: Audio Technica ATH-DSR7BT

Bluetooth-hovedtelefoner er en kategori, som vi ofte skriver om. Men det handler så godt som altid om praktiske, økonomiske hovedtelefoner til at få lidt god lyd på farten eller under træningen. Og gerne i form af in-ear- eller on-ear-modeller.

Audio-Technica ATH-DSR7BT er lidt anderledes. Dels er der tale om fuldstørrelses over-ear hovedtelefoner, dels er de betydelig dyrere end typiske Bluetooth-hørebøffer.

Ørepuder og hovedbøjle er betrukket med sort kunstlæder over memory-skum. Ørekopperne er i metallignende sort plast. Det overordnede indtryk er lækkert uden at virke direkte luksuspræget.

Betjeningen er minimalistisk: En skydeknap på højre ørekop skruer op og ned for lyden, og man kan pause musikken, modtage opkald og skifte nummer med et touch-felt. Tre små LED’er viser batteristatus og overførselskvalitet.

Hovedtelefonerne er over-ear, men er ikke blandt de største af slagsen. Mine forholdsvis omfangsrige lytteorganer kan lige akkurat listes ind i de ovale ørekopper, men de sidder ret tæt, og dybden i ørekoppen er også begrænset, så øret trykker mod gitteret foran driveren. Det er ikke direkte stramt, men heller ikke nær så behageligt som på Philips Fidelio X2HR eller AudioQuest NightHawk.

Betjeningen er ikke den mest intuitive, jeg har mødt. Det virker – men kræver nogen tilvænning, og det er let at komme til at skifte nummer eller pause musikken ved en fejl, mens man prøver at rette på hovedtelefonerne.

Digitale fra ende til anden
ATH-DSR7BT er udstyret med noget, som Audio-Technica kalder Pure Digital Drive. Hvad dette præcis er, fremgår ikke, men teknikken skulle sikre en ubrudt digital signalkæde hele vejen fra kilden og frem til driverne i hovedtelefonerne. Dermed undgås påvirkning fra telefonens eller hovedtelefonernes DAC. Hos Audio-Technica er det angiveligt lykkedes at undgå D/A-konvertering fuldstændig, så forstærkeren skulle også være digital.

Der er ikke nogen analog jack-indgang på ATH-DSR7BT, men det betyder ikke, at man er tvunget til at køre trådløst. Micro-USB-porten til opladning kan nemlig også bruges som digital signalindgang. Her optræder hovedtelefonerne som et eksternt lydkort og understøtter i så fald 24 bit/96 kHz HD-lyd. Dermed melder de sig ind i selskabet af Hi-Res Audio-komponenter. Hvad der selvfølgelig gøres opmærksom på på emballagen.

Der blev under testen både lyttet trådløst og via USB-kabel. Den direkte digitale kabelforbindelse er et stort plus, men det to meter lange USB-kabel er ganske enkelt for usselt til formålet. Det er i samme tykke, stive plastkvalitet, som man ville forvente af et ladekabel til en discount-tablet. Men som lydkabel til luksushovedtelefoner er det en ommer!

 

Lyden af ATH-DSR7BT
Heldigvis er der andet, der betyder noget, end bærekomfort, betjening og tilbehør. Der er lyden. Og det er her, man får brug for at samle underkæben op fra bordet. Jeg var simpelthen ikke klar over, at det er muligt at få så god lyd ud af et par trådløse Bluetooth-hovedtelefoner. Jeg har nydt masser af god musik trådløst, men ikke med den overflod af detaljer, som møder mig her.

Det er især diskanten, der skiller sig positivt ud. Små fine highhat-detaljer og sprøde træblæserlyde imponerer på “Confessin’” (Jazz at the Pawnshop), og baggrundssnakken har sjældent været så velopløst og naturlig. Og slet ikke over en trådløs Bluetooth-forbindelse.

Det samme gælder mellemtonegengivelsen i ATH-DSR7BT: Detaljer, detaljer, detaljer. Hvad enten det er en grådkvalt Sinéad O’Connor på “I am Stretched on Your Grave” (The Wolf is Getting Married) eller Leonard Cohens afgrundsrøst på “You Want It Darker?”. At høre sang er som at slå begrebet sang op i et leksikon. Det skal forstås som en ros. For selv om gengivelsen er afslørende, er der stadig varme og musikalitet nok til, at det ikke bliver ubehageligt. Så længe man ikke skifter til en kilde uden understøttelse af aptX. Det skal man bare lade være med.

Basgengivelsen i ATH-DSR7BT virker umiddelbart lidt afdæmpet sammenlignet med f.eks. Philips Fidelio X2HR. Det betyder dog ikke, at der mangler bas. Men den er ikke kunstigt fremhævet. Sæt et nummer som “Right Hand Man” fra Hamilton på, hvor dyb elektrobas blander sig med kor- og solosang. Så opdager man, at der er alt det i bunden, som der skal være!

HD-lyd over Bluetooth
Bluetooth har ikke noget godt rygte, når det gælder hi-fi-lyd. Codecs i “næsten-cd-kvalitet” som aptX har dog gjort det muligt at få noget, der minder om hi-fi gennem luften. ATH-DSR7BT understøtter bl.a. også aptX. Men de udvider arsenalet med den nye aptX HD-codec, der lover lyd i HD-kvalitet (24 bit/48 kHz) via Bluetooth. Det er dog kun meget få mobiler, der understøtter aptX HD endnu.

Selv om aptX er komprimeret 4:1 under transmissionen, er det bestemt hi-fi, man får i ørerne. Faktisk falder en direkte sammenligning med de kablede Philips Fidelio X2HR på flere punkter ud til ATH-DSR7BT’s fordel. Især da de to koster det samme. Det er især diskantgengivelsen, der sætter prikken over i’et. Det tilskriver vi den fuldt digitale signalvej hos Audio-Technica.

Det er til gengæld afgørende vigtigt at sikre sig, at telefonen, tablet’en eller computeren understøtter en af de hi-fi-egnede codecs. Under testen brugte jeg både en LG V10 med aptX og en Huawei Mate 9 Pro, der ikke gør. Og forskellen var som nat og dag!

Konklusion
Audio-Technica ATH-DSR7BT gør godt og grundigt op med Bluetooth-hovedtelefoners ry som en praktisk, men mindre hi-fi-egnet teknologi. Der er hul igennem i en grad, som man sjældent finder til prisen. Og når man så ydermere får en trådløs forbindelse og en digital forstærker med i prisen, er det intet mindre end imponerende.

Skal man kritisere noget, er bærekomforten oplevet en smule bedre, luksusfølelsen er begrænset, og betjeningen er mere smart end egentlig gennemtænkt. Det er dog alt sammen for småting at regne, når lydkvaliteten tages i betragtning.