkt skal være superpræcist, kan man løse det ved at placere højttalerne langt nok væk, så de to enheder bliver én tilnærmet punktkilde.

Nogle producenter vinkler kabinetterne lidt, så diskanten peger en lille smule nedad, mens mellemtone-enheden spiller lige frem, og dermed mødes de perfekt det sted i rummet, hvor lytteren skal sidde.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Men der er også en anden måde at gøre det på, som KEF sværger til. Nemlig at placere diskant-enheden midt i mellemtone-enheden og forene de to til en koaksial-enhed. Den fungerer så som en ægte punktkilde, uanset afstanden mellem højttaleren og lytteren. Og uanset vinkel. Det gør, at man får en bred “sweet spot”, hvor man kan nyde et præcist stereoperspektiv, næsten uanset hvordan man placerer sig i forhold til højttalerne.

Det åbner for interessante muligheder, såsom at kunne bruge trevejs højttalere som nærfelts-monitors, fordi det ikke betyder noget, hvor tæt på højttalerne man sidder, når man arbejder med lyd.

For at undgå problemet med fasespring, der kan opstå netop i samlingen mellem diskant og mellemtone, har KEF anvendt en mandarinbådformet bølgelederlinse til diskanten.

 

Trevejs

Reference 1 er KEF’s mindste model i Reference-serien og producentens største og dyreste standerhøjttalere. De er ikke særlig kompakte med 44 cm i højden og 43 cm i dybden, for der skal også være plads til en 6,5-tommer bas-enhed. Det er nemlig ægte trevejs højttalere!

Der sidder et par lækre dobbeltterminaler på bagsiden, så man kan bi-ampe med to forstærkere, hvis man vil. I så fald skruer man bare to skruer løs i midten, som ellers danner skjulte broer mellem terminalerne på indersiden af kabinettet. Let og elegant.

 

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Placering

Vi modtog højttalerne i sort pianolak. Lækkert, men mange vil nok være enige i, at de tager sig endnu bedre ud i palisander, som så koster otte tusind kroner ekstra.

Basporten på bagsiden er justérbar, i og med at der følger to rør af forskellig længde med. Det korteste rør ruller tidligere af i bassen og bør bruges ved placering tæt på bagvæggen. Ved placering længere ude på gulvet anbefales det lange rør, som giver en lidt mere udstrakt bas. Prøv dig frem!

Den anbefalede placering er ifølge brugsanvisningen 0,3-1,5 meter fra bagvæggen og op til 3 meter fra sidevæggene. I vores lytterum på omkring 35 kvadratmeter jeg fik det bedste resultat med højttalerne placeret på standere med frontpladen ca. 1 meter fra bagvæggen og diskant-enhederne ca. 1,2 meter fra hver sidevæg.

Vinklen er helt ikke så afgørende som med visse andre, men jeg foretrækker alligevel at have dem vinklet skråt ind mod lyttepositionen for at få et endnu mere fasttømret centrum i lydbilledet.

 

Referencelyd

Verden er fuld af højttalere, der sminker lyden i den ene eller den anden retning. Nogle har ekstra fyldig bas, andre excellerer i diskanten og gengiver overtonerne med masser af energi og detaljer. KEF Reference 1 opleves snarere som meget neutrale. Det første, jeg bidder mærke i, er deres attack. Sikke et spræl! Her er de drevet af en Naim NAC-N 272 netværksafspiller og NAP 300 forstærker, begge med ekstern strømforsyning.

Prøv bare at høre Ani DiFrancos klassiske “Letter to a John” fra 1994-albummet Out of Range. Hendes guitar slår nærmest gnister, det rykker virkelig i trommesættet, og sangens hovedperson får al sin edder og galde frem, perfekt placeret midt i det hele. Råheden fra optagelsen understreges i den grad af nogle af de mest livlige højttalere, jeg har hørt i denne størrelse.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Neil Youngs “Heart of Gold” fra den legendariske Harvest giver gåsehud af den nostalgiske slags. Jo, man kan høre, at teknikerne har været lidt for ivrige med at undertrykke båndsus ved hjælp af Dolby støjreduktion og taget noget luft og liv med på vejen. Men samtidig er det noget af charmen, at man hørbart kan datere optagelsen til en tid, hvor de var besat af at fjerne båndstøj. Og de detaljer, der så er der, hører man klart og tydeligt gennem Reference 1.

Klassisk musik er noget af en udfordring med mange instrumenter i et stort lydbillede, der skal presses igennem et højttalerstort nøglehul. Men Reference 1 lyder større end deres fysiske mål, og med Dvoráks cellokoncert i h-mol er det for alvor blevet tid til at se, hvad disse skabninger er lavet af.

Cellosoloerne står sprødt som bare f*nden, mens orkestret breder sig ud over en stor scene. Der er fuld kontrol over fløjter, violiner og bratscher, og selv om højttalerne ikke går voldsomt dybt i bassen, får man også en god fornemmelse af kontrabasserne. Det her er virkelig godt!

Reference 1 sminker ikke noget. Om noget er de lidt tilbagelænede i overtoneområdet, som visse konkurrenter gengiver mere energisk.

 

Focal

En af disse konkurrenter er Focal. Vi har nemlig også et par Sopra No1 stående i lytterummet. Helt klart i high-end klassen, og om det er KEF eller Focal, man foretrækker, er i høj grad et spørgsmål om smag og behag.

For mens KEF er ganske nøgterne i bassen og ikke de mest energiske i overtonerne, er Focal ret anderledes. Her bydes der på en heftig basgengivelse, hvor stortrommer og elbasser slår hårdt og fyldigt. Overtonerne er sprøde og luftige, og bækkener og kvindevokaler skinner som bare pokker. Focal er også mere følsomme og kan spille højere med mindre forstærkerkraft.

(Foto: Producent)
(Foto: Producent)

Men KEF har bedre sammenhæng. Mellemtonegengivelsen er helt i top, og hvor Focal maler lydbilledet op med en bredere pensel og rejser en mere todimensionel mur af lyd, så har KEF-højttalerne et klart bedre markeret centrum, og der er mere dybde i lydbilledet. De opleves også som hurtigere, mere laserpræcise.

Men med den forkerte slags musik kan det blive belastende. Hvis du sætter overkomprimeret popmusik på, kan du godt forberede dig på en nedtur! KEF giver ikke noget væk i basregisteret, så moderne musik, der egentlig burde være rytmisk og underholdende, lyder fladt og livløst på grund af alt for hård kompression i masteringen. Det sker for at give en illusion af højere lyd, men med high-end udstyr lyder det ofte latterligt. Her er Focal langt mere tilgivende.

 

Konklusion

KEF Reference 1 er et fantastisk stykke håndværk. De er fleksible med hensyn til placering mod bagvæggen, og med en koaksial mellemtone/diskant-enhed kan man også sidde omtrent hvor man vil i forhold til højttalerne, og stadig opleve et optimalt stereoperspektiv.

Dynamikken er helt fantastisk, og højttalerne kan følge med på hvad som helst. Sammenhængen i tonerne er der intet at udsætte på, og stereoperspektivet er virkelig godt. Det er seriøs high-end på alle måder!

Nogle vil savne fyldigere bas, og andre vil synes, der mangler lidt opover i diskanten. Så kan man f.eks. lægge ører til Focal Sopra No1 i stedet. Og hvis man vil have mange af kvaliteterne fra KEF Reference 1 med indbygget forstærkning og rumkorrektion til en lavere pris, kan man overveje de fremragende studie-monitors Genelec 8351A SAM.

Gåsehudsfaktor er noget, man taler meget om i high-end klassen. Altså når musikken kryber ind under huden og får hårene til at rejse sig. Der er meget, der skal passe, og ikke mindst stereoperspektivet er en vigtig faktor. Som gør, at man kan udpege, hvor hvert enkelt instrument er placeret. Med en sanger, der står lige midt i det hele i stedet for at blive smurt ud over et diffust lydlandskab. Og hvor man kan høre den enkelte violinist i et stort symfoniorkester. En i orkesteret kommer måske også til at hoste under koncerten, midt i det mest stille parti. Var det fløjtenisten i fjerde række? Eller klarinettisten i femte? Læs også: Test af Devialet D400 – sensationel fransk forstærker  

Punktkilde

Et optimalt stereoperspektiv er kun muligt, hvis lyden fra højttalernes diskant-enhed rammer øret præcis samtidig med lyden fra mellemtone-enheden. Ud over at delefilteret som udgangspunkt skal være superpræcist, kan man løse det ved at placere højttalerne langt nok væk, så de to enheder bliver én tilnærmet punktkilde. Nogle producenter vinkler kabinetterne lidt, så diskanten peger en lille smule nedad, mens mellemtone-enheden spiller lige frem, og dermed mødes de perfekt det sted i rummet, hvor lytteren skal sidde. [caption id="attachment_65824" align="alignnone" width="460"](Foto: Producent) (Foto: Producent)[/caption] Men der er også en anden måde at gøre det på, som KEF sværger til. Nemlig at placere diskant-enheden midt i mellemtone-enheden og forene de to til en koaksial-enhed. Den fungerer så som en ægte punktkilde, uanset afstanden mellem højttaleren og lytteren. Og uanset vinkel. Det gør, at man får en bred “sweet spot”, hvor man kan nyde et præcist stereoperspektiv, næsten uanset hvordan man placerer sig i forhold til højttalerne. Det åbner for interessante muligheder, såsom at kunne bruge trevejs højttalere som nærfelts-monitors, fordi det ikke betyder noget, hvor tæt på højttalerne man sidder, når man arbejder med lyd. For at undgå problemet med fasespring, der kan opstå netop i samlingen mellem diskant og mellemtone, har KEF anvendt en mandarinbådformet bølgelederlinse til diskanten.  

Trevejs

Reference 1 er KEF’s mindste model i Reference-serien og producentens største og dyreste standerhøjttalere. De er ikke særlig kompakte med 44 cm i højden og 43 cm i dybden, for der skal også være plads til en 6,5-tommer bas-enhed. Det er nemlig ægte trevejs højttalere! Der sidder et par lækre dobbeltterminaler på bagsiden, så man kan bi-ampe med to forstærkere, hvis man vil. I så fald skruer man bare to skruer løs i midten, som ellers danner skjulte broer mellem terminalerne på indersiden af kabinettet. Let og elegant.   [caption id="attachment_65827" align="alignnone" width="460"](Foto: Producent) (Foto: Producent)[/caption]

Placering

Vi modtog højttalerne i sort pianolak. Lækkert, men mange vil nok være enige i, at de tager sig endnu bedre ud i palisander, som så koster otte tusind kroner ekstra. Basporten på bagsiden er justérbar, i og med at der følger to rør af forskellig længde med. Det korteste rør ruller tidligere af i bassen og bør bruges ved placering tæt på bagvæggen. Ved placering længere ude på gulvet anbefales det lange rør, som giver en lidt mere udstrakt bas. Prøv dig frem! Den anbefalede placering er ifølge brugsanvisningen 0,3-1,5 meter fra bagvæggen og op til 3 meter fra sidevæggene. I vores lytterum på omkring 35 kvadratmeter jeg fik det bedste resultat med højttalerne placeret på standere med frontpladen ca. 1 meter fra bagvæggen og diskant-enhederne ca. 1,2 meter fra hver sidevæg. Vinklen er helt ikke så afgørende som med visse andre, men jeg foretrækker alligevel at have dem vinklet skråt ind mod lyttepositionen for at få et endnu mere fasttømret centrum i lydbilledet.  

Referencelyd

Verden er fuld af højttalere, der sminker lyden i den ene eller den anden retning. Nogle har ekstra fyldig bas, andre excellerer i diskanten og gengiver overtonerne med masser af energi og detaljer. KEF Reference 1 opleves snarere som meget neutrale. Det første, jeg bidder mærke i, er deres attack. Sikke et spræl! Her er de drevet af en Naim NAC-N 272 netværksafspiller og NAP 300 forstærker, begge med ekstern strømforsyning. Prøv bare at høre Ani DiFrancos klassiske “Letter to a John” fra 1994-albummet Out of Range. Hendes guitar slår nærmest gnister, det rykker virkelig i trommesættet, og sangens hovedperson får al sin edder og galde frem, perfekt placeret midt i det hele. Råheden fra optagelsen understreges i den grad af nogle af de mest livlige højttalere, jeg har hørt i denne størrelse. [caption id="attachment_65826" align="alignnone" width="460"](Foto: Producent) (Foto: Producent)[/caption] Neil Youngs “Heart of Gold” fra den legendariske Harvest giver gåsehud af den nostalgiske slags. Jo, man kan høre, at teknikerne har været lidt for ivrige med at undertrykke båndsus ved hjælp af Dolby støjreduktion og taget noget luft og liv med på vejen. Men samtidig er det noget af charmen, at man hørbart kan datere optagelsen til en tid, hvor de var besat af at fjerne båndstøj. Og de detaljer, der så er der, hører man klart og tydeligt gennem Reference 1. Klassisk musik er noget af en udfordring med mange instrumenter i et stort lydbillede, der skal presses igennem et højttalerstort nøglehul. Men Reference 1 lyder større end deres fysiske mål, og med Dvoráks cellokoncert i h-mol er det for alvor blevet tid til at se, hvad disse skabninger er lavet af. Cellosoloerne står sprødt som bare f*nden, mens orkestret breder sig ud over en stor scene. Der er fuld kontrol over fløjter, violiner og bratscher, og selv om højttalerne ikke går voldsomt dybt i bassen, får man også en god fornemmelse af kontrabasserne. Det her er virkelig godt! Reference 1 sminker ikke noget. Om noget er de lidt tilbagelænede i overtoneområdet, som visse konkurrenter gengiver mere energisk.  

Focal

En af disse konkurrenter er Focal. Vi har nemlig også et par Sopra No1 stående i lytterummet. Helt klart i high-end klassen, og om det er KEF eller Focal, man foretrækker, er i høj grad et spørgsmål om smag og behag. For mens KEF er ganske nøgterne i bassen og ikke de mest energiske i overtonerne, er Focal ret anderledes. Her bydes der på en heftig basgengivelse, hvor stortrommer og elbasser slår hårdt og fyldigt. Overtonerne er sprøde og luftige, og bækkener og kvindevokaler skinner som bare pokker. Focal er også mere følsomme og kan spille højere med mindre forstærkerkraft. [caption id="attachment_65825" align="alignnone" width="460"](Foto: Producent) (Foto: Producent)[/caption] Men KEF har bedre sammenhæng. Mellemtonegengivelsen er helt i top, og hvor Focal maler lydbilledet op med en bredere pensel og rejser en mere todimensionel mur af lyd, så har KEF-højttalerne et klart bedre markeret centrum, og der er mere dybde i lydbilledet. De opleves også som hurtigere, mere laserpræcise. Men med den forkerte slags musik kan det blive belastende. Hvis du sætter overkomprimeret popmusik på, kan du godt forberede dig på en nedtur! KEF giver ikke noget væk i basregisteret, så moderne musik, der egentlig burde være rytmisk og underholdende, lyder fladt og livløst på grund af alt for hård kompression i masteringen. Det sker for at give en illusion af højere lyd, men med high-end udstyr lyder det ofte latterligt. Her er Focal langt mere tilgivende.  

Konklusion

KEF Reference 1 er et fantastisk stykke håndværk. De er fleksible med hensyn til placering mod bagvæggen, og med en koaksial mellemtone/diskant-enhed kan man også sidde omtrent hvor man vil i forhold til højttalerne, og stadig opleve et optimalt stereoperspektiv. Dynamikken er helt fantastisk, og højttalerne kan følge med på hvad som helst. Sammenhængen i tonerne er der intet at udsætte på, og stereoperspektivet er virkelig godt. Det er seriøs high-end på alle måder! Nogle vil savne fyldigere bas, og andre vil synes, der mangler lidt opover i diskanten. Så kan man f.eks. lægge ører til Focal Sopra No1 i stedet. Og hvis man vil have mange af kvaliteterne fra KEF Reference 1 med indbygget forstærkning og rumkorrektion til en lavere pris, kan man overveje de fremragende studie-monitors Genelec 8351A SAM.
Vi tester mere end 450 produkter om året. Læs denne test, og få fuld adgang til Lyd & Billede.
Allerede abonnent? Log ind.
Prøveabonnement
0,-
Fri adgang til lydogbillede.dk
Bronzeabonnement
369,-pr/halvår
1/2 år (6 numre) Digitaludgaven Fri adgang til lydogbillede.dk
Sølvabonnement
660,-pr/år
1 år (11 numre) Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Guldabonnement
1.049,-pr/år
1 år (11 numre) Ny digital film hver måned Velkomstgave Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven
Abonnementet fornyes automatisk til ordinær pris: 49 kr om måneden.

Med et abonnement på Lyd & Billede får du:

Fri adgang til lydogbillede.dk Digitaludgaven (iPad/Android) hver måned Betydelig rabat Vælg selv længden af dit abonnement - og med eller uden film Stor velkomstgave
Bedste pris på KEF Reference 1
Pricerunner.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Type: 3-vejs basrefleks
  • Bas: 6,5" aluminium
  • Mellemtone/diskant: 5" + 1" Uni-Q aluminium
  • Frekvensområde: 45 Hz – 35 kHz (+/- 3 dB)
  • Følsomhed: 85 dB (2,83 V/1 m)
  • Impedans: 8 ohm
  • Mål: 44 x 20,5 x 43 cm
  • Vægt: 18,2 kg
Pris: 55990,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk.
Error: View f1cf4efu6y may not exist

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-