: MartinLogan Motion 35XT

De fleste forbinder små højttalere med svag bas og begrænset volumen. Alligevel er de populære, fordi mange af os kan leve med nogle kompromiser i livet. Små højttalere er lette at placere, dominerer ikke rummet og kan spille både levende og underholdende. Hvis der vel at mærke er tale om virkelig vellykkede kompakthøjttalere.

For de findes. De små Bowers & Wilkins 685 S2 og Dynaudio Excite X14 er nogle af de mest vellydende kompakthøjttalere til under 10.000 kroner. I en højere prisklasse er f.eks. Sonus faber Olympica I et af de bedste valg for folk med tykke tegnebøger, der foretrækker mindre højttalere.

Disse tre modeller kommer fra velrenommerede producenter og er relativt lette at finde i butikkerne. Det er MartinLogans højttalere desværre ikke. De specialiserede sig tidligt i elektrostatiske højttalere, som let dominerer et rum, og havner derfor i specialbutikkerne. F.eks. de fremragende ElectroMotion ESL.

Dér håber vi ikke, at de små Motion 35XT havner, for disse højttalere fortjener et større publikum.

De adskiller sig fra de nævnte, billigere højttalere ved at have en helt anden slags højttaler-elementer og en mere eksklusiv udførelse. Teknisk set er de dog alle bygget over samme læst med et moderat bas-element og en lille diskant monteret i et kabinet, der er lille nok til at stå i en bogreol. Derfor kaldes de også reolhøjttalere.

 

Hybrid teknologi

Men MartinLogan Motion 35XT adskiller sig fra de fleste højttalere ved, at de anvender en bånddiskant sammen med et 165 mm bas-element med aluminiummembran. Sidstnævnte er af naturlige årsager stivere end almindelige plasticmembraner og kan tåle mere effekt, fordi den også køler bedre. Mens bånddiskanten – der skinner som en væg af guld bag persienner – er usædvanlig stor, hvis man sammenligner med en almindelig diskant.

En almindelig, rund diskant er mellem 18 og 30 mm i diameter, mens en bånddiskant som den, der bruges her, har en flad membran med en overflade på 70 x 114 mm. Altså næsten otte gange større. Den er pænt foldet ligesom bælgene på en trækharmonika og drives af små, superkraftige neodymmagneter.

Erfaringerne med den slags elementer er overvejende gode, og vi har testet fremragende højttalere fra bl.a. Elac og Audiovector med samme type diskant-element.

Alternativ udførelse

Lyden af en velkonstrueret bånddiskant kan beskrives som fokuseret, præcis og luftig. De billigste varianter kan dog lyde hårdt, når man spiller højt, så bånddiskanter bruges sjældent i billige højttalere, hvor lave omkostninger er vigtigt.

Man finder dem i dyre højttalere som dem, vi tester her, men f.eks. også i en mindre model fra MartinLogan kaldet Motion 15. Ja, faktisk bruger MartinLogan den samme bånddiskant i en række forskellige modeller, fra store gulvstående til center- og baghøjttalere.

Det er ikke så ofte, vi ser producenter, der har gjort sig ekstra umage med detaljerne på deres højttalere. Selv ikke i de højere prisklasser. Alt for ofte virker det, som om ingeniører og designere ikke taler sammen, og nogle gange skulle man tro, at ingeniørerne selv har designet højttalerne.

Men her er indtrykket et ganske andet. Bortset fra de plugs, der holder den perforerede metalfront fast, er der tale om gennemtænkt kvalitet i alle led. Bagsiden – som man ellers kun ser, når man slutter dem til første gang – er lakeret i samme højglanssorte eller palisanderfarvede lak som den svagt skrånende top, bunden og siderne. Fronten har en silkemat sort finish uden synlige skruer på elementerne.

Bare en detalje som kabelterminalerne bagpå er afslørende. Her har MartinLogan brugt de samme solide terminaler med god plads til kabler og fingre, som de bruger på deres væsentlig dyrere elektrostathøjttalere.

Motion 35XT ser godt ud, og den højglanslakkerede palisanderfinér minder om langt dyrere højttalere.

Superklar og luftig lyd

Det samme gør lyden. Jeg var slet ikke forberedt på, at de relativt små højttalere ville give så meget bas. De er opgivet til at gå ned til 50 Hz, og det er helt sikkert rigtigt, for det er ikke så ofte, man hører reolhøjttalere med så mægtig bas. De går ikke dybt nok til de allerlaveste toner, som man kan få ud af de største instrumenter, men den laveste oktav på klaver, pauker eller kontrabas lyder fantastisk levende.

Vi begyndte testperioden med den lille integrerede forstærker Hegel H80 med 75 watt effekt og migrerede efterhånden til Audio Research GSi75, også på 75 watt. De primære kilder var Amarra for Tidal på en MacBook og Tidal Hi-Fi på en iPhone 6.

Højttalerne er langt mere følsomme end normalt for små højttalere – 92 dB mod de 87 dB, som er mere almindeligt – og de har ikke brug for meget effekt for at spille højt nok. De har bare brug for kvalitet, og det fik de.

Motion 35XT er mageløse i den måde, de får musikken til at lyde uhæmmet og uanstrengt på. Glædeligt nok minder de meget om MartinLogans elektrostathøjttalere, der får især vokaler til at lyde, som om de er vægtløse, med et endeløst dybt og luftigt lydbillede.

Kabinetresonanser glimrer ved deres fravær, og så længe højttalerne er placeret rigtigt, er balancen så perfekt, at man undres over, at de kun koster knap 13.000 kroner parret. Jeg kan ikke huske, at vi har testet så komplette reolhøjtalere til under 25.000 kroner siden Dynaudio Contour S1.4.

Solveig Slettahjells fløjlsbløde vokal på albummet Trail of Souls med Knut Reiersrud og In The Country lyder lige så ufarvet og levende, som jeg er vant til fra dyre elektrostathøjttalere. Trommer og bas har forbløffende meget vægt i lydbilledet, og samtidig er der meget rumfølelse i lyden. Det virker ikke, som om musikerne er stuvet sammen på en række i midten, men snarere som om de er spredt rundt i lydbilledet, og det giver en stærk følelse af realisme i rummet.

Det er ikke kun forskellige vokaler som Radka Toneffs på “The Moon Is a Harsh Mistress” eller David Bowies på “Lazarus”, der lyder forbløffende frit og realistisk fra de små højttalere. Flygelet på Hélène Grimauds Mozart-fortolkninger fra 2011 lyder stort og mægtigt med en bundklang, der er uforskammet fyldigt gengivet af så små højttalere.

Live-indspilningen med Christian McBride Trio fra The Village Vanguard viser, hvor godt højttalerne følger med, når det bliver mere komplekst. Det er ikke ligefrem taffeljazz, og hvis man skruer op for lyden, forstår man, hvori udfordringen består. Her kan højttalerne miste grebet, når de bliver bedt om at spille meget højt, og så får diskanten en ubehagelig hårdhed, der heldigvis forsvinder igen, når man skruer lydtrykket bare lidt ned.

Jeg nåede frem til, at den bedste placering var på standere i ansigtshøjde, vinklet let indad og mellem 30 og 100 cm fra bagvæggen. Så er balancen allerbedst, og der skal mere til, før de mister kontrollen i bassen eller lyder hårdt i diskanten.

 

Konklusion

Med en velkontrolleret bas, der både går dybt og slår hårdt, kombineret med en luftighed over hele frekvensområdet langt over det hørbare er Motion 35XT’s slægtskab med MartinLogans elektrostatiske hybrider hørbart.

Og ikke nok med det, højttalerne er afbalancerede og raffinerede på samme tid, og de både spiller og ser meget dyrere ud, end de reelt er. Faktisk vil jeg driste mig til at sige, at MartinLogan Motion 35XT er et røverkøb.