Før Naim Mu-so var det kun undtagelsesvis, vi fandt en trådløs bordhøjttaler, der begejstrede os. Da vi testede den i 2014, satte den standarden for, hvor god lyd det er muligt at få ud af en bordhøjttaler.
Nu er anden generation af Mu-so her så, og en ny standard er sat. For den jorder de soundbars, du finder hos Elgiganten, og sender Bluetooth-højttalere i skammekrogen.
Den er så god, at vi let kan anbefale en Mu-so 2 til dem, der står og vakler mellem en god soundbar og et par højttalere. Den kan erstatte det meste og er udstyret til at dække manges behov.
Højttaleren ligner forgængeren meget, men bortset fra diskant-enhederne bag den buede front er alt nyt på Mu-so 2.
Den kan stadig bruges med Bluetooth og Wi-Fi, og kobles til netværkets router med Ethernet-kabel. Under højre side af kabinettet, hvor indgangene er placeret, er der også en minijack-indgang til analoge lydkilder, såsom en pladespiller med indbygget phono-trin.
Der er optisk indgang til TV-lyden, så Mu-so 2 kan fungere som soundbar. Men den har også HDMI-indgang med lydretur, så man både kan koble TV-lyden til og styre TV og lyd med én fjernbetjening.
På højre side er der en USB-indgang til musik på memory stick, som også kan oplade mobilen.
Trådløs lyd i flere rum
Den trådløse side er der taget fint hånd om. Ud over Bluetooth og Wi-Fi-streaming har Mu-so 2 indbygget Chromecast til dem, der gerne vil bruge deres streaming-tjenester via Wi-Fi, men også Apple AirPlay 2, UPnPTM og netradio, og den er forberedt til Roon. For dem, der har deres streaming-tjenester integreret med Roons brugerflade.
Højttaleren understøtter i øvrigt WAV-, FLAC- og DSD-filer op til 32 bit/384 kHz.
Alt det grundlæggende kan styres med den medfølgende fjernbetjening, men også med Naim-app’en, der desuden er integreret med streaming-tjenester som Spotify og Tidal, og kan styre op til fire andre Naim-enheder – ud over Mu-so 2 – i en multirumsopsætning.
Én og samme app kan styre alle Naim-produkterne i en multirumsopsætning. Det er også muligt at styre flere enheder med Chromecast via Google Home-app’en.
Opsætning
Når man har pakket højttaleren ud og bladret i den korte brugsvejledning, skal man downloade Naim-app’en og følge instruktionerne på skærmen for at konfigurere app-styring af Mu-so 2. Hvis man har Spotify eller Tidal, kan det integreres i app-styringen, hvor man også kan vælge indgang og netradiostation, indstille alarmer og justere lyden fra højttaleren.
Ikke med bas og diskant, men med en af tre forprogrammerede lydindstillinger: Rumkorrektion for henholdsvis placering i et hjørne, ind mod væggen eller mindst 25 cm fra væggen. Man kan også slå loudness til eller fra efter behag. Hvis man vil, kan man desuden justere indgangsvolumen på hver af indgangene, så det bliver mere ensartet, samt justere lip-sync og omdøbe nogle af indgange.
Højttaleren kan også betjenes med touch-fladen på volumenkontrollen til venstre på toppen. Det behageligt vægtede volumenhjul lyser op, når man holder hånden over det, og en række symboler, der viser indgangsvalg, forudindstillinger og start/stop af musikafspilningen, lyser ligeledes op.
Opgraderet teknik
Naim Mu-so 2 er lidt større end forgængeren. Det indre volumen er øget 13 procent, og både forstærker, processor og højttaler-enheder er forbedrede versioner af dem, der sidder i forgængeren.
Nye spoler, bedre ophæng og stivere membraner, udviklet i samarbejde med Focal, skal give bedre defineret lyd. De seks højttaler-enheder danner et trevejs stereosystem, som består af to ovale bas-enheder, to runde mellemtone-enheder og to diskanter, der ifølge Naim kan tåle endnu mere effekt, før forvrængning sætter ind.
Kabinettet er forstærket, samtidig med at det øgede volumen giver dybere basrespons, og 6 x 75 watt effekt bruges til at sparke liv i lyden.
Mægtig lyd
Naim lytter åbenbart til kritik, for de to ting, vi kritiserede ved forgængeren, er adresseret i Mu-so 2. Fjernbetjeningen er meget bedre og ligner nu fjernbetjeningerne fra Uniti-serien.
Den udskiftelige front i gråt stof, som også fås i terrakotta, olivengrøn og blå, er ligeledes ny. Vi har tidligere kritiseret stoffronten for at være for stram, så den maskerede diskant og overtoner for meget.
Den nye stoffront har langt flere perforeringer og lukker mere luft ud, så den uldne følelse er ikke så fremtrædende, men Mu-so 2 vil også lyde friskere i diskanten uden fronten på.
Det giver virkelig Khalids vokal og John Mayers guitarriffs luft under vingene på “Outta My Head” og fyldig, klokkeklar klaverklang på Brad Mehldau og Pat Methenys “Unrequited”.
Højttaleren elsker at spille højt, men den massive bas kan få underlaget i spil med uklædelige resonanser som hørbart resultat. Det hjælper at slå loudness fra, men en form for bas- og diskantkontrol havde også været rart.
Det er ikke noget problem at fylde en stor stue med et mægtigt lydbillede. For at gøre det samme med Devialet Reactor 600 skal man bruge to styk, og et par KEF LSX kan heller ikke spille nær så højt.
Lyden er rigtig godt balanceret med kontrolleret og fyldig bas af den type, man kan mærke i maven, mens mellemtonen er godt fokuseret og diskanten fint defineret. Især hvis man tager fronten af, for så bliver den lidt mere luftig.
Mu-so 2 skaber en troværdig illusion af stereolyd, selv om perspektivet ikke bliver lige så bredt som med et par højttalere. Men det er den pragtfulde, indsmigrende dynamik, der virkelig gør, at højttaleren engagerer mere end andre i denne klasse.
Konklusion
Lyden af Naim Mu-so 2 har fået et hørbart kvalitetsløft, og den er blevet mere anvendelig for endnu flere. Den sætter endnu en gang standarden for lyd og kvalitet i denne klasse, og for mange vil den være en fuldgod erstatning for det gamle stereoanlæg. Den kan bruges af alle overalt og kan kobles sammen med flere enheder i andre rum.Her kan de færreste soundbars være med, og hvis man synes, at prisen er høj, skal man bare vide, at det bliver endnu dyrere, hvis man vil have bedre lyd end dette.
1 kommentar til “Naim Mu-so 2”
Skriv din kommentar
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer
Hej. Jeg overvejer at droppe hele anlægget derhjemme og udskifte med sådan.
Min største bekymring er dog, at jeg har svært ved at lure hvor besværligt det er, at sætte helt almindelig radio fra DR på Muso,en. Vi hører p6 og p8 og jeg kunne godt bruge at vide mere om hvordan det virker… Kan man høre radio uden at have telefon sluttet til? Kan man nemt finde alm dansk radio?
Nogle der ved noget om det?
Vh.