annonce
annonce

Test: Piega TMicro 60 AMT

Piega TMicro 60 AMT
Piega TMicro 60 AMT

God lyd i den pæne stue

Piegas livsstilshøjttaler er stram og stilren som en stoppenål – og lydmæssigt vellykket.

Virkelig stilrent, stramt design. Placeringsvenlig. Neutral og velopløst lyd.
Hvis du er til bastung elektromusik i store rum, skal du lede et andet sted.

Schweiziske Piega har lavet højttalere i over 30 år og er især kendt for deres højttalere i den lidt dyrere ende af prisskalaen. Som f.eks. Piega Coax 711, der ryddede bordet for stjerner, da vi testede den i fjor.

Piega sværger til diskanter efter AMT-princippet (Air Motion Transformer), en variant af bånddiskanter, der er kendt for lynhurtig og let gengivelse. Det gælder også i Piega TMicro 60 AMT, som vi her tester. En anden Piega-specialitet er kabinetter i aluminium, hvad der også er brugt her.

(Foto: Piega)

Piega TMicro 60 AMT er topmodellen i firmaets “livsstilsserie”, hvor der er taget ekstra hensyn til at få højttalerne listet ind i stuemiljøet. Højttaleren er høj og slank som en stoppenål og burde ikke kunne støde selv det mest hi-fi-skeptiske øje. Den fås i blank aluminium-finish, sortanodiseret ditto samt hvidlakeret, hvis det skal være ekstra diskret. Frontgitteret er integreret i fronten.

På bagsiden finder man et sæt banan/skruebøsninger. Det er alt. En smal aluminiumbase med gummifødder under giver fodfæste på gulvet. Ikke noget med spikes her – de ridser!

Bag frontgitteret finder man tre 4 tommers bas/mellemtone-enheder, en basrefleksport samt selvfølgelig AMT-diskanten.

Let at placere

I kraft af dens størrelse og design er det forholdsvis let at få TMicro 60 AMT på plads i stuen. Den fylder mindre end selv en lille kompakthøjttaler med gulvstander og burde i kraft af det større kabinetvolumen have en dybere basgengivelse. Højttaleren er overraskende tung (16 kg), men det er et godt tegn. I mit lytterum gav det en passende balance med en placering en halv meter fra bagvæggen og en meter fra sidevæggene.

Med sit nåleslanke aluminiumkabinet rammer Piega TMicro 60 AMT ned midt i B&O-segmentet. (Foto: Piega)

Piega oplyser, at følsomheden er 90 dB, hvilket er ganske effektivt. Da det er en 4 ohm højttaler, svarer det dog til en følsomhed på 87 dB. I virkelighedens verden er TMicro 60 AMT en højttaler, der gerne vil have en god forstærker i ryggen. Der skulle skrues mere end sædvanligt op for den 2 x 180 watt kraftige NAD M32 for at få liv i Piega’erne.

Lyden af Piega TMicro 60 AMT

Vi er vant til, at højttalere med AMT-diskant har en nærmest pralende god og klar diskantgengivelse. Det er ikke tilfældet her. Faktisk virker diskanten nærmere afdæmpet, når man første gang lytter til TMicro 60 AMT. Efter lidt tilvænning dæmrer det dog, at Piegas måde at gøre det på meget vel kan være den korrekte. For der mangler sådan set ikke noget.

Små detaljer med whiskers på hi-hatten gengives præcist, men vi får dem ikke blæst ud i fjæset. Snarere som en hvisken, der også fornemmes i den måde, koncertsalen “ånder” på, når man sætter en klassisk optagelse på.

Rumgengivelsen på Piega TMicro 60 AMT er rigtig fin. På Thérèse Juels “Tiden bara går” (Opus 3), der er optaget med stereomikrofon i en gymnastiksal, fornemmes dybden tydeligt. Bredden og højden er ikke helt så imponerende, men stadig fin til prisklassen.

4 tommers bas-enheder i et kompakt kabinet er ikke opskriften på solid basgengivelse. Men tre styk af slagsen har dog et membranareal, der svarer til en 6,5 tommers enhed. Vi er altså oppe i en klasse, der minder om en typisk kompakthøjttaler, bare i et smallere kabinet.

Piega oplyser, at TMicro 60 AMT går ned til 45 Hz. Det er lige nok til at gengive den dybeste streng på en kontrabas, og de små, hurtige bas-enheder reagerer hurtigt og præcist i bunden. Men det sidste dybe drøn, hvor trykket mere føles end høres, leverer de dog ikke.

Skal man sætte en finger på lyden, gælder det evnen til at eksplodere i dynamiske passager. “Time Be Time” med Jonas Hellborg og Ginger Baker lyder rent og pænt – men fødderne rocker ikke med på rytmen. Nuvel, man kan ikke få det hele for det halve, og er du til klassisk eller jazz, vil du glæde dig over højttalernes evne til at gengive stemning og akustik.

Piega TMicro 60 AMT befinder sig i et prisleje, hvor der er mange bejlere til forbrugernes gunst. F.eks. System Audio Saxo 70, som byder på en mere magtfuld gengivelse, men ikke med samme finesse i toppen, og TMicros aluminiumkabinet er eksemplarisk dødt.

Designet giver mindelser om B&O, f.eks. BeoLab 18, men hvor B&O har forladt de passive højttalere, holder Piega fast i “rene” passive højttalere med separat forstærker. Et andet, mere traditionelt bud er Bowers & Wilkins 705 S2, hvis diskant minder mere om typiske AMT-enheder end AMT-enheden hos Piega, og hvor stemmegengivelsen er en tand mere neutral og åben.

Konklusion

TMicro 60 AMT er den billigste og mest kompakte højttaler, vi har testet fra Piega. Og samtidig den, hvor designet og de fysiske mål har sat de skrappeste begrænsninger. Det har derfor været spændende, om dyderne fra de mange gange dyrere modeller kunne overføres til et “livsstilsformat”. De slanke TMicro-højttalere leverer varen i form af et neutralt og velafbalanceret lydbillede med fornem dybde, der klæder især akustisk musik. Lydtryksfanatikere med store dagligstuer skal dog kigge andetsteds.

picture3
<
>
(Foto: Piega)

Bedste pris på Piega TMicro 60 AMT
Pricerunner.dk er en kommerciel partner til lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.
  • Bestykning: 3 x 4” bas/mellemtone, AMT-diskant
  • Konstruktionsprincip: Basrefleks
  • Frekvensområde: 45 Hz – 40 kHz
    (tolerance ikke opgivet)
  • Følsomhed: 90 dB
  • Anbefalet forstærkereffekt: 20-150 W
  • Impedans: 4 ohm
  • Mål: 14 x 106 x 17 cm
  • Vægt: 16 kg
  • Finish: Sort aluminium, blankt
    aluminium, hvidlakeret
  • Web: piega.dk/
Pris: 14.998,-

Har du noget at tilføje?

Velkommen til Lyd & Billedes diskussionsforum. Vi vil gerne vide, hvad du mener. Hold dig til emnet og vær saglig, så slipper vi for at slette eller moderere indlæg. Andre spørgsmål eller synspunkter rettes til redaktion@lydogbillede.dk. [Heateor-SC]

Vær altid opdateret!

Fri adgang til Lyd & Billede digitalt i en måned

0,-