TEST: Raidho X1t

Danske Raidho er kendt for at producere kompromisløs high-end, og når de bruger eksotiske materialer i deres højttalere, så skyldes det særlige akustiske egenskaber – ikke kun fordi de er eksotiske i sig selv.

Et eksempel er svingspolerne i højttalerenhederne. Disse er ofte fremstillet af kobber, som er en effektiv strømleder. Desværre er kobber også ret magnetisk, når det er viklet om en spole. Når spolen bevæger sig frem og tilbage i en højttalerenheds magnetfelt, bremses den, hvilket i høj grad går ud over transientresponsen og dermed hastigheden. Det er også en kilde til forvrængning af lyden.

Derfor bruges aluminiumssvingspoler ofte i dyrere højttalere. Sammenlignet med kobber er aluminium mindre modtageligt for magnetisme, men det er heller ikke immunt. Selv om det fungerer bedre end kobber. 

Svingspoler af titanium 

Raidho anvender i stedet spoler af titanium. Titanium er en meget dårligere elektrisk leder end kobber og aluminium, noget som der må kompenseres for med et større tværsnit på spoleledningen. Fordelen med titanium er, at det ikke påvirkes af magnetisme. Spolen kan bevæge sig helt frit gennem magnetfeltet, hvilket en meget bedre dynamik og hurtighed.

Titaniumspoler er meget mere komplicerede at fremstille og er derfor dyrt. Raidho er blandt de meget få højttalerproducenter, som bruger dem i sine højttalerenheder. Det koster som bekendt at være kompromisløs.

Ventilerede svingspoler 

Derudover er enheden konstrueret med mest mulig ventilation, så ingenting bremser bevægelsen. Maksimal dynamik og lavest mulig forvrængning er målet, derfor bruges også meget effektive neodymmagneter i alle Raidhos højttalere. 

Dyre membraner

Raidho tager heller ikke let på membrankonstruktionen. Det er den del af enheden, der sætter luften i bevægelse, og det er vigtigt, at membranen er så stiv og let som muligt. Dette for at følge med i musikkens hurtige svingninger, uden at bryde op i forvrængning undervejs, mens de buldrer frem og tilbage. 

I følge Raidho vælger producenterne ofte komprimeret aluminium eller magnesium for at opnå den bedst mulige stempelbevægelse i mellemtone- og basenheder. Opbrydningsfrekvensen for disse, hvor membranen ikke længere producerer musik, men kun forvrængning, er typisk omkring 6,5 kHz. Typisk sættes delefrekvensen omkring 3 kHz, så membranen aldrig behøver at nærme sig denne grænse. Desværre er det ikke så enkelt, for membranen begynder ofte at få problemer allerede længe før. 

Raidho ønsker derfor at skubbe opbrydningen så langt op i frekvens som muligt. De bruger derfor en sandwichmembran med et ultratyndt lag aluminium mellem to lag aluminiumoxid. Disse dannes på aluminiumslaget i en speciel plasmaproces. Ifølge Raidho skulle membranen sammen med den omkransende ring have sit opbrydningpunkt på 12,5 kHz. Men det er ikke et grimt brud som hos andre, i stedet er der bare lidt egenresonans. Når man så indstiller delefrekvensen til omkring 3 kHz, bliver denne naturlige resonans aldrig en del af selve lydgengivelsen. 

Kompakt Raidho X1t – med tantalum

I de dyrere højttalerserier nøjes Raidho ikke med dette. I flagskibene går de hele vejen med en diamantbelægning på ydersiden af membranen. 

I serien under diamantserien anvendes i stedet titanium. Det vil sige, indtil nu. For når den superkompakte X1t afløser den fremragende XT1, bliver titaniumbelægningen på den 5,25 tommer lille basmembran skiftet ud med tantal. 

Tantal er meget modstandsdygtig over for varme og slid og har sit smeltepunkt på næsten 3000°C. Det fjerdehøjeste hos noget metal. En membran belagt med tantal er meget stivere og hårdere uden at tilføre nævneværdig vægt. Ifølge Raidho er opbrydningspunktet for en sådan membran hele 15 kHz. 

Bånddiskant

Oven på X1t sidder bånddiskanten, som vel må kaldes Raidhos signaturkomponent. Denne går igen i alle deres højttalere. Det er en planmagnetisk diskanthøjttaler, hvilket betyder, at selve membranen er en papirtynd folie, der er ophængt mellem to modsatrettede magnetfelter. Folien er 11 mikrometer tyk, og hele balladen vejer kun 20 milligram. Det er halvtreds gange mindre masse end en normal domediskant, hvilket ifølge Raidho praktisk talt betyder nul resonanser eller forvrængning. Opbrydningsfrekvensen er her på skyhøje 82 kHz, hvilket skulle sikre den renest mulige diskant, med spandevis af luft. 

Lidt om placering

Alt lyder ser fint og godt ud på papiret, men det betyder ikke meget, hvis den endelige lyd ikke holder. 

Som mange andre Raidho-højttalere kan X1t være lidt kræsen, når det gælder placering. For det første går de ikke særlig dybt, omkring 70 Hz, hvilket betyder, at de i bassen har brug for hjælp fra rummet. Men for tæt på væggen i vores 30 kvadratmeter store testrum lød det næsten, som om der var noget galt med fasen. Længere ude på gulvet sad stereo-illusionen lige i skabet, men så blev bassen for tynd. Til sidst fandt jeg en god mellemting, omkring 1 meter fra væggen og 70-80 cm fra sidevæggene. Men dette vil variere fra rum til rum, så hav tålmodighed. 

Men lad os slå fast: Disse højttalere foretrækker et mindre rum. Mit dedikerede hjemmekontor på 10 kvadratmeter viste sig at være skabt til disse højttalere, der kunne de stå på stativer tæt på væggen. Og jeg må sige, at de gjorde det fantastisk som pc-højttalere, med en integreret Hegel H590 foran! Mindre forstærkere fungerer også godt, i samme lille rum fik jeg også god lyd fra den ikke specielt strømstærke Lyngdorf TDAI-1120, som også har fordelen af rumkorrektion. Men dynamikken er bedst med en kraftig forstærker – som også skal være hurtig. Vores trofaste McIntosh MA7000 blev for eksempel et for sløvt og kedeligt match. 

Lyden af Raidho X1t

Med den bedst mulige placering er det ren nydelse at lytte til musik gennem Raidho’erne. Till Brönners trompet på A Thousand Kisses Deep hænger som et hologram i luften uden for højttalerne. Her er masser af luft, tonerne er så uforvrængede, at jeg glemmer, at det er højttalere, jeg lytter til, og mikrodynamikken er ekstremt præcis. Det er virkelig usædvanligt at høre musikken gengivet så ubesværet. 

Dieter Ilgs kontrabas på samme sang er også superdetaljeret og sprød. Der findes helt klart højttalere til denne pris, der går dybere i bassen, også blandt dem på stativ. Jeg kan komme på både Vivid Audio Kaya S12 og Audiovector R1 Arreté. Du får også fremragende gulvhøjttalere som Audiovector QR7 og Bowers & Wilkins 702 S2 Signature, som giver dig hele frekvensområdet til samme pris. 

Men der er noget særligt ved den musikalske præsentation fra Raidho X1t. Renheden og letheden er til at tage og føle på. Og selv om de ikke går dybt i bassen, mangler der ikke fylde her. Lars Winnerbäcks vokal på den akustiske guitarballade Brusna hjärtans höst fylder rummet og slår rod i sjælen. Mens guitarstrengenes mange mikroskift stråler ud af højttalerne. 

På trods af, at de rullede tidligt af i bassen, lyder Raidho-højttalerne ikke lyse. Her er der tværtimod varme i spandevis, og celloen på Minor Majority’s Dancing in the Backyard lyder så ægte som noget. Og det siger sig selv, at klassisk musik, som Anne-Sophie Mutters fortolkning af Clara Schumanns Klavertrio i g-mol, opus 17, fungerer glimrende. Instrumenternes individuelle placering er næsten mageløst præcis, og det kan jeg virkelig sidde og lytte til hele dagen. 

Hvad med rock og dunkemusik?

Højttalerne spiller alt, hvad de får serveret med en opløsning og renhed, som man bare må beundre. Det gælder også rock, metal og dunkende popmusik. Men her føler jeg også et behov for ordentlig dynamik på makroniveau, og det er her, Raidho har indgået kompromiset med disse højttalere. 

For selv med en kraftig forstærker hænger de i bremsen når du spiller højere. Det vil sige, de bremser egentlig ikke, for det er tydeligt, at enhederne er lynhurtige! Men i yderområderne af deres slaglængde kommer de selvsagt ikke længere, og det er der, jeg kunne ønske, at der var endnu mere at komme efter. Når jeg skruer op for lydniveauet, er jeg vant til, at stortromme og percussion på Ignition af Valorant brager frem. Her bliver det for forsigtigt for mig. Det samme gælder Imagine Dragons’ Enemy fra soundtracket til den animerede Netflix-serie Arcane: League of Legends. Hvis dette er din yndlingsmusik, vil jeg anbefale større og kraftigere højttalere. Gerne nogle større gulvhøjttalere, eller større stativhøjttalere med en eller to subwoofere. 

Metalbands som Rammstein og Slayer fungerer bedre, fordi der ikke er lige så meget dyb bas – hvilket er højttalernes største problem. I et lille rum vil denne musik fungere rigtig godt, hvis du altså ikke forventer at kunne mærke musikken fysisk i kroppen. Så har du brug for noget større. 

Konklusion

Er du ude efter et par kompakte stativhøjttalere, der leverer musikken så rent og opløst som muligt, og tegner det hele op med en bredde og dybde, som de færreste andre kan efterligne? Hvor instrumenterne er til at tage og føle på, og vokalisterne står frem, som er de levende mennesker, der står i rummet og synger for dig? 

Så opfylder Raidho X1t alle dine drømme. Her har man virkelig ramt plet, for du kommer til at lede længe efter en højttaler med bedre kontrol over mikrodynamikken, med en luftigere diskant og en bedre tonal sammenhæng. Når de er bedst, er de uovertrufne. 

Højttalernes eneste ankepunkt er, at de ruller lidt tidligt af i bassen, og de spiller ikke så højt og kraftfuldt som større højttalere. Fysikkens love, som du ved. De har også brug for, at du arbejder med placeringen for at finde det punkt, hvor rummet hjælper bedst til med bassen, men uden at spolere det ellers fantastiske lydbillede.