AKG er især kendt for deres professionelle hovedtelefoner, men har også haft succes med modeller til hjemmebrug, der i højere grad er til at betale. N60 NC er forholdsvis kompakte on-ear hovedtelefoner med aktiv støjreduktion. Af ydre ligner de umiddelbart AKG K495 NC, som vi tidligere har testet. Dog er udførelsen mere spinkel, og vægten næsten 100 gram lavere.
Luksus eller ej, så er N60 NC ganske nydelige og lækre hovedtelefoner. De bløde ørepuder er måske nok kunstlæder, men bekvemmeligheden er så god, som man kan opnå det på en on-ear model.
Batteritiden er blandt de længste, vi har oplevet. Hele 30 timer loves der (den engelske udgave af data-arket reklamerer endda med hele 40 timers spilletid). Det er heldigt nok, eftersom man ikke kan oplade batteriet med et hvilket som helst Micro USB-kabel, men skal bruge det medfølgende USB-til-micro-jack ladekabel. Det er besværligt, men på den anden side har man rigeligt med strøm til at flyve til USA og tilbage igen uden at oplade. Eller til at pendle en hel uge til og fra arbejde.
Betjeningen er simpel. En enkelt skydeknap på venstre ørekop slår støjreduktionen og den indbyggede forstærker til. Og en enkelt knap på ledningen styrer start/stop og valg af numre samt modtagelse af mobilopkald.
Teknikken bag støjreducerende hovedtelefoner – hvor støj udlignes akustisk med et modfasesignal – er et teknologisk mirakel, men processen er aldrig helt fejlfri eller uden bivirkninger på musikken. Ofte bliver resultatet en indelukket lyd, hvor man må vælge imellem musik og støjfrihed. På AKG N60 NC er de negative bivirkninger dog minimale. Faktisk er lyden næsten bedre med støjreduktion.
Brugt som passive hovedtelefoner er lydbilledet behageligt og afbalanceret. Lyden er ikke superdetaljeret, men alle toneområder gengives ret neutralt. Når man slår støjreduktionen til, forsvinder lidt af rumklangen og luftigheden. Til gengæld får man et nært og mere intenst lydbillede, der klæder især vokaler rigtig godt. Bassen strammes også op.
På den måde gentager N60 NC de bedste egenskaber fra K495 NC, bare til en lavere pris. Støjreduktionen er over middel, men ikke som på store over-ear hørebøffer, der kan give helt tæt isolering.
Konklusion
Hovedtelefonspecialisten AKG var ikke blandt de første til at tage støjreduktion op, men de er kommet godt med! N60 NC er vellykkede hovedtelefoner til dem, der har brug for musik – eller bare stilhed – på rejsen, hvad enten den er kort eller lang.
Lyden er behagelig og helstøbt, og støjreduktionen fungerer uden at anrette større skader på musikken. Samtidig vejer de hverken tungt i bagagen eller budgettet. Tilsammen gør det dem til en seriøs kandidat i letvægtsklassen.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer