TEST: Sonus faber Sonetto V

Forestil dig en velklædt herre – ulasteligt jakkesæt i italiensk snit, upåklageligt pudsede sko, veltrimmet hår og skæg. En ægte gentleman. En, der konverserer let med alle, spreder godt humør i selskabet og har et smittende humør.

Men så smides jakken, vores mand entrer scenen med en elguitar hængende på hoften, og på en, to, tre, fire køres en heftig bluesrock i gang, som blæser dig fuldstændig over ende.

Det er en ganske god analogi for Sonus fabers nye Sonetto V. En mellemstor gulvstående trevejshøjttaler, her klædt i sort lak med sort stof, kunstlæder og aluminiumdetaljer.

En højttaler, der fremmaner det slidte begreb “en ulv i fåreklæder”, men fortjener en mere nuanceret beskrivelse.

Sonetto-serien

Den klædelige sorte højttaler fås også i hvid og en meget lækker valnøddefarvet træfinér, og er den næststørste i Sonus fabers nye Sonetto-serie. En serie med otte højttalere i alle størrelser, der på sigt skal erstatte den kritikerroste Venere-serie.

Sonetto har taget et lille prishop i forhold til Venere, men et stort spring i den rigtige retning, hvad angår byggekvalitet og ikke mindst lydkvalitet.

Mens tidligere tiders Sonus faber-højttalere havde en charmerende varm klang og et stort lydbillede (selv de små), har de nyere udgaver bevæget sig i en mere åben og neutral retning. Det gælder også Sonetto-serien, som næsten er en Olympica light, hvad lyden angår. Dog ikke med lige så dyre enheder eller kabinetudførelse.

Men de er som nævnt et godt trin op fra Venere, som blev produceret i Østen. Sonetto produceres og samles i hånden i Italien, og det er måske grunden til, at især de træfinerede udgaver ser dyrere ud, end de egentlig er.

Sonetto V

Sonetto V er den mellemste udgave af de tre gulvstående i serien. Sonetto III er den slankere udgave, mens den meget større VIII er flagskibet i serien.

De nærmeste konkurrenter til femmeren er f.eks. Bowers & Wilkins 702 S2, som vi også har testet i år, Audiovector SR3 Signature, Piega Premium 701 og – for dem, der elsker eksplosiv dynamik – Klipsch RF-7 III.

Af disse fire er det måske B&W 702 S2, der kommer tættest på, og den man først og fremmest bør tage turen til HiFi Klubben for at sammenligne med.

Trevejs med basrefleks

Højttalerne følger Sonus fabers opskrift for højttalere i premium- og high-end-segmentet. Med kabinetter, hvis form minder om en lut, og en relativt smal front, der slutter i en endnu smallere bagplade, ser de temmelig eksklusive ud.

Denne udgave i Sonetto-serien er en trevejshøjttaler. I dette tilfælde betyder det to 18 cm bas-enheder med stive og lette aluminiummembraner, en 15 cm mellemtone med en blanding af cellulosefibre og en 29 mm stor diskant med silkemembran. Alt sammen i et 107 cm højt kabinet med basporte i bunden for lidt mere fleksibel placering i rummet – og lidt større rækkevidde i bassen.

Men er det nok?

Den opgivne følsomhed er 90 dB, og den nominelle impedans 4 ohm. I praksis betyder det, at de er temmelig letdrevne, og en medium kraftig Hegel-forstærker er faktisk alt, hvad der kræves for at drive højttalerne. Vi prøvede også med kraftigere McIntosh-forstærkere, som ofte er vores foretrukne referencer, og fik en aha-oplevelse ud over det sædvanlige.

Brutal dynamik og sublimt raffinement

Jo, Klipsch RF-7 III giver selvfølgelig en mere eksplosiv dynamik og spiller højere og sejere. Lige i øret for dem, der kan lide den slags. Et par B&W 702 S2 spiller ikke lige så højt, men er mere nuancerede og giver et mere åbent lydbillede.

Sonus faber-højttalerne kræver lidt mere plads i rummet end 702 S2, og lyden er mere i den retning, men de har meget af den samme livlige dynamik som RF-7 III. Sonetto V er nemlig den jakkesætklædte gentleman, der spiller bluesrock i weekenden og spreder god stemning, hvor end han går.

Fra første takt på Ryan Adams’ album Easy Tiger var jeg hooked. De to bas-enheder dundrede løs med en mægtig, kraftfuld bas, der slog fra sig i seriøs grad. Meget overbevisende. Samtidig havde højttalerne fuld kontrol over dynamikken, også når jeg kørte på med øredøvende volumen.

På Paul Bleys In The Evenings Out There fik jeg et flashback til de fire gange så dyre Sonus faber Serafino. Gary Peacocks bas på “Portrait of a Silence” lyder næsten lige så luftigt og nuanceret her, og jeg tænkte, at Sonus fabers Olympica III burde føle sig alvorligt truet af den lydkvalitet, man kan få til under den halve pris.

Jeg fik ret hurtigt en følelse af, at det her kunne være et af de bedre køb i prisklassen, og fortsatte med Walter Trouts bluesguitar, hvor den følelse blev forstærket. På det, jeg uden blusel vil kalde koncertvolumen, fik jeg “Marie’s Mood” lige i maven og gik i knæ. Magen til dynamik må man til Klipsch for at finde.

På musik med flere nuancer, såsom Radka Toneffs Fairytales og Marianne Thorsen og Trondheimsolisternes Mozart-indspilninger på 2L, lød strygerne glat som silke og Toneffs vokal guddommeligt gennem Sonetto-højttalerne.

Ikke alene kan de rocke med de bedste, højttalerne leverer også et generøst lydbillede med enormt god transparens og virkelig godt fokus, især i mellemtonen, og lyder faktisk meget dyrere, end de er. Hvordan det er muligt med en højttaler bygget i Europa, man kan kun undre sig over.

Konklusion

Bortset fra at de ikke leverer ægte dybbas (under 30 Hz) er Sonus faber Sonetto V de mest komplette gulvhøjttalere, vi hidtil har testet i denne prisklasse. Hvis man har plads og råd, er det et par højttalere, man kan have glæde af i årevis, uanset om man er til Metallica eller Mozart. De kan tackle alt, og det gør dem til noget nær perfekte allround-højttalere for dem, der bruger meget tid på musik.