Sony havde på mange måder en meget underholdende hovedtelefonmodel i MDR-Z7. Det skortede ikke på underholdningsværdi, men man skulle have en ordentlig hovedtelefonforstærker for at få det frem. Fra mobilen blev det for tamt.

Det er ikke noget, Sony er alene om, men den slagfærdige bas og glimrende komfort gjorde dem fristende at tage med ud. Sony havde da også nogle løsninger i form af både bærbare musikafspillere og DAC-forstærkere.

Den nye M2-version er mere end en lille opgradering. Udseendet minder om, men er ikke magen til. Det er primært de tykkere ørepuder, der adskiller dem fra hinanden, men også at hovedtelefonerne nu er helt sorte, hvor forgængeren havde detaljer i neutralt aluminium.

Z7M2 har arvet teknologi fra flagskibet Z1R, bl.a. de indvendige gitre med såkaldt Fibonacci-mønster. Det er et spiralformet mønster, der ofte forekommer i naturen, hvor én maske er lige så stor som to af maskerne før osv.

Jeg må indrømme, at størrelsesforholdene mellem maskerne på Sony ikke ser helt sådan ud, men det kan være en optisk illusion. Uanset hvad, så skulle dette mønster give en mere jævn diskantspredning. Hvilket er en udfordring, især med så store drivere som her (70 mm). Neodymmagneterne er også blevet dobbelt så kraftige siden sidst for bedre dynamik og kontrol.

I æsken er der desuden et 3 meter langt kabel med 3,5 mm stik og en 6,3 mm adapter. Der er også et 1,2 meter kabel med 4,4 mm Pentaconn-stik til balanceret tilslutning på kompatible afspillere.

Sony MDR-Z7M2 i praksis

MDR-Z7M2 har suveræn komfort for lukkede hovedtelefoner. I hvert fald til at begynde med, for puderne er så tykke og bløde, at de sidder som fløjl. Men de er også helt tætte, så det bliver rimelig klamt efter noget tid. Til gengæld er den mekaniske støjreduktion upåklagelig.

Lydmæssigt er M2-versionen en klar opgradering i forhold til forgængeren. Bassen er strammere, og der er bedre kontrol over hele linjen. Den øgede impedans gør heller ikke hovedtelefonerne meget tungere at drive. Faktisk kan man fint bruge dem direkte i mobilen, uden at det føles som et kompromis. Bortset fra at det sidste gear på lydtrykket mangler.

Underholdningsfaktoren er ikke glemt. Bassen har masser af punch, som især er fedt på elektronisk popmusik og rap, og det uden at lyde skarpt.

Diskantgengivelsen er ikke hård og kras som på Neumann. Men diskanten træder lidt i baggrunden i forhold til bassen, der indimellem tager en smule overhånd. Et flygel får en lidt mat overtonestruktur og en mørkere klang, end jeg kunne ønske. Det er ikke noget problem at høre klassisk; orkesteret har godt med smæld, og det lyder samtidig behageligt. Men det bliver også lidt kedeligt, når mellemtone og diskant ikke slår igennem på samme måde som bassen.

Populærmusik får derimod noget liv, som vi normalt ikke forkæles med, og vi kan godt lide, at fladt producerede numre får lidt mere hår på brystet.

Vi fik ikke prøvet med 4,4 mm balanceret kabel, fordi vi ikke havde nogen kompatibel afspiller, men vi prøvede at skifte kablet ud med et fire-pin XLR-kabel, der passede. Og lyden åbnede sig faktisk noget op med klarere dynamik og flere detaljer.

Konklusion

Sony MDR-Z7M2 er et par underholdende hovedtelefoner. De fungerer fint med mobilen, men som alle andre fortjener de en ordentlig forstærker. Gerne en med balanceret 4,4 mm tilslutning, for sådan et kabel følger nemlig med. Så får man endnu mere dynamik og flere detaljer ud af hovedtelefonerne.

Basresponsen er forbedret siden sidst, og lyden er i det hele taget bedre kontrolleret. Men det er stadig pop, rock og rap, der fungerer bedst, og vi kunne godt tænke os flere detaljer fra diskantområdet, når der er klassisk og akustisk på menuen.

Prisen er højere end på forgængeren, og konkurrencen i prisklassen er spidset til. Derfor får M2 en stjerne mindre, end vi gav forgængeren, selv om de faktisk er bedre.

Også i denne test: