Ingen andre er som Sony. Man ser navnet på alt fra foto- og videokameraer over tv’er til små trådløse højttalere og smartphones. Så kunne man let tro, at det er en producent for de store masser og ikke for feinschmeckere. Men i så fald tager man grundigt fejl.
For selv om Sony ligesom andre teknologigiganter i mange tilfælde forsøger at opnå en bestemt ydelse inden for et begrænset budget, har den japanske producent også nogle gale videnskabsmænd, der tilsyneladende sidder på en uendelig stor pose penge og udvikler absurde produkter til mennesker, der kun vil have det allerbedste. F.eks. et svinedyrt SD-kort lavet udelukkende til lyd. Eller den bærbare musikafspiller NW-WM1Z til vanvittige 25.000 kroner!
Sådan et produkt er MDR-1ZR også. For hvem i al verden vil hoste op med 17.000 kroner for at sætte et par hovedtelefoner på hovedet? I sandhedens navn findes der andre eksempler på så dyre hovedtelefoner. Tag f.eks. de glimrende Pioneer SE-Master1 eller Focal Utopia til henholdsvis 15.000 og 30.000 kroner.
Men de er af den åbne type, ikke spor bærbare og afhængige af en stor, fed hovedtelefonforstærker. Et temmelig kompliceret hi-fi-anlæg på hovedet, altså. Sonys hovedtelefoner er derimod lukkede og holder dermed støjen ude og musikken inde, og de lader sig (til nød) drive af en mobiltelefon og giver derfor større frihed til at tage dem med rundt. Hvis du altså tør.
Konstruktion
Selve rammen på hovedtelefonerne er lavet af slidstærk titanium. Hovedbøjlen er i legeringen beta-titanium, som til dels er elastisk og vil vende tilbage til sin oprindelige form, selv efter at være blevet bøjet. Der er med andre ord lagt op til, at man kan hærge disse hovedtelefoner.
De store ørepuder er lavet af fåreskind og ligger silkeblødt om ørerne. Højttaler-enhederne har kraftige neodymmagneter og måler hele 70 mm – 75 procent større diameter og mere end tre gange så stor membranoverflade som almindelig 40 mm – for at gengive musikken med mere uanstrengt og dynamisk lyd. Enhederne sidder i et resonansfattigt kammer med et akustisk filter, som skal absorbere uønsket turbulens fra membranerne.
Både et 3 meter standardkabel og et 1,2 meter balanceret kabel medfølger i den solide trææske, hovedtelefonerne kommer i.
Komfort og brugervenlighed
Pasformen på MDR-Z1R er noget af det bedste, jeg har haft på hovedet. Hvor andre hovedtelefoner kan klemme lidt, er det helt fantastisk at have disse rundt om ørerne. Både fårelæderet og den generøse størrelse på ørekopperne bidrager hertil. Det er ren luksus på alle niveauer, og man kan sidde og høre musik i timevis.
De indkapsler ørerne mere effektivt end f.eks. Bowers & Wilkins P9 Signature, hvilket gør, at de lækker mindre støj, men også at man kan blive klam om ørerne over tid. Jeg må dog sige, at det ikke var noget stort problem for mit vedkommende.
Lydkvalitet
Hvordan lyder et par lukkede hovedtelefoner til 17.000 kroner så? Ja, hvor skal jeg begynde? For det første er der en vanvittig størrelse på lydbilledet. Et kirkekor lyder meget fyldigt med en stor klang fra både koret og kirkens akustik. Stemmerne adskilles virkelig godt fra hinanden, og der er en klangbund her, som – når man sammenligner med de åbne Sennheiser HD 800S og Focal Elear – minder om forskellen mellem nogle store gulvhøjttalere og en standermodel.
Så meget mere fyldig er bassen hos Sony, som dog ikke virker spor overdrevet. De er langt mere neutrale i klangen end de lukkede B&W P9 Signature og har alligevel lige så meget punch i bassen. Desuden lyder de så ubesværet med så god kontrol over dynamikken, at det er tydeligt, at man her er i high-end land. Langt inde i high-end land.
De fungerer faktisk overraskende fint med mobilen, men kommer ikke op på fuldt niveau, før de kobles til en ordentlig forstærker. F.eks. Sonys egen TA-ZH1ES til 15.000 kroner, men til lejligheden har jeg også brugt Hegel HD12, som ligeledes duer fint.
Stille akustisk musik tager MDR-Z1R i stiv arm. På “Vinyl and a Heartache” med Darling West klinger guitaren både sprødt og fyldigt på én gang, mens den kvindelige vokal lyder som taget lige ud af en drøm. Lyden er strammere, større, ærligere og mere luftig end på P9 Signature, samtidig med at bassen er større og mere fyldig end på de fleste åbne hovedtelefoner, jeg kan komme i tanke om. Måske med undtagelse af Pioneer SE-Master1, som er de mest underholdende af den åbne type, jeg hidtil har hørt.
Vildt underholdende
Og nu vi taler underholdning: Prøv at høre hiphop eller EDM med åbne high-end hovedtelefoner, og prøv så at overbevise mig om, at det lyder lige så sejt som med Sony MDR-Z1R. Der skal meget til! For både Sennheiser HD 800S og Focal Elear – og kan vi lige så godt tage de dobbelt så dyre Focal Utopia med også – lyder væsentlig mere analytisk i bassen end Sony. MDR-Z1R pumper løs med både fart og tryk på, og masserer virkelig øregangene med bas, uanset om det er gamle N.W.A. eller den noget yngre Drake, der står på menuen.
Som de fleste lukkede hovedtelefoner er MDR-Z1R ikke fuldstændig neutrale, og det kan være en udfordring for lydteknikere at mikse med dem. Jeg mastrede et nummer med dem, og da jeg var tilfreds med resultatet, hørte jeg sangen på et par monitors. Det viste sig, at der var en pukkel omkring 120 Hz, som jeg ikke havde været opmærksom på, men som tydeligt kunne høres i højttalere, hver gang tonen blev slået an.
Fordi hovedtelefonerne smører lidt tykt på i bassen, kræver de altså tilvænning, hvis du skal mikse med dem.
Konklusion
Sony MDR-Z1R grænser til det glade vanvid. For hvem ved sine fulde fem ville spendere 17.000 kroner på et par lukkede hovedtelefoner? Alle ved jo, at ægte high-end lyd får man med den åbne type, og af samme grund er det her, udvalget ligger, når man kommer op i denne prisklasse. Men Sony er ikke som de andre, hvilket de med al tydelighed viser her. For ud over at genskabe musikken med superb præcision i hele toneområdet er disse hovedtelefoner også voldsomt underholdende.
Det er i bassen, magien ligger. Hvor vi synes, at MDR-Z7 til 4.500 kroner er underholdende, men lidt slappe i bassen, er Z1R også lidt mere fyldige, end man er vant til i high-end klassen. Forskellen er, at det her er yderst kontrolleret. Det lyder supersejt, og trods en lille “party-pukkel” opleves lyden som meget korrekt og ufarvet. Det er lidt som at have koblet en perfekt integreret subwoofer til og skruet den et par ekstra decibel op.
Al musik lyder fornemt, og festmusik får godt med tryk på. En ekstrem middelvej mellem professoren i den hvide kittel og det udadreagerende party animal.
