: Stax SR-L700

Hovedtelefoner sælger som varmt brød i øjeblikket. Trådløse hovedtelefoner, træningshørepropper, støjdæmpende osv. Mange af dem er rigtig gode – det ved vi her på Lyd & Billede, for ingen tester så mange som os! Men det er få, der har den magiske lyd, som et par elektrostatiske hovedtelefoner kan have.

Elektro-hvad-for-noget? De fleste hovedtelefoner har en driver inde i hver ørekop, der ligner en fladere version af de enheder, man finder i højttalere. Nogle af dem er gode, andre er dårlige, men princippet er det samme: Strømmen sætter svingninger i gang i spoler på membranen, og der skabes lyd.

I elektrostatiske hovedtelefoner er det lidt mere kompliceret. Bare spørg Stax. Ikke pladeselskabet af samme navn, men en for de fleste ukendt japanske producent, der ikke giver sig af med andet end elektrostatiske enheder.

De – og mange andre – mener, at det er sådan, man får den bedste lyd i hovedtelefonerne. Koste hvad det vil, for den slags hovedtelefoner er dyrere end almindelige hørebøffer. Bl.a. fordi de kræver en tilpasset forstærker, ellers får man ikke nogen lyd. De kan altså ikke plugges direkte i hovedtelefonstikket på din forstærker.

Grunden hertil er, at elektrostatiske enheder kræver meget mere strøm end traditionelle enheder. De er simpelthen så ineffektive, at konventionelle forstærkere ikke formår at drive elektrostat-hovedtelefoner.

Driverne

Ligesom i elektrostatiske højttalere fra producenter som Quad og Martin Logan anvender Stax’ hovedtelefoner nogle enheder med en fjerlet folie som membranmateriale. De er tyndere end papir og så lette, at de egentlig er komplet uegnede til formålet.

Men med lidt smart ingeniørkunst skaber de den magi, der kendetegner elektrostatiske enheder.

Den tynde folie strækkes, til den sidder stramt i en ramme. Elektroder foran og bag folien fodres med spænding, som flytter den frem og tilbage i takt med signalet. Den lave masse har ingen egenresonans og ekstremt lav forvrængning, og bevæger sig meget hurtigere end en traditionel membran.

Det giver en befriende uanstrengt gengivelse, hvor det nærmest er skræmmende, hvor realistisk f.eks. vokaler lyder.

Stax SR-L700, som vi tester her, koster ikke mere end f.eks. Sennheiser HD800, men da konstruktionen er mere kompleks, har den brug for sin egen forstærker. Tilføj en specialtilpasset forstærker som Stax SRM-006tS, og prisen fordobles. Dermed er hovedtelefonerne uden for rækkevidde for de fleste.

Konstruktion

Hovedtelefonerne kan altså ikke bruges med mobilen, tages med ud eller sluttes til andet end Stax’ egne forstærkere. De er da også beregnet til hjemmebrug – eller i studiet – for dem, der ønsker eller har brug for en så neutral og ufarvet lydgengivelse som muligt.

De åbne ørekopper på SR-L700 dækker hele øret, og membranen er placeret, så den kommer så tæt på øret som muligt. Ørehøjttalere kalder Stax dem, og de er så store, at det i grunden er en passende betegnelse.

Heldigvis er de relativt lette og samtidig fleksible. Den store åbning og de læderklædte puder gør dem meget behagelige. Hovedbøjlen er nem at justere, og fordi de er åbne, er øretræthed et mindre problem.

Desværre står byggekvaliteten ikke mål med prisen. Et par Sennheiser HD800 er bygget som en Mercedes S-Klasse, mens SR-L700 virker som noget, der kunne være strikket sammen under DDR-regimet i Østblokken. Plastickvaliteten, led og sammenføjninger samt monteringskvaliteten gør, at SR-L700 virker hjemmelavede.

Men det skal man ikke tage alt for tungt, for sikke en lyd!

Lydkvalitet

Lyden af elektrostater er ikke ny for mig, men alligevel var jeg ikke forberedt på, hvordan de åbnede op og slap tonerne fri. Selv om man har dem på hovedet, får man følelsen af, at lyden kommer fra et stort rum. Der er intet indelukket eller tilbagetrukket over lyden fra Stax.

De har heller ikke – som mange tror – for lidt bas eller en tynd lyd. Tværtimod, fristes jeg til at sige. For selv om de ikke har verdens dybeste bas, flytter de store membraner seriøse mængder af luft. Og det mærkes ikke kun i bunden.

I åbningen på Bonnie “Prince” Billy og Nathan Salsburgs “Beargrass Song” er de akustiske guitarer blottet for dynamisk forvrængning, og klangen er chokerende realistisk. Tonerne fra strengene er varme og fyldige, og fulde af klangfarver. Og når vokalen kommer, er der dømt gåsehud!

Du kan høre atmosfæren på optagelsen og få en fornemmelse af lugten, temperaturen og lyden i rummet, da optagelsen blev lavet. Mere end på andre konventionelle hovedtelefoner i samme prisklasse.

Ingenting maskeres. Noget, man hører på et nummer som “I Feel It Coming” med The Weeknd og Daft Punk, hvor optagekvaliteten maskeres af kompression og processering, som giver hårde sibilanter.

Pudsigt nok sker det samme på Diana Kralls seneste album, Turn Up the Quiet, hvor vokalsporet har stemte sch-lyde, hvor der skulle være klokkeklare s-lyde. Men her lyder instrumenterne fantastisk med en enorm klangdybde, og instrumenternes klangkarakter står meget tydeligt i kontrast til hinanden.

Bassen er uhyre nuanceret, hvilket man kan mærke på kontrabassen hos Krall, og dynamikken i det store flygel er upåklagelig. Man hører så meget mere, især af de små nuancer. Den slags, som man må anstrenge sig for at lægge mærke til på andre hovedtelefoner. Inklusive Sennheiser HD800. Mezzosopranen Cecilia Bartolis vokal på Francesco Araias La Forza dell’amore e dell’odio står krystalklart mod strygerne.

SR-L700 spiller gerne højt, hvis det er det, du vil. Men på et tidspunkt støder dynamikken mod loftet. Det mærker man bl.a. ved, at bassen begynder at blafre lidt, og diskanten bliver hårdere. Men hvis du undgår øredøvende lydtryk, bliver du belønnet med noget af det mest uforvrængede og ubesværede, man kan høre fra hovedtelefoner.

Konklusion

De fantastiske Stax SR-L700 lyder flottere end det meste andet i prisklassen. Desværre bliver prisen væsentlig højere med en Stax-forstærker, som man er nødt til at have for at få lyd ud af dem. Men selv til den pris er der ikke meget, der lyder lige så sublimt.

Det er lidt skuffende, at man ikke får bedre finish for de mange penge, og åbne hovedtelefoner passer heller ikke til alle. Men bortset fra det skal man lede længe efter bedre lyd.

 

Stax SRM-006tS

Stax’ elektrostatiske hovedtelefoner fungerer ikke uden en særlig forstærker – som denne. SRM-600tS er deres mellemste hovedtelefonforstærker og lavet specielt til at drive hovedtelefonerne.
Den leverer op til 300 volt RMS-spænding til at trække de store elektrostat-enheder i SR-L700 og andre hovedtelefoner fra Stax. Og uden den får man ikke nogen lyd.
Forstærkeren kan drive to par hørebøffer og anvender trioderør (6FQ7/6CG7) i udgangstrinet. På bagsiden finder man tre indgange, hvoraf den ene er balanceret med XLR-stik, og der er også en line-udgang til at sende signalet ud fra forstærkeren.
Det er svært at skelne den fra andre Stax-forstærkere uden at have hørt disse med de samme hovedtelefoner, men der er ingen tvivl om, at den er et godt match til SR-L700 og i høj grad bidrager til den ekstremt tiltalende lydkvalitet.

 

• Type: Hovedtelefonforstærker
• Udgangsspænding: 300 V RMS
• Lydtryk: 101 dB
• Kabel: Fastmonteret 6-leders, 2,5 m
• Mål: 195 x 103 x 375 mm
• Web: hififreaks.dk
• Pris: 11.995 kroner