Test: Audeze LCD-2 Classic

Audeze er blandt de producenter, der sværger til planmagnetiske hovedtelefoner. Som adskiller sig fra almindelige, dynamiske hovedtelefoner ved at være en slags hybrid mellem disse og den elektrostatiske type. Forestil dig en slags elektrostatisk panel, der ikke kræver ekstern strøm for at aktiveres; det er nok med det elektriske musiksignal.

Teknologien har fået godt fodfæste i high-end-klassen, men er ikke meget brugt i de lavere prisklasser, da planmagnetiske elementer er dyrere at udvikle og producere end dynamiske. Audeze hører til undtagelserne og tilbyder sådanne hovedtelefoner ned til under 4.000 kroner. Men de har også LCD-4 til 40.000 kroner. Med en pris på 7.000 kroner er de åbne LCD-2 Classic således middeldyre hovedtelefoner for Audeze at være.

Classic

Behovet for LCD-2 Classic opstod, efter at Audeze finpudsede deres LCD-2 med nye drivere, som de kalder Fazor-enheder. De skal fikse problemer med interferens mellem de to drivere, der – selv om hovedtelefoner selvfølgelig har meget mindre af dette end to højttalere i samme rum – kan gå ud over dynamikken.

Men en del tilhængere af de originale LCD-2 mente, at den øvre mellemtone var for fremtrædende på de nye. Derfor har Audeze nu lanceret LCD-2 Classic, eller LCD-2C, med de originale drivere. For varmere lyd. Desuden kommer Classic-modellen i en enklere indpakning og med huse af nylon i stedet for træ for at få prisen omkring en tusse ned.

Fjerlet gigantmembran

LCD-2 Classic har en membran af en meget tynd og let film, men med en enorm overflade på 106 mm, hvor dynamiske hovedtelefoner typisk har 40-50 mm. Planmagnetiske membraner har næsten ingen slaglængde og har derfor brug for større overflade.

Fordelen er en meget hurtigere reaktionsevne. Ulempen kan være lidt tammere bas, ligesom planmagnetiske hovedtelefoner typisk ikke kan spille med lige så højt lydtryk som dynamiske. Og når de prøver sig med lydtryk, bliver forvrængningen meget grimmere end med dynamiske, som går i en mere behagelig kompression, mens de planmagnetiske skurrer stygt.

Komfort

LCD-2 Classic vejer hele 550 gram uden ledning og må være de tungeste, jeg har haft på hovedet (det var ikke mig, der testede LCD-X). De vejer mere end dobbelt så meget som Audio-Technica ATH-ADX5000 og mere end 100 gram mere, end hvad der er typisk for hovedtelefoner i den dyrere klasse.

Alligevel er de usædvanlig behagelige at have på takket være de gode, tykke puder. De har ganske vist en hel del vægt mod kæbeleddet, og det skal de nok have for at modvirke tyngdekraften nok til at sidde tæt. Men ikke mere, end at de kraftige puder tager godt fra. Det er dog ikke hovedtelefoner, man vælger, hvis man skal headbange til musikken. De egner sig bedst til ro og mag i lænestolen.

Lyden af LCD-2 Classic

Med deres lange kabel og store stik er LCD-2 Classic beregnet til hjemmebrug med en ordentlig forstærker. Med den usædvanlig kraftige hovedtelefonforstærker, der er indbygget i den integrerede McIntosh MA7000, byder de på noget af en oplevelse.

Det samme gør de med Sennheiser HDV 820, en hovedtelefonforstærker med DAC til 18.000 kroner, som vi netop har fået ind til test, og du vil nok også få mange af de samme aha-oplevelser med Pioneer U-05 til 7.000 kroner.

Det første, jeg bemærker, er den store, fyldige mellemtone, der gør, at sangstemmer fremstår med stor resonans. Det gælder ikke kun mænd med pondus; også spædere kvindestemmer som Aurora og Björk få en fyldigere karakter. En nydelig, cremet klangstruktur, simpelthen.

Det er også en behagelig overraskelse, at bassen har mere kraft og tyngde, end jeg havde forventet. Elbassen på Anderson Paaks “Cheers” med Q-Tip som gæste-rapper kan lyde lidt tyndt, men LCD-2C får den godt frem. Og Kacey Musgraves “Slow Burn” er et flot singer/songwriter-nummer med Musgraves fine stemme oven på en guitar, der har sprødheden intakt, samtidig med at klangen fra guitaren er stor og farverig. Og når elbas og trommer kommer ind, er det heftigt og livligt på én gang.

Nummeret findes i øvrigt i 96 kHz MQA-format på Tidal, som lyder rigtig godt gennem afspilleren Roon, der findes til pc og Mac. I mit tilfælde spiller jeg via Hegel HD30, dekodet i Roon, da Hegel-DAC’en ikke understøtter MQA.

Konkurrenter

Til sammenligning lyder MrSpeakers Æon Flow Closed til samme pris lidt tyndere og kræver desuden mere forstærkerkraft for at vågne op. Og de er faktisk lukkede, hvilket understreger, at den fyldige, varme lyd i LCD-2C slet ikke er hverdagskost for et par åbne hovedtelefoner med planmagneter.

Hvis man derimod sammenligner med Sennheiser HD 800 S, så er der nogle detaljer øverst i frekvensregisteret, som ikke kommer lige så godt frem med LCD 2C. Guitaranslag er endnu sprødere med Sennheiser og gengives med en vægtløshed og en detaljerigdom, som Audeze ikke kan konkurrere med. Dynamisk kontrast og evnen til at spille endnu højere er også blandt Sennheisers fordele. Men de er også noget dyrere, og musikalsk står Audeze LCD-2C ikke tilbage for disse.

Apropos Roon, så findes der i øvrigt DSP-filtre dér til netop Audezes hovedtelefoner. Når filteret er aktiveret på LCD-2C, kvitterer hovedtelefonerne med at blive endnu strammere, mens bassen er endnu varmere og mere klangrig, uden at blive mere træg. Stereoperspektivet bliver også mere sammenhængende.

Konklusion

De er store og tunge, men Audeze LCD-2C er stadig behagelige at have på hovedet med deres tykke, bløde ørepuder. Og lyden er en ganske anden, end man forventer fra et par åbne hovedtelefoner med planmagnetiske drivere. De lyder nemlig fyldigere og mere basrigt, end man skulle tro.

Der er en nerve her, som simpelthen er vanedannende, og som jeg tager mig i at savne, hver gang jeg bruger andre hovedtelefoner. Så gør det ikke så meget, at de måske ikke er ærlige nok for en studietekniker. De er nemlig ret tilgivende over for dårligere indspilninger. Og til daglig brug er det ikke nogen ulempe.