Mellemklassemodellen Air er lidt af et problembarn for Apple, som de ikke rigtig synes at vide, hvad de vil gøre med. Den første model kom i 2013 og en efterfølger året efter. Men så gik der hele 5 år, før den tredje kom, som hurtigt blev efterfulgt af den fjerde. Derefter gik der 2 år til 2022, før den femte kom, som var den første med Apples M-chip. Den blev efterfulgt af M2-modellen sidste år, og nu er vi tilbage til årlige lanceringer med denne M3-model.
Samtidig lancerede Apple en opdateret standardmodel af iPad, hvor den eneste nyhed var, at den fik A16 Bionic-CPU. Og det er lidt det samme med Air-modellen. Den sidste store opgradering i serien var mellem M1- og M2-modellerne. Dette års model har fået en M3-processor, men er ellers identisk. Teorien er, at Apple er nødt til at opgradere processorerne selv i sine enklere modeller, så de kan køre Apple Intelligence, når den kommer. Men de ønsker ikke at forbedre dem mere, for så vil de stjæle salget af iPad Pro.
Derfor bliver dette en ret kort test, for der er simpelthen ikke meget at sige, som vi ikke allerede har sagt om iPad Air M2.

Udseende og konstruktion
Designet er identisk med tidligere med skarpe kanter, men afrundede hjørner. Ligesom sidste år fås iPad Air nu i to størrelser, 13 og 11 tommer, hvoraf vi har testet den mindste model. Den er mere velegnet til rejser, mens vi foretrækker den større model, hvis den mest skal stå hjemme på sofabordet. Skærmteknologien er stadig IPS, og lysstyrken er ikke særlig imponerende med 500 nit (600 for 13-tommeren). Den har heller ikke en hurtigere skærmopdatering, som nu er standard på mobiler, hvilket forstærker indtrykket af, at det er på høje tid at opgradere skærmen. Det er trods alt ikke ligefrem en budgetmodel.

Anvendelse
Ærgerligt nok har Apple endnu ikke ført Air ind i den moderne tidsalder med et Face ID-kamera, så vi må nøjes med fingeraftryk på den akavet placerede tænd/sluk-knap. Ligesom for fem år siden. På den anden side har tabletten det nye 12 Mp Centre Stage-kamera, som har en fremragende kvalitet til videoopkald og centrerer kameraet på dit ansigt. Det sidder også det rigtige sted, dvs. på den lange side, så kameraet er centreret, når man tager tabletten op for at Facetime.
Som tidligere kan tabletten bruge Apple Pencil Pro, men den er også kompatibel med standardversionen af Apple Pencil på USB-C. Det sætter kreative brugere stor pris på til skitser, men det er også nyttigt til projekter, hvor man sender dokumenter til kommentering og kan tegne og forklare, hvad man mener.

Endnu mere nyttigt er det nye Magic Keyboard, som er en stor forbedring af tabletten. Det har nu en større trackpad, som gør det meget nemmere at lave store bevægelser og få bedre præcision. Men vigtigst af alt har det fået en række med 14 funktionstaster, så du har hurtig adgang til at styre lydstyrke, lysstyrke og medieafspilning. Størstedelen af denne artikel er skrevet på tastaturet, og det er perfekt til arbejde i toget, selvom vi ikke ville ønske at bruge det hele dagen.

Ydeevne
Nu kan vi endelig begynde at tale om noget, der faktisk er nyt i 2025-modellen af iPad Air, nemlig Apples M3-chip. Det er den første, der bruger en 3nm-produktionsproces, hvilket betyder flere transistorer, højere ydeevne og højere effektivitet. Den har også nye grafikkredsløb, der nu understøtter hardwareaccelereret raytracing, hvilket giver high-end-spil flottere og hurtigere grafik.

Samlet set er single-core-ydelsen steget med 17 procent, mens den er steget med 21 procent med alle kerner. Grafikken er blevet ca. 15 procent hurtigere. Bemærk dog, at iPad Air har en grafikkerne mindre end M3-modellerne af MacBook Pro, MacBook Air og iMac. Det, der ligger bag hele opgraderingen, er dog AI, men forbedringen er ”kun” 15 procent.

Den påståede batterilevetid på 10 timer ramte plet i GFX Bench-batteritesten. Bemærk dog, at den ikke er særlig hurtig til at oplade, så det tager et stykke tid at genoplade den.
Konklusion
Der er ikke sket meget med iPad Air siden sidste år. Den nye M3-chip gør den dog virkelig hurtig, og den vil sandsynligvis kunne følge med, når Apples AI kommer. Hvis du har sidste års model, er det formentlig helt unødvendigt at opgradere. Hvis du derimod har en tablet med A-processor, er det på tide, og dette års iPad Air er et glimrende valg. Vælg selv om 11 eller 13 tommer passer dig bedst. Det er trods alt den hurtigste tablet bortset fra den meget dyrere iPad Pro.

Læs videre med LB+
TILBUD - 49 kr første måned
Fuld adgang til alt LB+ indhold
LB+ Total 12 måneder
Fuld adgang til alt indhold på Lyd & Billede og L&B Home i 12 måneder
LB+ Total 6 måneder
Fuld adgang til alt indhold i 6 måneder
- Adgang til mere end 7.800 produkttests!
- Store rabatter hos vores partnere i LB+ Advantage Club
- Ugentlige nyhedsbreve med de seneste nyheder
- L&B TechCast – en podcast fra L&B
- Magsinet digitalt – ny udgave hver måned
- Deaktivering af annoncer
- L&B+ Video – kom med L&B-redaktionen bag kulisserne, på de store tech-messer og meget mere!