Der er ikke ret langt mellem gylden middelvej og middelmådighed. Samsung Galaxy Tab 4 balancerer lige på kanten af middelmådigheden, men vi ender dog med en positiv, omend behersket samlet vurdering af produktet.
Designet er typisk Samsung. Ingen dikkedarer, men en lidt for skinnende ramme omkring skærmen i imiteret metal samt en sort bagside med en smule struktur i noget, der skal minde om læder, men selvfølgelig er plastic. Byggekvaliteten er hæderlig, og enheden virker robust nok, selv om man ikke ligefrem skal bruge Galaxy Tab 4 som bordtennisbat.
Skærmopløsningen er på ikke-imponerende 1280 x 800 pixel, så både billeder og ikoner virker en smule grynede på den 10,1 tommer store skærm, hvis man er vant til Full HD. Det er dog alt rigeligt til at vise film i HD-format, og både hjemmeskærme, websider, spil og fotos ser fint ud med varme, stærke farver.
Lyden kunne til gengæld godt have brugt en lille saltvandsindsprøjtning. Volumen er for så vidt fin nok, men generelt er lydbilledet en smule mudret og nærmest søvndyssende. Det er dog muligt at peppe lidt op for de forskellige frekvenser med en equalizer, hvis man vel at mærke bruger Samsungs Musik- eller Video-app til afspilningen. Men det hjælper ikke meget, hvis man bruger andre apps til f.eks. filmkiggeri eller musik-streaming, såsom YouTube og Netflix eller WiMP og Spotify. EQ’en er nemlig begrænset til Samsungs egne apps.
Hvad ydelsen angår, falder vi ikke bagover af benovelse her. Med en Snapdragon 400 quad-core processor på kun 1,2 GHz kan man heller ikke forvente alverden. I vores sædvanlige benchmark-test, Geekbench 3, scorer Galaxy Tab 4 henholdsvis 342 (single-core) og 1.132 (multi-core) point, og det er i den nedre ende, skulle vi hilse og sige. F.eks. er det et pænt stykke under Google Nexus 7 fra 2013, som vi testede for næsten et år siden. Og den er sågar flere hundrede kroner billigere end Galaxy Tab 4.
Nuvel, i daglig brug oplever vi ingen særlige problemer. Selv større, grafiktunge spil kører ganske fint, og det tyder på, at Samsung i praksis får udnyttet de begrænsede processorkræfter til fulde.
Vi har testet Wi-Fi-udgaven af Galaxy Tab 4, men den fås også i en version med 4G/LTE, der dog er næsten 1.000 kroner dyrere.
Konklusion
Samsung Galaxy Tab 4 klarer sig fint til prisen. Der er hakket en hæl og klippet en tå, når det gælder skærm, materialevalg og processor, men det samlede indtryk og den generelle brugeroplevelse er absolut godkendt. Vil man have god lydkvalitet, må man holde sig til Samsungs egne apps, hvilket er lidt fladt, når nu så meget medieforbrug foregår via streaming. Derfor giver vi kun karakteren 3 for lydkvalitet, selv om lyden i Samsungs apps egentlig er til et firetal.
Home mener
Designet er slankt og uden dikkedarer. Omend opløsningen ikke imponerer, er skærmen fin med varme, skarpe farver. Og så får enheden det maksimale ud af de begrænsede processorkræfter. Må undvære mobilt internet. Enheden fås i en version med 4G/LTE, men den er næsten 1.000 kroner dyrere. Lydkvaliteten lader meget tilbage at ønske, hvis man ikke bruger Samsungs egne apps.
Vejl. pris 2099 kr
Specifikationer
- Operativsystem: Android 4.4.2 Kit Kat
- Skærm: 10,1" 1280 x 800 TFT, 149 ppi
- Processor: 1,2 GHz Snapdragon 400 quad-core
- Hukommelse: 1,5 GB ram / 16 GB lager (+ microSD op til 64 GB)
- Kamera: 3 MP + 1,3 MP
- Trådløst: 802.11 a/b/g/n, Bluetooth 4.0
- Mål: 243,4 x 176,4 x 7,9 mm
- Vægt: 487 g
- Batteri: 6800 mAh
Også i denne test:
5 tablets i mellemklassen
Lenovo Yoga Tablet 10 HD+
kke som de andre
Lenovo Yoga Tablet 10 HD+ byder på unikt ergonomisk design, fantastisk lyd og lang batteritid.
Dell Venue 8 Pro
En ægte minicomputer
Dell Venue 8 Pro byder på ægte computerydelse i en meget lille indpakning.
ASUS Transformer Pad TF103C
Muskelbundt uden finnesse
Med lidt mere sans for detaljer havde ASUS Transformer Pad TF103C kunnet være testvinder.
Acer Iconia W4-820
Halvgjort er ikke velgjort
Acer Iconia W4-820 er skam udmærket, men der findes bedre alternativer til samme pris.
Vil du læse hele artiklen?
Med LB+ Total får du adgang til ALT indhold på Lyd & Billede og LB Home.
Allerede abonnent? Log ind.
-
Prøv LB+ i 30 dageKun 29,-
Fornyes efter 30 dage, ingen bindingstid.
-
LB+ Total i 12 mnd93.25 kr/mnd
Du sparer 312 kr