Svenske Jays er blevet kendt for kablede mobilhørepropper, der lyder betydelig bedre, end den rimelige pris tilsiger. F.eks. de fremragende a-Jays Four+. De senere år har de udvidet sortimentet til både eksklusive propper som q-Jays, hovedtelefoner som u-Jays og trådløse hovedtelefoner som de fremragende u-Jays Wireless. Det er derfor ikke overraskende, at de nu udsender de trådløse hørepropper a-Six Wireless.
Som sædvanlig holder Jays sig til et afskallet skandinavisk design uden flashy logoer eller skrigende farver. I stedet kan man vælge imellem sort med gulddetaljer, grå med sølv eller hvid med sølv.
Deres kontrol/mikrofon kan virke lidt plasticagtig, men selve propperne er af metal, og kvalitetsindtrykket er i det store og hele godt. De har endda en flad ledning, der rart nok ikke filtrer, hvis man stopper dem i lommen.
Komfort og brug
Der medfølger en kort USB-ledning til opladning plus hele fem forskellige størrelser silikonedutter. Det er derfor ikke det store problem at finde et par, der både sidder godt og giver en passende forsegling i øregangen. Fordi propperne er så små og lette, sidder de behageligt, også i det lange løb.
Derimod gør den store batteripakke på ledningen, at de ikke hænger så sikkert om halsen. Magnetiske propper havde løst det problem.
Batteripakken betyder dog, at de har en usædvanlig god batterilevetid på 12 timer. Da vi sammenlignede trådløse hørepropper i december, lå batterilevetiden generelt omkring syv-otte timer.
Kontrol/mikrofonen har tre knapper, som derfor alle har flere funktioner såsom at styre musikafspilningen eller besvare opkald. Selv om det ikke er nævnt i produktbeskrivelsen, aktiverer en af dem telefonens stemmeassistent. Mikrofonen er af MEMS-typen og giver god samtalekvalitet.
Lydkvalitet
Akustiske indspilninger lyder godt med en rar nærværsfølelse. Men takket være aluminiumkapslingen med basporte i stål – en teknologi, der er hentet fra q-Jays – er det bassen, der imponerer.
Basgangen i “Silent Shout” med The Knife har aldrig lydt så skræmmende i et par billige hørepropper. Men det kan også blive for meget af det gode. I Becks “Say Goodbye” er baggrundsbassen hævet så meget, at den overdøver de andre instrumenter. En app med EQ havde løst problemet.
Konklusion
Hvis du elsker bastung musik og gerne vil have et par trådløse hørepropper til en overkommelig pris, er der ingen tvivl. Så skal du have Jays a-Six Wireless. Sjældent har vi hørt så præcis og afgrundsdyb bas fra så små og lette propper.
Takket være størrelsen er de også behagelige, og det store udvalg af silikonedutter gør, at de bliver siddende. Lader man dem hænge rundt om halsen, er der dog risiko for, at batteriet får dem til at falde af. På den anden side betyder batteripakken, at batterilevetiden er rigtig god.
Læs videre med LB+
Black Week Tilbud
70% På LB+ Total i 12 måneder!
LB+ Total måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer