Lad os antage, at du har en lille stue eller et andet rum, hvor et par store gulvhøjttalere ikke passer ind. Vil du snyde dig selv for den bedste lyd af den grund? Selvfølgelig ikke. At gå ned i størrelse behøver ikke at betyde at give afkald på kvaliteten. Musikken skal lyde så godt som muligt!
I budgetklassen er det en kendt sag, at man får bedre lyd for pengene med kompakthøjttalere end gulvhøjttalere, fordi materialeomkostningerne går ned, samtidig med at mindre kabinetter har færre uønskede resonanser. Men hvis du troede, at det ikke gjaldt, når man går op i pris, så kan du godt tro om.
I 15.000-kronersklassen får man virkelig en smagsprøve på det gode liv. Selv om det er mange penge, og man også kan få rigtig gode gulvhøjttalere i dette segment, vil de bedste kompakthøjttalere kunne få hårene til at rejse sig på en helt anden måde end de gulvstående varianter til samme pris.
Det er typisk sådan, at en gulvhøjttaler koster det dobbelte af en kompaktversion af tilsvarende kvalitet. Den kan typisk tilføje en ekstra halv oktav i bassen, men resten af toneområdet er nærmest identisk. Altså bortset fra at kompakthøjttalere ikke sjældent har endnu mindre forvrængning i de lyse toner på grund af mindre farvning fra kabinetterne.
Placering
Kompakthøjttalere er mere placeringsvenlige end gulvhøjttalere, og du kan f.eks. placere dem i bogreolen. Men den bedste lyd får du, hvis du investerer i et par standere. I så fald vil selve fodaftrykket være lige så stort som med gulvhøjttalere, selv om det visuelt er mere minimalistisk. Og den samlede pris bliver noget højere end for kun højttalerne.
Lydmæssigt trives de fleste kompakthøjttalere bedst ret tæt på, men ikke helt ind til bagvæggen. Prøv dig frem; du kan hører, når bassen sidder.
Om forstærkeren
Det er måske ikke så intuitivt, men små højttalere betyder ikke, at kravene til forstærkeren mindskes. Tværtimod har små højttalere lavere følsomhed end de større, fordi man tvinger bas-enhederne til at arbejde mere for at give en tilsvarende mængde bas. Hvilket igen betyder, at kravet om forstærkerkontrol i hvert fald ikke bliver mindre.
Derfor er vores anbefaling at købe så god en forstærker, som du har råd til. Ikke nødvendigvis den med flest watt på papiret, men den skal være strømstærk og habil, hvis du skal have maksimalt udbytte af højttalerne.
Seks habile højttalermodeller
I denne test har vi medtaget højttalere fra nogle af branchens ypperste producenter. De befinder sig alle i prisklassen omkring 15.000 kroner, men de er langtfra ens. F.eks. står koaksialhøjttaleren KEF R3 alene som ægte trevejsmodel i et felt fuld af tovejshøjttalere.
De fleste er rimelig velvoksne af størrelse, men så er der Piega Premium 301, som udmærker sig ved sine meget kompakte mål. Uden at det går nævneværdigt ud over den interne volumen, da kabinetter af aluminium har tyndere vægge.
Desuden er nogle af højttalerne baseret på den traditionelle dome-diskant, mens både Monitor Audio og Piega har bånddiskanter, og Bowers & Wilkins har diskanten på toppen. Som sagt er der meget variation.
Dynaudio Evoke 20
Alsidighedens mester
Dynaudio vækker musikken til live og placerer artisten midt i stuen med et gigantisk rum omkring sig.
Bowers & Wilkins 705 S2
Referencen står stadig stærkt
Sidste års bedste kompakthøjttaler er fortsat blandt de allerbedste i sin klasse.
KEF R3
Superfokuseret
KEF stiller op med en lækker, præcis og vellydende højttaler, der giver masser af valuta for pengene.
Piega Premium 301
Perfekt til bogreolen
De små aluminiumhøjttalere spiller langt over deres vægtklasse.
Sonus faber Sonetto II
Italiensk silkelyd
De snehvide Sonetto-højttalere spiller godt på det meste og tager sig godt ud.
Monitor Audio Gold 100 (G5)
Easy Listening
De nye Monitor Audio lyder fornemt, men Gold 100 kan også virke lidt glatte og kedelige i forhold til de sejeste i klassen.