Sæt et par Sennheiser HD 650 på hovedet af nogen og læg mærke til, hvordan deres ansigtsudtryk forandrer sig. De lyder nemlig så pokkers godt, at øjnene vil lyse op, og ansigtet åbne sig i et stort smil – måske med et lille “wow!”.
Det er derfor ikke underligt, at det har taget Sennheiser 12 år at lave et par bedre hovedtelefoner i 600-serien. Som debuterede for 21 år siden med HD 600, der satte en ny standard for lydkvalitet i entusiastklassen.
Siden da er stort set alle hovedtelefoner blevet målt og vejet i forhold til disse to, især 650, der i dag betragtes som nogle af de fineste åbne hovedtelefoner til under 5.000 kroner.
Derfor har man lov til at have høje forventninger, når Sennheiser drister sig til at lancere en efterfølger. De er tilsyneladende gået forsigtigt frem, for designet er næsten uændret. Det er de samme ovale ørekopper med perforerede metalgitre, dog med et logo på nu, og konstruktionen er næsten identisk. Udenpå.
De nye HD 660 S har nogle store sko at udfylde, så ingeniørerne hos Sennheiser har ikke valgt nogen radikale ændringer. I stedet har de set på driverne, ophænget, dæmpningen og de spoler, der driver den tynde membran.
Impedansen er halveret til 150 ohm, og frekvensområdet er udvidet i forhold til 650 og går nu fra 10 Hz til 41 kHz, ligesom ørepuderne, der omslutter øret, er dybere med større åbning.
Referenceklasse
Den udgående model er elsket af både audiofile og studieteknikere for sin åbne og ærlige lyd. Sennheiser har været forsigtige med at ændre på, hvordan 660 S lyder, men det siger sig selv, at nye drivere, ny tuning af dæmpningen, aluminiumspoler og lavere impedans må få følger for, hvordan øret opfatter lyden.
Sennheiser siger ikke meget om de tekniske ændringer, så det er svært at vide, præcis hvor forbedringerne er hentet. Men de fremhæver bedre impulsrespons og bedre opløsning som følge af ændringerne.
Balanceret stik
HD 660 S leveres bl.a. med et aftageligt kabel med 4,4 mm Pentaconn-stik, som er tilpasset Sennheisers egne hovedtelefonforstærkere med balanceret Pentaconn-udgang.
Der findes foreløbig kun få hovedtelefonforstærkere med Pentaconn-udgang, så jeg testede hovedtelefonerne med en McIntosh C2600 rørforstærker samt en iPhone 8 med og uden en Fostex hovedtelefonforstærker.
HD 660 S leveres nemlig med en 3,5 mm minijack-adapter, så man kan bruge dem netop sammen med mobilen eller en bærbar musikafspiller.
Ny reference
De første Sennheiser, jeg hørte, var HD414 med de karakteristiske gule skumpuder. Siden dengang har flere modeller klemt mine ører. HD580, 600 og 650 er blandt dem, det samme er 700- og 800-serien, elektrostaterne, der er gået ud af produktionen, og en lang række andre udgaver, som jeg for længst har glemt.
HD 650 har i mine ører været de bedste til almen hi-fi-brug. De har lidt af 800-seriens ekstreme åbenhed, bare med et lidt blødere fokus og langt bedre basgengivelse end 700.
De nye HD 660 S løfter det et par trin med bedre fokus, strammere bas og endnu mere gennemsigtighed. De er måske mindre tilgivende, endnu mere ærlige og mere afslørende end 650. Personligt foretrækker jeg den forbedrede åbenhed i HD 660 S, selv om jeg stadig godt kan lide klangen af et par HD 650.
Den nye udgave åbner lydbilledet lidt mere op på Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ Fairytales og slipper mere af klaverlyden igennem, efter min mening. På klassisk musik er strygere bedre fokuseret, uden at det nogensinde bliver skarpt eller spidst.
Med Tidal Masters-filer fra min MacBook, sluttet direkte til en T+A DAC8 DSD digitalkonverter, åbner lydbilledet sig yderligere. Bassen bliver bedre defineret, omend den ikke er lige så dyb og dynamisk som på Beyerdynamic DT 1770 Pro. Men den henter flere klange frem end f.eks. Philips Fidelio X2HR, dog ikke i samme grad som et par Stax ER-L700.
Et par minusser
Den silkebløde klang og den generøse åbenhed kommer især akustisk musik til gode. De er ikke så velegnede til metal og electronica, og skruer man op for lydstyrken, dukker en svag, grovkornet forvrængning op.
Sennheiser har kvajet sig lidt med kabelvalget. Ud over ledningen med Pentaconn-stik medfølger der et langt kabel med 6,3 mm stik og en 3,5 mm adapter. Men adapteren burde have været erstattet af et kortere kabel med 3,5 mm jack-stik, da ingen vil trækkes med flere meter ledning, når de bruger HD 660 S sammen med en smartphone.
Konklusion
Sennheiser HD 660 S er en værdig arvtager til de legendariske HD 650. I mine ører er de en forbedring, for lydbilledet er mere åbent og fokuseret. Bassen er også bedre defineret, og de slipper flere detaljer igennem.
Det er måske ikke de mest hårdtslående hovedtelefoner på markedet, men afgjort blandt de mest raffinerede og lyttevenlige åbne hovedtelefoner. Lidt bedre dybbas er egentlig det eneste, jeg savner.
Læs videre med LB+
Juletilbud - 50% Rabat!
50% På LB+ Total i 1 år!
Prøv LB+ Total i 1 måned
Fuld adgang til alt indhold i 1 måned for 49 kr
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
- Adgang til mere end 7.500 produkttests!
- Store rabatter hos vores samarbejdspartnere i LB+ Fordelsklub
- Ugentlige nyhedsbreve med seneste nyheder/li>
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Deaktivering af annoncer