Svenske XTZ er i det sidste årti blevet en internationalt anerkendt producent af højttalere og elektronik. Fremstillet i Kina med skandinavisk øje for kvalitet har vist sig at være en vinderopskrift. En stor del af opmærksomheden kommer på grund af deres prisbillige subwoofere, og modeller som 99W12 og 12.16 har været meget populære de seneste år.
På det seneste har XTZ også lanceret Cinema-serien, som er hjemmebiograf i den virkelige sværvægtsklasse. Det er erfaringerne herfra, der har ført til en ny serie af overkommelige subwoofere!
Design og udførelse
Den største i serien hedder Sub 12.17 og har en virkelig flot byggekvalitet. Detaljer som fastskruede basporte og frontbaffel af tyk MDF vidner om, at XTZ har en vis erfaring med, hvad der kendetegner en god subwoofer. Vores testeksemplar blev leveret i højglansudførelse, men i et mørkt biografrum eller en lys stue kan den matte sorte eller hvide finish være lige så fin.
Blandt tilslutningerne finder vi stereo- og LFE line-indgange med både RCA- og XLR-bøsninger. Her er også XLR ind/ud, som gør det nemt at seriekoble flere subwoofere. Sub’en har de sædvanlige kontroller til delefrekvens, fase og niveau, men også en særlig knap mærket “EQ”. Den bruges sammen med skumpropperne i portene til at fintune basgengivelsen til forskellige rum og præferencer.
Lydkvalitet
Mens konkurrenterne kan prale af enten større eller flere bas-elementer, har XTZ “kun” en enkelt 12-tommer. Men det simple er ofte det bedste!
At Sub 12.17 er en ordentlig, solid konstruktion, mærker man også på lyden. Vi hører straks, at sub’en er bedre til at adskille tonehøjderne end flere af konkurrenterne. Her får vi også den rigtige snert i stortrommer, i stedet for de lidt bløde og mindre definerede anslag, der karakteriserer nogle af de andre testdeltagere.
Selv ved høje lydniveauer er der aldrig nogen antydning af knirken eller ubehag, hverken fra højttaler-elementet eller kabinettet. Bassen stopper og starter, når den skal, uden træghed og efterslæb. Præcis som vi kan lide det!
Disse audiofile egenskaber gør, at Sub 12.17 fint kan bruges i kræsne hi-fi-anlæg uden at komme i forlegenhed. Vi koblede XTZ-sub’en op med et par Dynaudio Contour S 3.4 Limited Edition og fik en gnidningsløs, taktfast dybbas, der gav et fremragende fundament uden at tage opmærksomheden fra musikken.
XTZ er heller ikke nogen svækling, når det gælder filmlyd: Den mægtige bas fra introscenerne i Mad Max: Fury Road ruller hen over os med overbevisende kraft og kontrol. Bassen går kælderdybt og har ingen problemer med at nå 20 Hz med rigeligt lydniveau i vores lytterum. Men der er selvfølgelig grænser for, hvad en enkelt 12-tommer kan levere af tryk, og noget af den jordskælvsfaktor, vi fik med Elac og Klipsch, udebliver.
XTZ har også et par andre subwoofere i arsenalet, Cinema 1×12 og 3×12, som er endnu mere hjemmebio-orienterede.
Konklusion
XTZ Sub 12.17 stiller her op i et rimelig sejt selskab. Det er en af de mere kompakte og overkommelig subs, vi tester denne gang, men den står ikke tilbage for nogen, hverken når det gælder lydtryk eller lydkvalitet.
Der findes subwoofere, som går endnu dybere med mere overbevisende kraft, men så koster de også flere penge, uden at man nødvendigvis opnår højere lydkvalitet. Og hvad angår byggekvalitet og finish, kører XTZ i cirkler om de øvrige deltagere. Testens bedste køb!
Også i denne test:
Dali Sub K-14 F
Dansk dybvandsbombe
Endelig har Dali fået en subwoofer, der kan konkurrere med de store drenge!
Elac Debut S12EQ
Kontrol og kraft
Fra Elac kommer en sub, der både har råstyrke og finesse. Her kombineres kraftige bas-elementer med indbygget rumkorrektion via mobilen.
Klipsch R-115SW
Bas med orkanstyrke
For dem, der vil have mest mulig bas for pengene, er denne 15 tommers luftpumpe fra Klipsch det rigtige valg.
Læs videre med LB+
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total år
Fuld adgang til alt indhold i 1 år
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer