De relativt store Rogers LS 5/9 er havnet i skyggen af den lillebitte LS 3/5A. Som af mange anses for at være nogle af de allerbedste små monitorer, der nogensinde er produceret.
De små højttaleres neutrale mellemtone har længe været forsøgt kopieret, men det er ikke lykkedes for ret mange. Små højttalere har dog deres ulemper. Og BBC’s designafdeling, som specialbestilte højttalerne fra Rogers – som har licensproduceret tusindvis af dem siden 70’erne – brugte dem kun som en grade two lyttemonitor. LS3/5A burde ikke bruges som mixerhøjttaler til for eksempel musikproduktion.
Til dette brugte man i stedet den meget større og aktive LS 5/8. Eller de her omtalte, mellemproduktet LS 5/9, som er en passiv tovejskonstruktion i et meget større kabinet end en LS 3/5A.
Rogers LS 5/9 er en såkaldt grade one monitor; det vil sige en højttaler, der er specificeret til produktion, inklusive musikoptagelser.
Oprindeligt blev den leveret med en 21 cm bas-mellemtone og en 34 mm diskanthøjttaler med en domemembran, i et let og stift kabinet lavet af krydsfiner, med en basrefleksport på frontpladen. Enkelt og smart, og en opskrift, der på ingen måde er unik.
Den seneste udgave adskiller sig meget lidt fra originalen fra 1983. Kabinettet er lavet af ni millimeter krydsfiner, i birketræ, og lydisoleret med små stykker bitumen på indersiden. Nogle af delefilterets 27 komponenter er skiftet ud med mere moderne tilsvarende, og den gennemsigtige polypropylenmembran i basenheden, med kantophæng i klar PVC, er ombygget med nyere teknologi. Men efter samme specifikationer som før.
Andy Whittle fra Rogers HiFi har beholdt 34 mm store Audax HD34-diskant, dog i en nyere version og med en diffuser foran. Som i øvrigt er nem at skrue af, hvis du vil høre, hvordan det lyder uden. Men for at få den lyd, der er allermest autentisk, bør den være på. Det er kun i dén situation, at LS 5/9’ens mellemtone opfører sig efter hensigten, siger Whittle fra Rogers.
Ved siden af diskanten er der en smal plade med en ledning loddet til to punkter. Det er ikke meningen, at ejeren skal røre ved den, da den er loddet på de valgte punkter for at matche diskanten til bas-mellemtonen, mens grillen i tyktvævet Tygan-stof er på. Frontstoffet er fastgjort med velcro og kan tages af for at få et lidt mere åbent lydbillede. Hvilket jeg vender tilbage til.
Enkel at sætte op
Selvom højttalerne er betydeligt større end et par LS 3/5A, er de nemme at håndtere. De kan nemt placeres tæt på væggen, helst på stativer, og med lidt vinkel mod lytteren. Her er der mulighed for at prøve sig frem.
Et par LS 5/9 er relativt nemme at drive for en forstærker. Med 87 dB følsomhed (angivet) og 8 ohms belastning er det inden for det normale, og højttalerne har heller ikke nogen udfordrende fasevinkler eller ekstreme impedanssvingninger, som kan få visse forstærkerkonstruktioner til at opføre sig irrationelt.
Højttalerne har ikke almindelige skrueterminaler, men et par nedsænkede terminaler til bananstik. Dette er også tilfældet for den dyrere SE-version af LS 5/9, som adskiller sig fra Classic-udgaven, som vi tester her, med en frontplade i et kompositmateriale, de kalder Panzerholz. Dette er et hårdt og stift materiale, som er dyrt, men siges at have bedre kontrol over resonanser.
Mere af det hele
I mit lytterum oplevede jeg, at lyden faldt på plads med bedre balance, da jeg vinklede dem endnu mere indad, mod mig selv. Så får man et forbavsende stort lydbillede, som jeg lige var nødt til at vænne mig til. For højttalerne trækker musikerne lidt mere tilbage i lokalet. Det kan sammenlignes med at sidde midt i lokalet, i stedet for helt tæt på scenen.
Hvis man synes, at et par LS 5/9 lyder som en stor LS 3/5A, så er det helt korrekt. Lydbilledet er naturligvis større; der er betydeligt mere energi i bassen, som også går dybere, og højttalerne spiller meget højere og egner sig generelt bedre til større rum. Det lyder fremragende, selv når du sidder et stykke væk fra højttalerne. Til sammenligning er LS 3/5A bedst, når du ikke sidder for langt fra højttalerne.
Samtidig er der en større grad af luftighed i lydbilledet.
Du kan jo prøve selv, men jeg oplevede lyden fra højttalerne som mere balanceret med grillene på. Der er en lille skarphed i diskanten, som forsvinder fuldstændigt med grillene på, uden at det fjerner noget andet, som er vigtigt for musikoplevelsen.
Rogers-højttalerne leverer et virkelig neutralt lydbillede med en nydelig silkeblød karakter, som gør dem meget behagelige at lytte til. De har såkaldte monitor-kvaliteter, idet de lader dig høre instrumenterne – og ikke mindst vokalerne – gengivet så rent og uforfalsket som muligt. Mark Knopflers vokal og guitar på albummet Love Over Gold gengives med en klarhed, der minder om lyden fra LS 3/5A, blot med større fyldighed og mere dynamik.
Trommerne på samme album får den eksplosive kraft, man savner i et par LS 3/5A, men også i mange andre små højttalere. Det virker heller ikke som om, der er nogen kabinetresonanser, som farver lyden her, for klaverklangen på Keith Jarrets Køln-koncert lyder krystalklar og dynamisk. Man kan høre Jarretts fodarbejde på pedalerne, tydeligt fokuseret i det åbne lydbillede. Som har godt med klangnuancer og detaljer.
Sades Soldier of Love kan få små højttalere til at give op, så snart man skruer op for volumen. Men ikke her. Med Rogers-højttalerne tilsluttet en Yamaha A-S3200, vores reference i denne prisklasse, spiller højttaleren tæt på 90 decibel uden en eneste fejl. Slagene fra lilletrommen smælder også godt i rummet, og højttalerne har ingen problemer med dynamikken i bassen, når man spiller højt.
Et par Audiovector R1 Arrête vil heller ikke have problemer med Sade ved høje volumener, og de vil måske være mere luftige i diskanten, men samtidig har de et lidt mere tilbagetrukket øvre mellemtoneregister, som kan få Mark Knopflers vokal til at lyde mørkere.
Audio Physic Spark, som vi for nylig testede, har mange af de samme kvaliteter, men kan lyde lidt mere afslappet. Men sammenlignet med de små LS 3/5A, er der ingen tvivl om, at LS 5/9 er en bedre højttaler på vigtige områder. Man får 99 procent af mellemtonen fra LS 3/5A, kombineret med langt bedre dynamisk kontrast, ordentlig bas og et større og mere åbent lydbillede med i købet.
Konklusion
Rogers LS 5/9 Classic er ligesom sine mere kendte søskende i stand til at give musikken en åben og neutral baggrund, der får den til at lyde mere naturlig, mere tiltalende og samtidig mere korrekt. Den magiske mellemtone i et par LS 3/5A er også velbevaret her, og der er samtidig mere krop og fylde i både instrumenter og vokal i et par LS 5/9. De er mere velegnede til al slags musik; ikke kun barok- eller vokalmusik, for at sige det på den måde. Den dynamiske kontrast er enestående, og den transiente respons er lynhurtig, men det er den uhørt gode balance, og den indsigt, højttalerne giver lytteren, som er bedre hos Rogers LS 5/9 end på de fleste andre kompakte to-vejs højttalere i denne klasse.
Pris i danske kroner er i skrivende stund ikke tilgængelig, men på europæisk plan er prisen sat til 5690 euro.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer