Da den første Beats-model, Studio, så dagens lys i 2008, eksploderede markedet for hovedtelefon og så sig aldrig tilbage. Pludselig så man unge med tunge hørebøffer på hovedet snarere end de ynkelige hørepropper, der fulgte med musikafspillerne.
At hi-fi-entusiaster rynker på næsen af Beats, er irrelevant. Vi skylder firmaet en stor tak for, at der overhovedet findes en lydinteresseret ungdom, for når det gælder om at rekruttere næste generations audiofile, har resten af hi-fi-branchen gjort et dårligt stykke arbejde. På mange måder har Beats haft samme indflydelse på ungdommen som Cerwin-Vegas party-højttalere, hvor sejt og heftigt trumfer korrekt og analytisk.
Min personlige lydsmag har ligget et stykke fra Beats’. For mit vedkommende bliver bassen for fed, mudret og overdøvende, og der mangler detaljer i det vigtige overtoneområde. For slet ikke at tale om bling-faktoren med gulddetaljer på blankpoleret plast, som ikke er mig. Men jeg kan forstå, at det appellerer til de unge.
Mere raffinerede
Beats har holdt på deres udtryk, lige siden de i starten blev produceret af Monster, og også efter Apples opkøb i 2014. Men vi er også begyndt at se mere raffinerede udgaver af de vigtigste modeller. Ikke mindst blev jeg bjertaget af de første helt trådløse hørepropper, Powerbeats Pro, der lød meget medrivende, og hvor man havde nedtonet den svulstige bas. Den trådløse forbindelse var også utrolig stabil.
Støjreduktion
Den næste model med Pro-betegnelsen hedder altså Solo Pro. Det er en mere raffineret version af den kompakte on-ear-model Solo, som i sin nyeste udgave hedder Solo3.
Pro-versionen er mat i stedet for blank og har generelt bedre materialekvalitet – ikke mindst på ørepuderne, der desuden er endnu tykkere for øget komfort. Men det vigtigste er, at Pro-udgaven har fået aktiv støjreduktion, hvilket gør den til en direkte konkurrent til Bose og Sony, som klart er de største inden for støjreduktion. Selv om den altså sidder uden på ørerne og ikke rundt om dem, som de større hovedtelefoner gør.
Tilslutning
Da Beats nu er ejet af Apple, siger det nærmest sig selv, at vi får nogle Apple-særheder med i købet. For det første er ladestikket af typen Lightning i stedet for en af USB-varianterne. Det burde fungere fint, også for dem, der ikke har en iPhone i forvejen og dermed ikke har flere Lightning-kabler liggende. Så må man bare passe ekstra godt på det medfølgende.
For iPhone- og iPad-brugere skabes den trådløse forbindelse ved, at man tænder hovedtelefonerne og holder dem hen til telefonen. Så dukker Solo Pro op på skærmen, og det er bare at bekræfte; så kan man spille musik. Android-brugere er nødt til at gå en lille omvej, men her er parringen heller ikke kompliceret. Bare find hovedtelefonerne på Bluetooth-listen på mobilen og vælg dem.
Støjreduktion
Som nævnt har Solo Pro støjreduktion, og den er aktiveret fra starten. Hvis du trykker én gang på knappen under venstre ørekop, skifter den til at forstærke lyd udefra. På den måde kan du høre trafikken, eller når nogen taler til dig. Tryk to gange for at slå den fra. Så skulle batterilevetiden øges fra 22 til hele 40 timer! Hurtigopladning understøttes, og du kan få tre timers spilletid med kun ti minutters opladning.
Komfort og brugervenlighed
Hvad angår bærekomforten, er den rigtig god, hvis du spørger mig. De tykkere puder i forhold til Solo3 kan mærkes, idet kopperne sidder blødere på ørerne. Men bøjlen klemmer ret hårdt mod hovedet – hvilket selvfølgelig sikrer, at hovedtelefonerne ikke er så lette at ryste af, men også betyder, at man kan mærke det efter et stykke tid. Komforten er dermed ikke helt på højde med Bose NCH 700 og Sony WH-1000XM3.
Brugervenlighed er fin. Tilslutning til iPhone er supersimpelt, og de fysiske knapper på højre ørekop til volumen op og ned rammer man ikke forkert på. I modsætning til swipe-funktionen på mange andre hovedtelefoner, der ofte lidt lever sit eget liv.
Hvis du derimod vil hoppe mellem numre, nyder iPhone-ejere godt af, at Siri altid er på, for så du siger bare “Hej Siri, spil næste” eller “Spil forrige”. Android-brugere er nødt til fysisk at finde mobilen frem for at skifte sang.
Den trådløse forbindelse er glimrende, ligesom på både AirPods Pro og Powerbeats Pro. Du kan gå omkring 50 meter fra mobilen i det fri, hvis du vil.
Lydkvalitet
Så til det punkt, der har overrasket mig: Lyden. Jeg havde på forhånd forventet en fed, heftig bas, der tog opmærksomheden fra det vigtige mellemtoneområde, hvor sangstemmers klangfarver ligger, men også næsten alle instrumenters. For ikke at nævne diskantområdet, der sørger for både luft og format i lydbilledet.
Men hvor Solo3 giver meget af den varme og fylde, som jeg forventede (dog med bedre lyd, end jeg havde troet), har Pro-modellen en langt mere tilbageholden basgengivelse.
“Party-pukkel” er der ikke noget af her. I stedet får vi en tonalt diskret basgengivelse, der formår at adskille to forskellige kontrabasser på en helt anden måde, end jeg havde troet.
Gode til klassisk
Solo Pro rydder også op i hele toneområdet, åbner lydbilledet op og giver mere rumfølelse på klassisk musik. Violiner får meget spillerum og virker imponerende troværdige.
Faktisk er der en bedre klang i Maurizio Pollinis flygel på hans fortolkning af Chopins Sonate opus 58 end på min hidtidige favorit blandt støjdæmpende hovedtelefoner, Sony WH-1000XM3. Sony’erne har en mørkere klang og et mere trangt rum med mindre luft. De har til gengæld mere kød på benet nedad i frekvensområdet, hvor Beats faktisk kan opleves som lidt tynde. Hvem havde troet det?
Jabra Elite 85h er et par andre spændende støjdæmpende hovedtelefoner, ikke mindst fordi de har så god lyd på tale. Men de lyder også godt og slår Beats på klassisk musik, fordi Jabra har en større, varmere mellemtone, der giver violiner en tiltrængt varme. På netop det punkt kan jeg faktisk også bedre lide Powerbeats Pro end Solo Pro.
Men på popmusik med hårdere rytmer vender det igen. Solo Pro har mere tryk på omkvædet i Emma Steinbakkens “Pretty Little Secret”, end Jabra evner. Når det er sagt, så jorder Sony’erne dem begge, når basrytmerne skal masseres ind i kraniet. Men det er heller ikke pointen med Solo Pro; så må du købe Solo3 i stedet.
Ingen vakuumfølelse
Hvad angår støjreduktion, er det Sony WH-1000XM3, der er referencen. Dem kan heller ikke Solo Pro slå. Især lavfrekvent støj fjernes mere effektivt af Sony, som dermed dæmper støjen fra flymotorer inde i kabinen mere effektivt. Men kabinestøj er mere end brummende motorer, f.eks. den evigt cirkulerende luft i kabinen, der er mere højfrekvent. På det område er Beats effektive og kan fint konkurrere med de bedste.
Jeg oplever heller ikke nogen vakuumfølelse i hovedet med Beats’ støjreduktion, hvilket jeg i højere grad gør med Sonys.
Sony har til gengæld en mere elegant måde at lukke lyd ind på, når nogen vil tale med dig, nemlig ved at man lægger hånden på ørekoppen. På Solo Pro skal man vide, at knappen sidder i bunden af venstre ørekop, og ramme den med tommelfingeren. Det er ikke noget stort problem, bare et lille irritationsmoment, hvis jeg skal være lidt pernitten. Og det skal jeg jo.
Konklusion
Jo mere jeg bruger Beats Solo Pro, jo bedre kan jeg lide dem. Og det er et godt tegn. Især da jeg på forhånd troede, at jeg ikke ville bryde mig om dem. I stedet for at være bastunge og slørede i klangen lyder de åbent og afbalanceret. Men samtidig med et godt greb om rytmer. Støjreduktionen er også god.
Der er ting at trække ned for, såsom at bassen måske er en anelse for tynd; stortrommer kunne godt lyde hårdere og sejere. Der er også en ret kraftig reduktion i det nedre diskantområde, i presensområdet, som gør, at vokaler ikke kommer helt så godt frem, som man kunne ønske. Det er dog langt bedre end frygtet, men på dette punkt er hørepropperne Powerbeats Pro faktisk bedre.
Da det er on-ear hovedtelefoner, der sidder uden på ørerne, vil de klemme efter et stykke tid. Over-ear er mere behagelige i længden.
Ellers har jeg ingen forbehold mod at anbefale Beats Solo Pro.
